Super Smash Bros. Melee

Mario er tilbage! Eller det vil sige, han er ikke rigtigt tilbage, men alligevel lidt. GameReactor har nemlig fået fingrene i endnu en launch titel fra Nintendos nye vidunder kube, og denne gang er der tale om en heftig opdatering af det klassiske Smash Brothers. Smash Brothers var i sin tid Nintendos bud på et fighter spil a la Tekken og Soul Calibur, men i den vanligt pussenuttede Nintendo stil, og oven i købet i 2D. Smash Brothers var en velfortjent succes, tanken om at give Pikachu en omgang stryg tænder sikkert rimeligt mange, og derfor er det da også helt igennem i orden, at vi nu får en version til GameCube.

Hva’ så Pikachu?

Selve grundideen i Smash Brothers Melee (fra nu af SBM) er enkel nok. Tag kontrol over en af de populære Nintendo figurer, og tæv dig igennem en lang stribe baner, indtil du når slutningen eller kradser af. Men det er i sin form at SBM alligevel bliver noget helt specielt. Det klassiske 2D univers kan virke skræmmende på nogen, men 2D er ikke ensbetydende med dårlig grafik, og det visuelle i SBM er intet mindre end helt fantastisk. Krystalklare farver, fornem detaljerigdom og en varme der er svær at finde andre steder end lige hos Nintendo. Ingen andre udviklere eller platforme repræsenterer den brede familieunderholdning på en så ren måde. Og heri ligger essensen af SBM, at have et rendyrket fight spil, som ikke fordrer til et positivt syn på vold. Dette lyder selvfølgelig som en omgang politisk korrekt bavl, og det skal siges med det samme at GameReactor ikke er imod titler som Soul Calibur eller Tekken, men ikke desto mindre er SBM et godt alternativ til denne ellers meget voldsbetonede genre.

Ved GameReactor's forholdsvis korte møde med SBM valgte vi at tage styringen over gode gamle Mario i adventure delen af spillet. det vil sige den del hvor banerne kædes sammen af lidt historie og grafisk lir, men hvor formålet er det samme som altid, tæsk løs! Mærkbart er det, hvor lidt SBM egentlig adskiller sig fra originalen. Banerne er omtrent de samme, hvilket betyder ture gennem Marioland, Pokemon Stadion og alle de andre Nintendo universer, og i det hele taget virker det som om at Nintendo har koncentreret sig om en god opdatering fremfor at ville opfinde den dybe tallerken igen. Men Mario slå en proper næve, det skal der ikke herske tvivl om, og der gik da heller ikke lang tid førend hele universet var banket til mørbradbøffer, og vi stod med vores første medalje i hånden. Hertil skal det lige siges at SBM blev spillet igennem på sværhedsgraden Very Easy, og det kan derfor forventes at spillet hurtigt viser sig langt sværere end som så.

Du får en bonus

Noget af det der gør SBM specielt er udnyttelsen af alle mulige slags bonus våben, lige fra paraplyer til bomber og underlige miner. Dette betyder, at det ikke så meget er alle bevægelserne man kan lave der betyder noget, men mere brugen af banen og remedierne der skaber spillets rammer. Selve styringen i SBM er nemlig ligeså enkel som i forgængeren, og byder derfor ikke på det helt store kombinationssystem. Tilgengæld virker holdbarheden i det forholdsvist enkle koncept stor.

SBM byder yderligere på flere forskellige slags småspil samt en række specielt designede missioner. alle åbner i sidste ende op for godteposen, og introducerer nye karakterer eller andre lækkerier. Den sultne bruger kan se frem til en tilfredsstillende helhedspakke.

Nintendo ser ud til at have gjort det igen. Endnu engang bydes verden op til dans med Mario og Co., og endnu engang virker kvaliteten helt i top. Om det skyldes hård marketingsanalyse, eller det ganske simpelt er uovertruffen kvalitetskontrol, er ikke til at sige. Men uanet grundlaget ligner SBM endnu en vinder. En toptitel der på pædagogisk vis giver alle de andre bøllebank.