Super Planet Life

Spore, Civilization. Gigantiske spil, der lader dig udforske og opbygge en hel planet. Ja, i nogle tilfælde endda flere af slagsen. Vi forventer næsten af spil omhandlende planeter, selv er næsten lige så omfattende. Det er dog ikke tilfældet for Super Planet Life, en ny udgivelse fra danske Northplay til PC og konsoller. Spillet udkom oprindeligt til mobile platforme, under titlen Planet Life som et enmandsprojekt. Og at spillet står og falder med en enkelt mand, der som en anden Atlas har båret hele projektet på sine skuldre kan ses. Mest på godt, men også en smule på ondt.

I Super Planet Life spiller du som en lille nyfødt planet, der drager på eventyr i galaksen. At beskrive alle aktiviteterne i Super Planet Life vil næsten være lige så omfattende, som at lave et leksikon over vor egen klode. Her er psykedeliske rejser gennem ormehuller, kasinoer, en omfattende quiz, hvis svar skal købes på en slags aktiemarked, slåskampe, ekspeditioner i dybe huler, der kræver præcise listefødder og meget, meget andet. Nemmere er det, hvis man ser bort fra alt de mangeartede liv på overfladen og dykker ned i planetens, eller snarere spillets, kerne.

Alle aktiviteter i spillet styret gennem en simpel menu i stil med et klassisk teksteventyr, hvor du klikker dig frem og tilbage mellem forskellige valgmuligheder. Det gælder uanset, om du satser penge i kasinoet, taler med de farverige himmelske fænomener eller køber opgraderinger. Selv spillets nok mest komplicerede aktivitet - en slags dungeon crawler, hvor du spiller som den rasende tyr Derek - styres udelukkende gennem de simple menuer.

Det er ikke kun styringen, der løber som en rød tråd gennem spillet. Alt drejer sig om ressourcer, såsom guld, træ, coco pops (ja!), slikkepinde, stjerner og jeg skal komme efter dig. Ressourcerne kan vindes gennem de føromtalte aktiviteter eller udvindes løbende, og skal bruges for at avancere i spillets tilfældigt sammenstykkede historie.

Er her tale om en parodi på det moderne mobilspil? Eller en kritik af synet på planeter, som noget der skal udnyttes for ressourcer? Måske, for det er nok nemmere at bore efter olie i baghaven, end at udtrække et sammenhængende budskab i Super Planet Life. Med talende planeter, et Loch Ness-monster, der spyr juice, et interdimensionalt æble og masser af andre skøre ting, er det ret tydeligt, at udvikleren bare er gået med det første og det bedste. Det fungerer overraskende godt, hvilket giver spillet en uorganiseret, nærmest anarkistisk stemning. På mange punkter er Super Planet Life spildesign-versionen af at affyre en Tommy Gun fra hoften, hvilket selvfølgelig også betyder, at der både er pletskud og forbiere.

Præstationsmæssigt er spillet ikke overraskende ekstremt farverigt og varieret. Den simple pixelerede stil er set mange gange før, men er ikke desto mindre ganske veludført. Det eneste, der er ikke er særlig kreativt udformet i Super Planet Life, er musikken, der bare looper i en uendelighed. I det mindste er det en meget tilforladelig melodi.

Dels teksteventyr, dels ressourcestyring og dels minispilsamling, Super Planet Life er uden tvivl det underligste spil, jeg har spillet i år. Gameplay-løkken bliver en smule ensformig med tiden (det vil tage dig 8-10 timer at se slutningen), og en mere sammenhængende historie kunne sandsynligvis have løftet oplevelsen. Men for hvad det er værd, som et meget opfindsomt spil til 75 kroner, kan du helt sikkert finde værre oplevelser derude i galaksen.