Super Mario Odyssey

Super Mario Odyssey! Den verdensberømte blikkenslagers fistelstemme brager ud af højtalerne og forelskelsen er nærmest øjeblikkelig. Kan man opleve andet end barnlig iver ved tanken om et splinternyt Super Mario? Efter fire års pause, en ny konsoludgivelse samt en kavalkade af fantasifuldt reklamemateriale står Nintendo klar med spilverdenens modstykke til mobildiskoteket: festlige farver, farverige fester og trætteløse ørehængere - alt sammen i et fikst og transportabelt format! Spørgsmålet er, om Mario kan holde på gæsterne til morgenen gryr eller om gassen går af ballonen inden da.

Mario har efterhånden været vidt omkring. Han er den dobbelte erobrer af galaksen og har haft succes som både sportsstjerne og rollespilshelt. Der er næppe plads til at opremse hans mange eventyr, hverken i deres enkelte detaljer eller deres mangfoldighed. Denne gang er tingene dog ikke helt som de plejer at være. Hvor tidligere spil i Super Mario-serien har præsenteret et væld af snørklede forhindringsbaner - med fjender, fælder og platforme som tandhjul i et større urværk - så virker Super Mario Odyssey i højere grad som en sprudlende og vidtåben legeplads. Og jeg skal lige straks forklare hvorfor.

Lad os tage den fra begyndelsen. Spillet starter lige på og hårdt: Bowser, den lumre padde, har endnu engang sat kløerne i svamperigets forsvarsløse prinsesse Peach. Visse ting ændrer sig aldrig. Mario er lige i hælene på krybdyrenes konge, men den gæve blikkenslager kikser redningsaktionen, bliver sendt til tælling af et gok i nødden og da han vågner igen, slår han øjnene op til en fremmed og besynderlig verden. Her møder han Cappy, et fortvivlet hattespøgelse med magiske egenskaber og de to slår (bogstaveligt talt) pjalterne sammen mod en fælles fjende. Således begynder en lang og eventyrlig rejse gennem alskens eksotiske lande og riger.

Så langt, så godt. Jordomrejsen sker på det hatteformede luftskib, Odyssey. Skibet har dog ikke brændstof nok til at nå kloden rundt og så har vi balladen. Seriens eftertragtede samlegenstande plejer gerne at være stjerner, men denne gang går jagten altså på brændstof til skibet, i form af magiske måner. Stjerner, måner, kan det ikke komme ud på et? Det virker ved første øjekast som en uvæsentlig forandring, men der ligger mere i det. Hvor tidligere spil måske har haft omkring 200 af de funklende astraldimser, så gemmer der sig langt, langt flere måner i Odyssey. Ja, uden at have de nøjagtige tal på hænderne, så vil jeg skyde på omkring tusind af slagsen. Måske endda mere.

Med så mange måner i omløb kan de selvsagt ikke alle sammen være bundet til hver deres skræddersyede og veludformede bane. Og her ser man den vigtigste forskel på Odyssey og tidligere spil i serien. Normalt plejede man at udpege en bestemt mission i en bestemt verden, for så at kæmpe sig frem til mållinjen gennem diverse forhindringer. Når stjernen var i hus eller flagstangen passeret blev man sendt tilbage til hovedmenuen og så kunne det hele begynde forfra. Sådan er det ikke længere. I Marios seneste eventyr bliver man i stedet kastet ned i en række halvstore sandkasser og så er man ellers frit stillet til at gå jagt efter månerne.

"It's freedom like you never knew", lyder det i titelmelodien, der for første gang er ledsaget af en sangtekst. Og der er da også noget om snakken. Mario er i absolut topform og kan hoppe, springe, rulle og trampe som aldrig før. Samtidig er friheden i spillets verdener uden fortilfælde. Det vrimler med bakker, bjerge, vandfald og skrænter samt vipper, trampoliner og andre platforme. Der er en enkelt eller to hovedmissioner tilknyttet hver verden, men ellers er det småt med rettesnorene. Omvendt vrimler det med små aktiviteter, så det er bare om at komme i sving.

Miljøerne spænder vidt mellem mørklagte skovbunde og rødsandede ørkener til mennesketætte metropoler og farefulde slotsruiner. De varierer ikke kun i udseende, men også udformning. 'Wooden Kingdom' er bygget i stil med konventionelle Mario-baner, men er dog langt større og mere snørklet. Omvendt ligner flade og golde 'Sand Kingdom' noget som kunne være hentet fra et generisk sandkassespil. Fælles for dem alle er dog at de virker mere åbne og tilgængelige end seriens traditionelle baner. Der er selvfølgelig brødkrummer og kontrolposter til at pege spilleren i den "rigtige" retning, men der er ofte rig mulighed for at komme på afveje.

Faktisk er der flere afveje end, øh, ikke-afveje. Du husker sikkert hvordan man i Super Mario 64 kunne opnå en ekstra stjerne ved at indsamle hundrede mønter. Det var en sjov lille bonusting, en hemmelighed, et alternativ. I Odyssey er alternativet blevet udgangspunktet, appetitvækkeren er blevet hovedretten. Der er selvfølgelig stadig en række missioner af den gamle skole at give sig i kast med, men langt størstedelen af spillets indhold er skabt med fokus på fri leg og udforskning. Miljøerne, om end kulørte og gakkede, er også en kende mindre kunstige at navigere igennem. Spillets verdener er mere naturlige - troværdige - men det sætter også visse grænser for deres opbygning.

Så Odyssey demonstrerer stor frihed på visse punkter, men virker mere restriktivt på andre. Som sagt er luftskibet et brændstofslugende bæst og når først man er landet i en ny verdensdel, så er det meningen at man skal blive hængende lidt. Rækkefølgen af destinationer er givet på forhånd. Man kan godt besøge tidligere verdener undervejs, men man kommer ikke videre på rejsen før man har samlet et givent antal måner i den aktuelle verden. Det er jo sådan set det spillet handler om, så det burde ikke være noget problem, vel? Alligevel begynder månekvoten med tiden at minde om en tjekliste. Det er op til dig hvordan du finder dem, men findes - det skal de.

Det bidrager desværre lidt til en følelse af at sidde med et spil som, på visse punkter i hvert fald, er meget skabelonskåret. Enkelte gange har man mulighed for at vælge hvilken af to verdener man helst vil besøge næste gang, men det er ikke helt nok til at fjerne følelsen af at blive venligt, men resolut skubbet i ryggen. Spillets verdener er bestemt fornøjelige at opleve for deres egen skyld, men der er kun fjorten-femten af slagsen (et par af dem er meget små) og nogen af dem virker lidt aktivitetstomme, trods en overflod af samlegenstande. Nintendo balancerer dygtigt på en knivsæg mellem kvalitet og kvantitet, men hvor de ultimativt lander, ja det forudser jeg stor diskussion om.

Så hvis månerne ikke kun gemmer sig i maven på bosserne eller på toppen af bjerget, hvor finder man dem så? Overalt, stort set. Man kan faktisk ikke undgå dem. Det kan være noget så simpelt som at ødelægge en trækasse eller klaske numsen i jorden på en skinnende plet. Eller noget mere omfattende, som at løbe om kap med en skildpadde eller at krydse en giftpøl. Sagt anderledes, så er der rigelig variation mellem hvor og hvordan man får fat i dem. Og der er sjældent mere end et par minutter imellem dem. På den anden side af rulleteksterne får samtlige af spillets verdener desuden tildelt en ordentlig ekstraportion samlegenstande. Bon appétit, skattejægere.

Siden det originale Super Mario 64 har efterfølgerne forsøgt at genopfinde dele af oplevelsen gennem innovativ spilmekanik. I Sunshine var det vandkanonen, i Galaxy var det planetagtige platforme og i 3D World var det muligheden for at være flere spillere. I Odyssey handler det hele om Cappy, det magiske væsen som har bosat sig i Marios kasket. Nok kan blikkenslageren hoppe og springe, men han var ikke nået langt uden flittig brug af den behjælpelige hovedbeklædning. Man kan enten kaste Cappy på Y-knappen eller ved at vifte en de todelte Joy-Cons. Og det er ikke helt ligegyldigt hvad man vælger.

Vifteriet giver nemlig visse fordele. Første gang jeg startede spillet op, var det i håndholdt format. Her blev jeg faktisk opfordret til at koble de to Joy-Cons af skærmen og stille maskinen på bordet. Når man har mulighed for at vifte, kan man påvirke kaskettens bane - efter at have kastet den. Og hvis man vifter begge Joy-Cons i samme retning laver Mario et spiralangreb som rammer alt omkring ham. Jeg har det lidt ambivalent ved dette aspekt. På den ene side er vifteriet både intuitivt og overraskende præcist, men samtidig favoriserer det også en bestemt spillestil, mens det begrænser andre. Til oplysning er det ret så akavet at vifte rundt med Joy-Cons, når de er påmonteret maskinen.

Cappy spiller en central rolle i spillet. Den indgår i Marios imponerende arsenal af manøvrer og bevægelser, kan slå utøj i gulvet som hjemmelavet frisbee og forvandle sig til både det ene og det andet. Sidstnævnte funktion er selvfølgelig spillets helt store blikfang og det skuffer heller ikke. Mario kan på forstyrrende vis besætte en lang række genstande, samt i omegnen af tyve forskellige væsener. Det kan være alt lige fra den usle Goomba til en majestætisk tyrannosaurus; fra en hammerkastende skildpadde til en ustoppelig kampvogn. Det er super fjollet og dybt charmerende. Og så er det naturligvis omdrejningspunktet for en stor del af spillets indhold.

Transformationerne komplimenterer (eller erstatter) de mere regulære platformsekvenser og forstærker samtidig følelsen af at Odyssey - mere end noget andet - handler om leg, leg, leg. Prioriteten har tydeligvis været at underholdning skal komme før udfordring; fornøjelse før forhindring. Det er en tanke som også kommer til udtryk i andre dele af spillets design. Mario kan stadig tage skade og dø, men han kan aldrig ryge helt ud af spillet. I stedet genopstår han ved den nærmeste kontrolpost. Prisen? Sølle ti guldmønter. Han tager heller ikke skade ved at falde langt ned. Han bliver bare kortvarigt lammet - og så er han klar igen!

Det bidrager alt sammen til den fantastiske oplevelse af uovertruffen, uafbrudt spilleglæde som Nintendo har forsøgt - og formået - at skabe. Man bliver ikke forstyrret af kunstige elementer eller hevet unødigt ud af spillets verden. Og sikke en verden det er at opleve, når først man er i gang! Spillets præsentation er ikke til at sætte en finger på. Udviklerne blander frygtløst forskellige stilarter med mesterlig præcision. Flere af miljøerne ligner ved første øjekast noget fra Grand Theft Auto eller Dark Souls og den pastelfarvede Mario burde stå i skærende kontrast til en naturtro dinosaur, men det fungerer gudhjælpemig; det fungerer alt sammen!

Hvad end man springer gennem grønne græsenge eller kæmper sig gennem undersøiske tunneller, så er Super Mario Odyssey en fryd for både øjet og øret. Spillet tager sig ualmindeligt pænt ud på konsollen, billedhastigheden er bundsolid og musikken har potentiale til at overstige lydsporene fra tidligere spil. Styringen, trods min førnævnte anke, fortjener også ros. Kameraet kan nu styres frit eller nulstilles med en skulderknap. Marios bevægelser er fyldt med nuancer - og selvom man ikke behøver mestre dem for at klare spillet, så er de med til at sikre en dynamisk spiloplevelse hvor alle kan være med. Det samme gælder de forskellige transformationer. En levende ildkugle er meget anderledes at styre end en statue af sten, for eksempel.

Så ja, alle kan være med og det viser sig også i muligheden for at være to spillere. I 3D World fik vi for første gang mulighed for at spille sammen på lige fod, men i Odyssey er vi tilbage til et nuttet, men akavet tiltag. Med hver deres Joy-Con i hånden kan den ene spiller styre Mario, mens den anden flyver rundt som Cappy. Mario kan stadig kaste Cappy, men kasketten har også mulighed for at flyve uafhængigt rundt i alle retninger. Det er ikke ligefrem noget jævnbyrdigt alternativ til udgangspunktet, men det er meget sødt og måske et udmærket kompromis for nye spillere.

Der har næppe hersket tvivl om det, men Super Mario Odyssey er et spil lavet med kærlighed. Det sprudler med glæde og godt humør og er fyldt med både små og store referencer til Marios (for)underlige verden. Højdepunktet er måske festivalen i New Donk City hvor både spil og spiller bliver fejret så hatten passer, uden at det nogensinde virker selvsmagende eller leflende. Der er ikke meget kød på den egentlige fortælling, men spillet er stadig spækket med gakket humor, uventede krøller og selvbevidsthed i den helt rette mængde.

Efter 30 timer og 300 måner har jeg faktisk stadig appetit på mere - dog af andre grunde end normalt. De klassiske baner er blevet skiftet ud med sandkasser og som sådan føler jeg faktisk, at jeg har set og oplevet det meste af spillet. Det har jeg selvfølgelig ikke. Udsigten til at høste flere måner fylder mig ikke med særlig begejstring, for at være helt ærlig. Det er snarere tanken om at løbe og hoppe gennem store verdener som drager mig. Super Mario Odyssey er mindre forhindringsbane og mere legeplads. Eller en stor forlystelsespark: ikke alle forlystelserne er lige meget ved og kun de færreste er værd en ekstra tur. Men udvalget er stort, selskabet er godt og humøret er højt. Here we go!