Super Mario Galaxy 2

For de uindviede, har de Mario-verdener hvor man går rundt blandt kæmper, altid føltes som de mest interessante og kreative for denne anmelder. Jeg har derfor svært ved at undgå glædesudråb, da jeg i London bliver præsenteret for Super Mario Galaxy 2, og en galakse hvor alt ser mærkeligt stort ud.

Et betuttet stjerneskud undrer sig over sin nyfundne størrelse blandt kæmper, imens jeg elegant bruger en overdimensioneret mønt som springbræt. Med et chok, får jeg bagefter næsten bidt fødderne af, da en forvokset kødædende plante, gemt i et enormt grønt rør, som en muræne snapper efter mig. SMG2 er ren fan-service, som kun Nintendo kan lave det.

Den godmodige dinosaur Yoshi, er også tilbage, og gensynets glæde er stor. I udvalgte galakser vil man kunne se små prikkede æg, der med et hop frigiver dinosauren. Man styrer så Mario på Yoshi som normalt, med den ændring at Yoshi har en lang tunge. Tungen kan man ved at pege med sin Wii-remote bruge til at sluge fjender (og spytte nogle af dem ud igen), eller svinge sig lystigt i udvalgte pæle.

Det tager lidt tilvænning med Wii-remoten, men ret hurtigt svinger jeg mig som en akrobat imellem pælene, og på jorden, sluger min ven alt der kommer i nærheden, og returnerer sprængfarlige bomber til afsenderen.

Yoshi vil også selv kunne gøre brug af diverse power-ups. De to som demoen indeholdte, var en chili peber der giver Yoshi ild under fødderne, hvilket efter sædvanlig Mario-logik gør ham i stand til at løbe op af lodrette overflader, og en blå mango, som får Yoshi til at svæve i ballonform.

Var man glad for de enorme bosser i det tidligere spil, ser SMG2 ikke ud til at skuffe. Skærmen blev fyldt, da en drage-lignende slange dukkede op, og min eneste mulighed var febrilsk flugt, hvilket hjælper meget lidt, når man befinder sig på en planet, der er mindre end førnævnte drage.

SMG2 ser ud til at være opbygget ligesom sin forgænger med små og store planeter, i alle mulige underlige og umulige former. De har dog indført såkaldte checkpoint-flag fra tidligere Mario-spil, som aktiveres, og derefter er det sted, man starter fra, når man dør.

Faktisk, minder spillet utrolig meget om forgængeren. Jeg lagde mærke til et par enkelte grafiske trick, som en skiftende himmel når man fløj igennem galaksen, men det er meget lidt i spillets mekaniske opbygning, der har ændret sig. Mario styres på præcis samme måde, og der er sågar genbrugt et par ting (hvilket udviklerne også sagde de ville), som for eksempel rum-blæksprutterne fra forgængeren.

De galakser som demoen bestod af, var dog alle forskellige med hvert sit særpræg også sammenlignet med, hvad vi har set i det tidligere spil. Der bliver leget endnu mere med tyngdekraften end før.

Én galakse bestod af tyngdefelter som konstant skiftede, indtil jeg takkede udviklerne for, at de ikke har givet Mario en animation hvor han kaster op. En anden benyttede sig af et nyt legetøj, en boreplatform, som Mario kan samle op, og derefter benytte til at bore sig igennem planeterne i en lige linje.

Det første spil blev af nogle kritiseret for at være for let, og udviklerne har udtalt, at det har ændret sig i efterfølgeren. Jeg er selv nogenlunde garvet i alt der hedder Mario, og jeg havde ikke de store problemer med demoens forskellige galakser.

På nær én, som kan sammenlignes med en lignende i det første. Der skulle man samle lilla mønter på en model af Luigi, hvor de platforme man stod på hele tiden forsvandt. Her forsvinder platformene ikke, i stedet bytter de plads med tomrum hver gang man ryster Wii-remoten. Og man har kun fire minutter til at samle alle 100 mønter.

Det trak et par tænder ud, men stjernen blev min, og jublen var stor. Som en OL-vinder, med klappende, ekstatiske tilskuere, fik jeg inde i mit hoved ærbødigt overrakt stjernen.

Det er den følelse af besejret risiko som Mario-spillene altid har været leveringsdygtige i; suset i maven efter et spring, man håber lander sikkert, den efterfølgende glæde når det gør. Det gælder også for SMG 2.

Hvorvidt udviklernes påstand om ændringen af sværhedsgraden passer, er svært at sige, da vi ikke ved hvor tidligt i spillet man møder demoens galakser, og derfor ikke kan sammenligne dem med galakserne i det første. I sidste ende er det vigtigste dog også, om man har det sjovt, når man spiller det.

Jeg havde det sjovt med den demo Nintendo havde stillet til rådighed, og mine fingre ryster efter at spille det fulde spil.

Jeg elskede selv det første Mario Galaxy, og man har et argument ved at sige, at Nintendo skyder genvej ved basalt set at lave det samme spil to gange. Jeg må dog indrømme, at den kamel kan jeg sagtens sluge, når spillet tegner til at blive akkurat så godt som Super Mario Galaxy.