Super Mario 3D World - hands-on

Hvis Miyamoto, Koizumi og kompagni ikke var gået amok i rumrejser, ville ingen spørge efter episke sager, meteoritter, rumoperaer og kæmpe skridt for menneskeheden, når de talte om det første Super Mario i både 3D og HD. Vi ville spørge efter den ultimative tredimensionelle eksplosion af de bedste ideer fra hele serien. De bedste items og kostumer, bedste banedesigns, hvad end de er sidescrollende eller med fuld dybde. Vi ville endda bede om at multiplayer, der blev den mest universelle og sjove krog i den nye underserie, også fandt vej til den tredje dimension. Alt dette er hvad ikonet med overskægget og hans venner vil forsøge at gøre i deres nye eventyr på Wii U, når den 29. november ruller forbi, som konsollens største og mest farvestrålende sats i den hårdeste julesæson vi længe har set. Når man griber controlleren og selv prøver det, begynder man at forstå og tro på projektet.

Og det var netop hvad vi formåede at gøre i Nintendos showroom i Madrid: at få vores første stille og afslappede spilsession, og prøve de to første verdener i det, der allerede føles som en ret færdig og solid version (hvilket man nok også ville forvente, når man tager timingen og studiet bag i betragtning). Vores tid med spillet var ikke nok til at prøve hver eneste bane, da vi også brugte en betydelig mængde tid med at spotte forskelle på de forskellige versioner, mellem styring og ydelse, mellem 3D Land og hovedsageligt Galaxy-spillene. Men uanset vores splittede fokus, gjorde denne smagsprøve os sultne efter mere, og også en lille smule forelskede.

Lad os komme til sagen: Mario og Luigi laver rigtigt blikkenslager-arbejde for første gang i mange år, og bruger deres spritnye røde og grønne hammere på et sjældent, gennemsigtigt rør. Ud af det rør dukker Bowser pludselig op, og han kidnapper selvfølgelig prinsessen. Det er dog ikke prinsesse Peach, der bliver kidnappet denne gang. Hun ser chokeret på sammen med Toad. I stedet er det en lille grøn prinsesse, der bliver fanget i et sylteglas. Peach er den første, der springer ned i røret for at redde prinsessen, efterfulgt af Mario og Toad. Sidst i rækken er Luigi, der ellers har brugt det seneste år på at være i centrum for Nintendos planer. De fire bliver transporteret gennem en rørlinje, der ligner noget plukket direkte ud af Futurama, og ender i den første "3D World", de kan udforske sammen. Og mere historie behøver man sådan set ikke: I er fire, og verdenen er i 3D.

Der er konstant fokus på Z-aksen, og du kan udforske verdenskortet næsten som om det var en almindelig bane, da man for første gang kan bevæge sig frit rundt. Her kan Mario lave små hop og løbe rundt mens han søger efter hemmeligheder, indgange og mønter. Højre stick kan, ligesom i de almindelige baner, bruges til at dreje kameraet. Det er den første velkomne forskel.

Den anden forskel, vi bemærker, vedrører styringen af Mario og kompagni i banerne. Først og fremmest føler man at Mario løber langsommere og hopper højere end han som regel gør i sine 3D-eventyr. Som i 3DS-spillet kan man trykke på en knap for at løbe hurtigere end man kan kun med sticken, og når man har gjort det i nogle sekunder, bliver der slået en turbo til, og figuren efterlader en sky af røg bag sig, indtil man stopper op eller laver en skarp drejning. Det er en ny teknik at mestre, da det nogle gange er praktisk at beholde momentum, og andre gange bestemt ikke er. Vi vænnede os til denne ændring efter en times tid, og det er rart at nye mekanikker resulterer i nye muligheder og stunts.

Klassiske hop som de sidelæns, baglæns og lange vender alle tilbage, og sidstnævnte får også selskab af det der seje hoppeslag, som Mario lærte i 3D Land (løb+duk+slå+hop). Vi opdager også et nyt superhøjt hop med skru, som udføres ved at trykke hop umiddelbart efter man man slår ned i jorden. Med så stort et repertoire er luftspinnet fra Galaxy naturligvis væk.

Turbo-boostet gør op for den langsommere hastighed, men det er også med til at understrege forskellene på de fire figurer. Toad kan løbe hurtigere end de andre, Peach kan svæve gennem luften, og Luigi kan hoppe højere.

Endelig har Nintendo også fundet plads til et væld af nye animationer, der passer perfekt til den nye verden i 3D og HD. Mario (eller hvem end du nu spiller som) drejer hovedet og kigger mod interessante elementer (såsom skjulte blokke og stjerner, genstande og fjender), nikker og gestikulerer.

De første baner starter selvfølgelig blidt ud. De er det perfekte sted at teste den nye stil, såvel som at prøve den nye power-up, klokken, der forvandler blikkenslageren til Cat Mario og giver ham hale på. Nogle gange får man den ved at slå den ud af en blok, andre gange stjæler man den fra en supernuttet katte-Goomba.

Efterhånden som banerne vokser i dybde og højde, bliver kattedragten ekstra nyttig til at klatre op ad vægge og finde hemmelige huller, eller til at angribe fjender fra luften. Man kan også holde fjender på afstand med sine kattekløer. Her er selvfølgelig nye timinger og afstande at lære, men indtil videre ligner det en spændende tilføjelse til Marios kæmpe garderobe.

Kattedragten var især en hjælp i den første kamp mod Bowser, for det er meget lettere at spille med de mange sportsbolde, der også er en nyhed, når man er kat. Baseball-boldene er relativt harmløse, men fodbolde fungerer som var de taget fra Inazuma Eleven: de kan eksplodere, og man skal ramme dem på det rigtige tidspunkt for at slå vægge ned eller smadre din nye ærkefjendes muskelbil. Man kan også sparke til dem med sine almindelige blikkenslager-støvler, men det er noget lettere som kat.

Spillet kommer for alvor i gang omkring halvvejs inde i verden to, hvor tingene begynder at blive mere og mere komplicerede. Indtil da har der været små spor af hvad EAD Tokyo har fundet på denne gang, men galskaben bryder ud i de sidste baner i ørkenen. Forinden er vi blevet behageligt overraskede over de tivoli-agtige omgivelser, de udførlige undergrundsområder hvor kameraet roterer konstant, og en afslappende tur med dinosauren Plesie, der minder os om svømme- og flyvebanerne fra Galaxy.

Derudover ved vi stadig ikke om multiplayer fungerer lige så godt i denne 3D-verden som den for eksempel gør i New Super Mario Bros. U, der er i 2D. Banerne virker fleksible nok, og spillerne kommer nok ikke så meget i vejen for hinanden som i andre Mario-spil, på grund af den ekstra plads. I gameplay-klippet nedenfor kan du se hvordan vi klarede en bane i co-op under vores tid med spillet. Verden 1-5 er den første af de tivoli-inspirerede baner.

De to andre klip kommer fra banerne i ørkenen, hvor vi nød de nye store fugle med lange halse, og Piranha-planter i potter, der begge er enormt nyttige (hvis du ikke dræber dem først). Generelt giver banerne en større fornemmelse af at være på en legeplads end i tidligere spil, med meget mere animerede omgivelser og mange flere ting at lege med.

Da den førnævnte galskab brød ud, begyndte vi at forstå de mange nik og hyldester, vi havde set i de første to timer. Nu kan vi ikke vente med at se de mange ting, der venter på os i det fulde spil (med en indholdsmængde som vi håber/forventer mindst matcher 3D Land).

Det vanvid, der opstår når fire spillere bruger et udvalg af de forskellige items, og nogle af dem løber rundt i to, tre eller flere eksemplarer (takket være det nye kirsebær-item), sammen med alle de andre ting, der sker på skærmen, er lige til at hvine af fryd over.

Vi ser sektioner fra isometrisk perspektiv, hvor hoppende ildkugler blandes med projektiler og fjender. Her er bosser, der kræver man bruger gamepad'ets skærm for at hjælpe med ens angreb. Mønter, mønter, mønter, og for første gang findes de også i stakke. Klonede figurer stiller sig op langs en væg, så man undgår forvirring. Adskillige POW-blokke, hemmelige blokke, eksplosioner. En krone til den bedste spiller. Vi hører mange flere trompeter, mere jazz, og elguitar når Bowser er på skærmen. Bonusbaner med musik fra Super Mario Bros 2, dødsfald med lyde fra Super Mario Bros 3. Og det er kun begyndelsen.

Jeg sagde tidligere at jeg er forelsket. Min første session med Super Mario 3D World har måske ikke gjort lige så stort indtryk, som da jeg prøvede Galaxy for første gang, men jeg har en fornemmelse af at det her spil vil være mere Mario og sjovere. Og det bliver kun bedre i godt selskab.