Det er utroligt at man som spilfan kan blive ved med at tvivle på Nintendo. Da giganten i sin tid fortalte at de ville hive deres populære blikkenslager ind i en 3d-verden, var der ikke mange der troede på at series styrker kunne bevares, og alligevel endte Super Mario 64 med at blive et af de mest roste spil nogensinde.
Historien var den samme med Wii og Super Mario Galaxy, og også her beviste giganten igen hvordan man kunne udvide Mario's vidunderlige univers, samtidigt med at konsollens unikke muligheder blev taget i brug. Med den baggrundshistorie, burde tiltroen og dermed forventningerne til Super Mario 3D World være enorme, og alligevel har snakken om det nyeste Mario-eventyr været ganske beskeden.
Med deres typisk upåvirkelige selvtillid og iver efter at glæde, har alt det øjensynligt ikke påvirket Nintendo og det mærkes med det samme. Legesygen og fornemmelsen af at være trådt ind i en verden fuld af overraskelser og eventyr, stråler således ud af skærmen så snart spillet første gang toner frem, og får til sammenligning New Super Mario Bros.-spillene til at virke som sterile spiloplevelser uden nævneværdige personligheder. Det her er et spil udviklet af holdet der også sammenskruede Super Mario Galaxy-serien, og det bliver slået fast med syvtommersøm allerede fra starten.
Som en gang improviseret spil-gullasch hvor der ikke er grænser for hvad opskriften kan indeholde, er Super Mario 3D World en blanding af stort set alt hvad Mario-serien nogensinde har indeholdt, plus en masse nye ideer. Wii U'ens nuværende situationen taget i betragtning, kan man til tider have det lidt svært med at fralægge sig tanken, at grunden til at eventyret ikke er frisk fra top til bund, er et resultat af tidspres og ønsket om at få sendt nogle hjemmelavede kvalitetsspil ud til konsollen. Den slags tanker foregår dog primært hos dem der ikke selv sidder med controlleren.
De velkendte tematiserede verdenskort fungerer igen, som indgang til et væld af forskellige baner der alle giver en forsmag på hvad de indeholder, gennem den roterende model som Mario frit kan betragte inden han begiver sin på eventyr. Som banerne gennemføres, dukker der dog alt fra hemmelige telte til enarmede tyveknægte, Toad-huse og bonusbaner op på verdenskortene, som kan besøges efter eget tempo. Mario og vennerne er ikke længere låste til faste stier på verdenskortene, og man kan derfor udforske dem efter eget tempo.
Inspirationen fra Super Mario Galaxy-serien mærker man så snart man begynder at bevæge sig rundt på en af de mange baner, for et designvalg har tydeligvis været at proppe dem alle med så mange unikke situationer og udfordringer som muligt. I Galaxy-spillene mestrerede Nintendo nærmest i første hug hele ideen med konstant at overrumple spilleren med nye muligheder, og næsten ligeså overrumplende er det også at begive sig på eventyr her.
I første omgang er det de mange powerups der står for de største overraskelser, og selvom seriens velkendte svampe, ildblomster, stjerner og Tanooki-dragter igen er inkluderet, er det ikke længere dem der løber med opmærksomheden. Den ære tilfalder i stedet den mageløse katte-dragt, der gør Mario og vennerne så kære at se på, at jeg for første gang i mit liv overvejede om familien skulle udvides med sådan en lille pelset størrelse. At katte-dragen også er en af de bedste gameplay-tilføjelser til Mario-universet i lang tid, kommer næsten i anden række når du først har set en Toad, Peach, Luigi eller Mario-kat.
Med katte-dragten monteret, er det muligt at benytte sig af et fremadrettet angreb, samt kaste sig hovedløst afsted fra luften, som jagtede man en usynlig garnnøgle. Den mest brugbare færdighed som katte-evnerne giver, er dog muligheden for at kravle op af stort set alt, hvilket ofte bruges til at finde hemmelige områder eller til at nå toppen af flagstangen i slutningen af hver bane, for at få maksimal points. Selv med katte-lignende færdigheder, kan man dog ikke kravle i al uendelighed, og inden længe vil Mario således begynde langsomt at falde mod jorden, hvis man ikke når at hoppe videre inden da.
Ligeså original er tilføjelsen af kirsebærret, der med det samme resulterer en i klon af Mario, som ligeledes lystrer efter dine bevægelser med controlleren. Med lidt snilde kan man ofte finde flere kirsebær på den samme bane, hvilket resulterer i at man pludseligt render rundt med en hel flok Mario-kloner. De fleste af de baner hvor det er muligt, indeholder også en udfordring hvor et bestemt antal Mario-kloner skal overleve, for at aktivere en platform som fører til et hemmeligt område, hvilket ofte er mere udfordrende end man lige skulle tro.
Andetsteds bydes der på boomerang-dragter, flyvehatte, goomba-forklædninger for de der ønsker at infiltrere de fjendtlige rækker, penge-hatte og meget mere. Ingen andre Mario-eventyr har indeholdt så mange forskellige opgraderinger, og det holder hele eventyret friskt.
Nintendos opfindsomhed stikker dog dybere, og således er der igen blevet arbejdet på at gøre hver bane til dens egen oplevelse, frem for blot at være en fortsættelse af den forrige. I en bane bydes der således på noget der minder om de gamle 2d-spil, mens der i en anden bane leges med lys og skygger på virkelig snedig vis, i en tredje er hele banen udgjort af en lang rutsjebane. Andetsteds sendes man på Zelda-inspireret eventyr, hvor der skal tændes fakler og perspektivet er flyttet så man ser det hele ovenfra.
Man ved med andre ord sjældent hvad der venter som den næste udfordring, og alligevel har Nintendo stadig haft overskud nok til også at lege lidt med nogle af de mere standardiserede elementer af Mario-universet. Således støder man hurtigt på gennemsigtige rør, der ganske ligesom seriens velkendte grønne rør, fungerer som transportmiddel for Mario og vennerne. Nyt er dog at Mario ofte selv kan bestemme retningen gennem de gennemsigtige af slagsen, samt at han også kan sende ildkugler gennem dem, hvis han har medbragt en ildblomst.
POW-blokkene bliver også givet nyt liv i det nye eventyr, og bruges således denne gang til at sætte gang i kædereaktioner, hvor detoneringen af flere POW-blokke ofte resulterer i guldmønte-regn. Ved at lege lidt med lyset, har Nintendo også på snedig vis introduceret næsten usynlige blokke. Disse afsløres bedst ved at kaste en ildkugle eller et skildpaddeskjold i deres retning, hvorefter de kan udnyttes for at nå nye steder hen.
Wii U-controllerens unikke egenskaber tages også i brug, og selvom de aldrig bliver ligeså integral en del af oplevelsen, som den unikke kontrolmuligheder var i Super Mario Galaxy-serien, er det stadig sjovt at aktivere platforme ved at trykke på dem, puste til platforme og fjender, samt åbne døre ved køre fingeren hen over skærmen.
Med alle disse positiver, er det lidt ærgerligt at Nintendo ikke har formået at finpudse alle aspekter af eventyret i ligeså flot stil som giganten gjorde med Galaxy-spillene. Flere af bosserne er således genbrugt fra tidligere spil, hvilket er ærgerligt fordi de nye der her bliver introduceret, er virkelig sjove og vellavede.
Mere problematisk var dog for mit vedkommende, at eventyret mod slutningen begynder at genbruge for mange af sine egen ideer, samt at sværhedsgraden lige pludseligt blev sat markant op. Når man har oplevet hvordan eventyret har smidt om sig med den ene gode ide efter den anden, er det en knapt så positiv overraskelse at opleve, hvordan man forud for det endegyldigt sidste møde med Bowser, mødes af en samling baner der ikke indeholder den sammen mængde kreativitet som tidligere.
Ligeledes kan man undre sig over at et eventyr der generelt mangler lidt mere udfordring, pludseligt får så højt skruet op for sværhedsgraden, gennem et par baner der faktisk er blandt er pakkens kedeligste.
Disse negativer ændrer dog ikke ved at Super Mario 3D Word er et sublimet Mario-eventyr. Det bliver hurtigt til en slags besættelse, at finde de tre stjerner og det ene klistermærke som hver bane indeholder, hvilket er et resultat af et mageløst banedesign fra Nintendos side, hvor stjerner og klistermærker sjældent er svære at finde, men til gengæld kræver evner at indsamle.
Der er heller ikke nogen tvivl om at få forstår at udnytte deres kompetencer inden for en genre, ligeså godt som Kyoto-giganten. I dette tilfælde har det resulteret i en nærmest perfekt kontrol, samt et eventyr der uden særligt fornemme grafiske effekter, alligevel forstår at behage øjet med skønne figurer, farveriger verdner og lokkende afkroge fyldte med hemmeligheder.
Nogen vil stadig ærgre sig over at Nintendo ikke har disket op med et helt unikt Mario-eventyr til Wii U, der ikke bygger på nogen tidligere serier. Jeg forventer dog at det primært vil være folk det ikke selv har taget controlleren og givet Super Mario 3D World en chance, for har man først gjort det, vil man også vide at det præcist er denne slags spilmagi som Wii U'en har ventet på.