
Forstil dig en stille efterårsdag hjemme i sofaen, med Xbox One-konsollen tændt og en kop varm te og et stykke af bagerens kanelkringle indenfor rækkevidde. Spillet på skærmen er roligt og strategisk, og du sniger dig ubemærket rundt i skyggerne og fuldfører dine missioner. Er det topmålet af underholdning for dig, og er dit spilbibliotek eksklusivt indenfor denne genre, så har du umiddelbart to muligheder nu.
Den første er, at stoppe læseriet og smutte ned til bageren efter mere kringle inden din eftermiddagslur - eller, som alternativ, være lidt omstillingsparat og få alle illusioner om en rolig og forudsigelig spiloplevelse smadret. Velkommen til galskab og subsonisk spiltempo - velkommen til Sunset Overdrive.
Et solidt guitar-riff komplementerer ganske fint øjeblikket, hvor jeg drøner ned af gaden glidende på et autoværn, mens jeg med jævne mellemrum svinger baseballkøllen for at slå hovederne af et par sultne monstre. Der er fart på, og inden længe løber jeg tør for jernkant at grinde på, så der skal tænkes hurtigt. Ud af min øjenkrog spotter jeg en bil og ovenover den, en markise. Et tryk på kontrolleren sender mig flyvende, og jeg bevæger mig i bedste parkour-stil op mod hustagene. Taget er fyldt med en stribe sejlivede Fizzco-robotter, og mit eneste valg er at hive min TNTeddy frem, og sende en eksplosiv bamse af sted - for derefter hurtigt at skift til min boostede Magnum-lignende Dirty Harry og blæse deres øverste printplader ud. Taget er øjeblikkeligt ryddet og jeg kaster mig ud på en telefonledning og glider målrettet videre.
Verden som vi kender den er ved at gå under, og denne gang på en ganske usædvanlig måde. Vi gamere har ellers set vores del af forskellige ragnarok-scenarier, men jeg vil vove den påstand, at det sjældent har været baseret på en uheldig sideeffekt af en ny energidrik. Produktet Overcharge Delerium XT fra firmaet Fizzco skulle nok have været en runde mere igennem kvalitetskontrollen inden markedsføringen. Den giver ikke alene et energi-boost, men den omdanner også alle som drikker den til frådende mutanter - og her starter balladen.
Det ene øjeblik er jeg en duknakket nobody, som gør rent under en koncert, hvor netop energidrikken introduceres, og det næste moment er jeg en kriger med et saftigt arsenal af forskellige destruktive våben. Et skridt op ad karrierestigen i min optik og en solid start på et aktionspil af bragende dimensioner. Handlingen foregår i byen Sunset City, som er en stor sandkasse, hvor Fizzcos energidrik med et slag har ændret alt. Gaderne er fyldt med mutanter, robotter og brutale bander, som forsøger at gøre hinandens og dit liv surt. Dit mål er at komme ud af byen, men måske ikke overraskende, er dette ikke helt nemt, og forbundet med forbasket mange udfordringer.
Sunset Overdrive bruger i opstarten ikke unødig tid på lang historiefortælling, så efter en stund med at customize ens figur, kastes man ind i kampen mod mutanterne i byen. I den første times tid med spillet oplevede jeg en knivskarp grænse mellem elegance og kaos i styringen. Oplæringskurven er stejl, men inden længe belønnes man med svedige moves, der kan anvendes til at surfe igennem selv de mest inficerede områder. Udgangspunktet er egentligt ret simpelt. Et tryk på den grønne A-knap får en til at hoppe op i luften, og sigter man eksempelvis mod et gelænder, og trykker på den blå X-knap, låses man fast og grinder løs lige indtil der ikke er mere underlag - alt i mens man kan slå eller skyde omkring sig. Der kommer dog hurtigt flere lag på styringen, og det hele bliver mere avanceret.
Det dummeste man kan gøre i Sunset City er at opholde sig for længe på gåben. Det er jorden-er-giftig på solide mængder koffein det her. Man er for langsom på fødderne, så miljøet skal bruges for at komme op i hastighed. Hop, sving, grind eller løb på elementerne omkring dig. De grundlæggende bevægelsesmuligheder skal ind på rygraden. Begynder-vanskellighederne kradser når det hele skal times i den hektiske by, og de første gange jeg mødte større fjender var det rent kaos. Men efter en stund kommer der mere kontrol over tingene, og så begynder oplevelsen af tage helt nye dimensioner.
Hvor sandkassen i Sunset Overdrive kan minde om eksempelvis GTA- eller Saint Row-spilserierne, adskiller netop transporten fra punkt A til B sig markant. Hvor sjovt det end er at drøne rundt i potente sportsvogne, som man typisk gør i de spil, er det forbundet med en helt anden følelse, at mestre parkour-dansen gennem Sunset City. Lange kombinationer af svedige tricks giver bare en fed følelse, som kan minde om de zen-øjeblikke jeg har mødt i spil som Skate 3. Man er konstant på udgik efter næste mulighed for at komme videre, og da byen er oversvømmet med fare, har man typisk ikke længe til at planlægge strategien.
Nu er undvigelse og bevægelse ikke alt, og uden et stort arsenal af forskellige våben ville Sunset City hurtigt blive en kirkegård. Heldigvis er kreativiteten stor blandt de overlevende, så hjemmebiksede våben holder fjenderne fra livet. Man kunne selvfølgelig næsten ikke forvente andet med Insomniac-folkenes fingeraftryk på våbengrebet. De har trods alt stået bag Ratchet & Clank-serien, så de er ikke i uudforsket territorie, når det kommer til gale våben.
Spillet er gennemsyret af humor, og det første og mest synlige eksempel på dette kommer netop ved våbnene. Et af de tidlige våben er en haglgevær-lignende størrelse under navnet "Flaming Compensator". De tilhørende magasiner er to runde kugler som hænger under selve våbnet, og læs så nu igen navnet med dette i baghovedet. Jeps, vi er helt dernede, og det er ganske underholdende. Jeg fik gode associationer til spillet Shadows of the Damned - uden at Sunset Overdrive dog tager det helt så langt ud af den lumre tangent.
Udover det falloslignende gevær, stifter man hurtigt bekendtskab med blandt andet en LP-skyder (yngre læsere må lige google" LP" - og så afsætte tid til et solidt grin over forældregenerationens musikmedier). Spillet er proppet med geniale og gakkede våben, og hver har styrker og svagheder. Med den til tider hektiske styring er våbnene elegant lagt på LB. Her er der plads til otte forskellige i et våbenhjul, og det bliver hurtigt essentielt at kunne skifte mellem dem på få splitsekunder.
Muligheder for at opgradere våben og egne evner i spillet er mange. Der kan opnås såkaldte Amps, som er vigtige elementer i opgraderingen af din figur og våbnene. Enkelte kan tjenes i spillet under rendyrkede tower-defense-slag, hvor forskellige områder på nogle baser skal holdes. Andre igen skal erhverves med simpel naturalie-økonomi, baseret på sko, toiletpapir, nedskudte sikkerhedskameraer med mere. Dette er objekter som er spredt udover byen i en velkendt stil for de fleste sandkassespil. Dine Amps minder meget om de velkendte Perks fra spil som Call of Duty eksempelvis. De er centeret omkring forøget styrke eller andre boostede evner. De aktiveres dog ikke automatisk, men kræver du opnår forskellige niveauer på dit Style Meter. Dette gør man ved at spille med stil - og i spillets ånd er det flotte bevægelser og mængder af splattede sodavandsmonstre.
Humoren i spillet bringer minder frem til flere af Dead Rising-spillene og enkelte spillere vil nok finde, at high-school-humoren løber lidt over gevind i passager. Jeg er dog ret vild med det, og det passer helt perfekt ind i dette univers af aparte bekendtskaber og løssluppen historiefortælling.
Med galskab følger også en dejlig uforudsigelighed. Det tog mig omkring 11 timer at komme igennem selve historiedelen af spillet, men det var også med et meget snævert fokus, hvor jeg fravalgte stort set alle sidemissionerne og andre tilgængelige udfordringer. Resultatet var 3814 smadrede fjender og en gennemførsel af 34% af spillet. Men på intet tidpunkt under disse timer kedede jeg mig, og hold da op en tur! Det er en varieret spiloplevelse fyldt med farver, galskab, punkrock, humor og så en dejlig arcade-agtig jubel. Formlen er simpel, og resultatet er ligeledes - rendyrket spilglæde og et dejligt afbræk fra hverdagen og den regnfulde danske efterårsverden. Efter gennemførslen spiller jeg muntert videre, og der er mængder af tilgængelige opgaver i byen endnu, så selvom nogle måske vil fremhæve længden af hovedhistorien som et minus - så er det nok mest af alt for at finde et minus.
Multiplayer-delen af Sunset Overdrive byder på spilmuligheden Chaos Squad, hvor to til otte spillere kan lege side om side. Dette minder om dele af GTA V Online, og man skal i fælleskab lave forskellige missioner. Der smed jeg sammen med vennerne hotdogs mod en ballon, og det syner at være helt nye eksklusive missioner designet til multiplayer. Hele oplevelsen er krydret med informationer om hvem som får første kill og flest point eksempelvis. Det er helt i spillets ånd og føles på ingen måde som en påtaget gøgeunge, hvilket multiplayerdele ellers har en tilbøjelighed til i flere titler. Man hiver venner eller tilfældige fra Xbox Live ind i legen ved at besøge en fotoautomat. Disse er jævnt fordelt ud over byen, og herefter kan spillet begynde. Det er yderst afhængighedsskabende at parallellege med vennerne i den åbne Sunset City og man får hurtigt smidt en hel aftens spilletid på den konto.
Hvad, ingen multiplayer uden deathmatch? Niks, der er intet af det endnu. Det sidste ord kan man tænke over, mens man køber et sæsonkort. Jeg savner det ærligt ikke, og vil reelt finde det skævt placeret i dette spil, hvor humor og samvær er kernen i flerspillerdelen af oplevelsen.
Hvis du klogeligt fravalgte kringlen og middagsluren i starten, står der en fantastisk spiloplevelse og venter forude. Det er frisk arcade-spas af den ypperligste slags, og jeg ser mange Youtube-videoer komme ud i slipstrømmen af denne udgivelse med forskellige vanvittige stunts og combos. Der er ingen vej udenom - jeg tvinges til at smide et anarkistisk håndtegn, mens jeg bøjer mig ærbødigt i resterne af konfettien på gulvet. Hvilken fest - og hvor jeg dog glæder mig til at komme tilbage og lave mere ravage og finpudse mine parkour-skills i Sunset Overdrive.