Sundered

Lovecraft - spiludviklere elsker ham! Hvis du, på dine rejser gennem virtuelle verdener, støder på ord som 'eldritch' eller 'monolithic', så er det Lovecraft som spøger. Når du flygter fra fjender med mærkelige navne og et virvar af fangarme, så er gamle Howard Phillips på færde. Gyserspil, actionspil, såvel pastiche som parodi. Han dukker op overalt.
Den hengagne forfatter er blevet brugt i vidt forskellige sammenhænge, det er klart. Men trods de forskelligartede forekomster, så bliver han som regel inddraget med samme formål. Forfatterskabets vigtigste elementer - forstandens afgrund, forbuden viden og kosmiske bussemænd - peger oftest i én bestemt retning. At kanalisere Lovecraft, er derfor at forsøge en besvarelse af et åbent spørgsmål: hvordan simulerer man vanvid?

Thunder Lotus, udviklerne bag Jotun, præsenterer deres bud med Sundered. Tidligere på året blevet spillet finansieret gennem en vellykket Kickstarter kampagne. Stjernerne må have stået rigtigt, for spillet blev dengang spået en udgivelse i juli! Og sim-sala-bim, eller, Cthulhu Fhtagn - spillet er ude i dag. Altså, når du læser den her tekst.
Udviklerne beskriver Sundered som "a horrifying fight for survival and sanity." Jeg er tilbøjelig til at give dem ret, men måske af de forkerte grunde. Mere om det senere. Spillet er samtidig beskrevet som et metroidvania, altså et af de spil, hvor mobilitet og kamp er tæt forbundet og hvor man gerne bevæger sig igennem de samme store, kringlede områder på jagt efter den næste boss eller en overset hemmelighed.

Sundered's twist på formularen, er at banerne ændrer sig fra gang til gang. Hver gang du dør, og du kommer til at dø en hel del, bliver der rykket rundt på spillets verden. Det overordnede skelet forbliver det samme: placeringen af bosskamre og centrale navigationskanaler ændrer sig ikke, men de labyrintagtige gange som forbinder dem, bliver forvredet og forskudt.

Genren tro, tilegner man sig løbende en række praktiske egenskaber, superevner, som gør det muligt at udforske nye dele af spillet. Der er klassikere som dobbelthoppet eller superslaget, men også mere eksotiske tiltag i form af et selvopladeligt skjold og en overdimensioneret skulderkanon. Egenskaberne er ikke frygteligt originale, men de føles godt og er tilpas fleksible.

Samtidig bliver der lagt vægt på spillerfriheden og her kommer Sundered lidt i strid med sig selv. På den ene side skilter spillet med at have tre hovedområder, som kan gennemføres i vilkårlig rækkefølge. På den anden side er det åbenlyst, især ved at kigge på sværhedsgraden af fjenderne, at udviklerne har haft en bestemt rækkefølge i tankerne. Ja, du kan prøve kræfter med tredje boss fra start, men det er ikke en relevant overvejelse for de fleste spillere.
Spillet er derfor et lidt mærkeligt kompromis mellem værktøjslåste døre og frie områder. Konventionerne fordrer, at der skal være steder som er låst af, indtil spilleren er nået til et vist punkt. Men der må heller ikke være så mange, at man føler sig tvunget i en bestemt retning. Banernes omskiftelighed sætter selvfølgelig endnu flere begrænsninger for hvad udviklerne kan specificere. Friheden bliver i sidste ende vægtet tungere end gængse genretræk.

Sundered er derfor et atypisk eksempel på sin genre. I mine femten timer med spillet skete det kun sjældent at jeg fandt en superevne og tænkte: "Fedt, nu kan jeg gå tilbage til det sted, jeg sad fast ved tidligere." Hvis den følelse for dig er indbegrebet af genren, så bliver du måske skuffet. Med processuelt sammensatte baner er der også en del fyld i områderne; blindgyder, overflødige platforme og den slags. Spillet belønner hurtige reflekser - fremfor en god hukommelse eller tålmodig udforskning. Især når gongongen ringer.

Åh ja, gongongen. Hvis der ét element som i særlig grad kommer til at hjemsøge dig i dine mareridt, så er det lyden af en distant, men malign alarm som varsler din forestående undergang. Med jævne mellemrum, "when you least expect it", ifølge udviklerne, bliver de labyrintiske helvedeskorridorer oversvømmet med en lind strøm af uhyrer. De er aggressive, talløse og de forfølger dig ubønhørligt til du igen er i sikkerhed.

Det er den her nervepirrende overgang - fra prekær opdagelsesrejse i eget tempo til hektisk flugt gennem ukendte passager - som er Sundered's absolut stærkeste moment. Det er en dynamisk sammensmeltning af flere systemer; spillerens mobilitet, fjendernes aggression og banernes uforudsigelige opsætning. Det udspiller sig utallige gange i løbet af spillet og viser, mere end noget andet, udviklernes besvarelse af, hvordan man simulerer vanvid.
Spillet er svært, så er det sagt. Måske mere end højst nødvendigt. Jeg spillede på 'normal' og blev sendt til tælling ikke så få gange. Hmm, Lovecraft og høj sværhedsgrad - hvor har jeg set det før? Surprise, udviklerne er inspireret af From Software. Jeg ved godt, at tilbøjeligheden til at sammenligne alt med Dark Souls for længst har nået kritisk masse, men den er altså god nok!

Fjenderne smider talrige himstregimser, når de dør. Dem bruger du til at opgradere din karakter. Du mister dog ikke dimserne, når du dør, men får tværtimod mulighed for at bruge dem i det skæringspunkt, som forbinder hovedområderne. Et rullefald er altafgørende for at overleve fjendernes angreb, men det skal bruges med omhu, ellers går det galt. Og banerne vrimler med vigtige genveje, som kun bliver tilgængelige efter at have sluttet en fuld cirkel rundt om de forbundne områder.

Fremfor at flygte kan man selvfølgelig også tage kampen op. Kampsystemet, ligesom resten af styringen, er strømlinet og tilfredsstillende. Der er ingen egentlige angrebskombinationer, men slagene ændrer sig, når man trykker styrepinden i en bestemt retning. Animationerne er lynhurtige, så det kan nemt blive til knapmaseri, men der er mening med galskaben. De magiske egenskaber er også ofte brugbare, men det bliver aldrig unødigt indviklet.

Og godt det samme, for man kan nemt miste overblikket. Der er ingen begrænsning for, hvor mange uhyrer der kan gemme sig på det todimensionelle plan og med de mange eksplosioner, giftgasser og angrebseffekter, kan overskueligheden godt gå tabt. Bosskampene, som ellers er overvejende vellykkede, lider lidt under et lignende problem, idet kameraet bliver nødt til at zoome langt ud, for at indfange både spillerkarakteren og de massive monstre.

Det sagt, så er styringen stram. Uanset om man er på flugt eller i kamp, så er der en umiskendelig følelse af magt, hvad end det er i kraft af ens elegance eller krigskunst. Og spillet handler netop om magt. Så meget fremgår tydeligt af en ellers vag og fragmenteret fortælling. De gamle guder hvisker fra det hinsides med løfter om rigdom og uindskrænket magt. Men alting har en pris...

Sundered mekaniserer dilemmaet mellem at "resist or embrace" igennem et tilbagevendende valg. I løbet af spillet indsamler man en række profane krystaller, som man har mulighed for enten at tilintetgøre eller sammensætte. Ødelægger man dem, bliver man belønnet med store skatte og ændringer i opgraderingstræet. Sammensætter man dem i stedet, bliver superevnerne korrumperet med ugudelig magi.

For eksempel kan dobbelthoppet ende i en glidebevægelse, mens rullefaldet bliver til en slags teleport. Det er en fin måde at bygge det overordnede tema ind i resten af spillet. De forskellige egenskaber resulterer i en tilpas anderledes spillestil og det, kombineret med de omskiftelige baner og et par magiske runer, sikrer Sundered en vis holdbarhed. Spillet er i hvert fald god for en ekstra gennemspilning. Måske to.

Lad mig sige det sådan: jeg havde ikke hørt om spillet, før jeg fik det stukket i hånden, men jeg glad for at have oplevet det. Det er ikke ligefrem en sjov oplevelse, ikke i traditionel forstand. Det er hektisk, stressende og til tider skide svært. Fans af kildematerialet vil genkende de forvrøvlede navne på Lovecrafts kosmiske bøller, atmosfæren er overraskende vellykket og de håndtegnede karakteranimationer minder mig om en tegnefilm, som jeg ville ønske fandtes. Som traditionelt metroidvania er Sundered måske mislykket. Men som genreeksperiment er det bestemt et kig værd.