
Jeg tror ikke, der var nogen her i landet, der ikke kiggede bare en smule på de Olympiske Lege. Der er jo noget storslået over en masse atleter, der på tværs af landegrænser, ideologi og religion, kæmper på styrke, finesse og, i nogle tilfælde, medicinske fremskridt. Noget mindre storslået er der over de spil, der tit følger i kølvandet, og Summer Athletics er bestemt ingen undtagelse.
Førstehåndsindtryk er nogle gange uhyggeligt præcise. Noget af det første Summer Athletics smider på skærmen, er en dansende abe med et smil som en øksemorder i en børnehave. Jeg er ret overbevist om, jeg det næste stykke tid vil vågne skrigende op til mareridt om denne abe. Og bedre bliver det ikke, når spillet rent faktisk går i gang.
Man kan give sig i kast med enkelte sportsgrene, hvilket sådan set er at foretrække, da man så slipper for de mindre interessante discipliner. Problemet er, at der er forbløffende få discipliner, der er virkelig sjove eller spændende.
Som det sig hør og bør, er der også en karrieredel, hvor du kan give dig i kast med alle disciplinerne ved OL, hvilket sådan set er en ganske god idé. Du får lov til at lave din egen atlet, der, bortset fra valg af hudfarve, højst sandsynligt kommer til at ligne en slidt mannequindukke fra Magasin. Dernæst kan du uddele nogle points til forskellige aspekter af atletens fysik, som fart, styrke med videre. Når du har passeret en disciplin, hvad enten du fik en medalje eller ej, får du yderligere points. Men disse points har ingen synlig virkning, og det virker som om at udvikleren 49Games, har bladret panisk i den store "Sådan laver du et spil"-manual, set noget om udvikling af hovedpersonen og har klattet mekanikken ind i løbet af en kaffepause.
Der er discipliner, der er nogenlunde. Højdespring og lignende bruger en Bemani-inspireret tilgang, hvor du skal trykke på knapperne i takt med ikoner på skærmen.
De drukner dog i den generelle uopfindsomhed, der præger hele spillet. Du rykker i de analoge pinde og trykker på knapperne så hurtigt som muligt. Der er ikke sket særlig meget siden de glade Track and Field-dage. Det bedste, du kan håbe på, er at du ikke skvatter ned fra lænestolen af ren kedsomhed.
Eksempelvis svømning. Her skal du rotere de analoge pinde i takt med en mere eller mindre uigennemskuelig indikator på skærmen. Det lyder jo sådan set fornuftigt nok. Men det virker ikke. Du kan rotere pindende hurtigt. Der sker ikke noget. Du kan rotere dem langsomt, med samme effekt. Til sidst følte jeg mig fristet til at lade være, i håb om at min debile svømmer druknede og lod mig være i fred. Bueskydning er ikke meget mere end at pege på skiven og slippe en aftrækker. Man skal tage vinden i betragtning, men det er ikke særlig avanceret og man kan blæse gennem den til en guldmedalje på få minutter.
Det mest mystiske er dog den fuldkomne mangel på online multiplayer. Selv de mest talentløse spiltitler plejer at have en rudimentær onlinedel, så hvorfor ikke her? Den havde sikkert været dårlig, men manglen er nu stadig skuffende. Nuvel, eftersom gameplayet ikke just er noget at skrive hjem om, hvordan forholder det sig så med resten af spillet? Ikke just positivt, desværre. Ser vi bort fra den uhyggelige abe-maskot, der i øvrigt vandrer rundt i baggrunden, når du dyrker idræt, og atleternes lettere plasticagtige teint, er grafikken meget basal. Der sker ikke alverden på stadion, og omgivelserne er noget kliniske at se på.
Det er uhyggeligt, at betragte Summer Athletics, for jeg har sjældent spillet et spil, der virkede så blottet for engagement. Halvhjertet udførelse går hånd i hånd med et par gode idéer, og mange dårlige. De fleste af disciplinerne er i bund og grund helt ens, og når denne grundidé oven i købet er en smule tam, så er det ikke optimalt.
Det er sådan set svært at anbefale Summer Athletics til nogen som helst. Det skulle da lige være til en aften, hvor du ikke gider have hverken venner og familie i nærheden. I den forbindelse er Summer Athletics et glimrende afskrækningsmiddel.