Det var lidt af en overraskelse, da Sucker Punch relativt kort tid før lanceringen af Infamous 2 kunne fortælle, at spillet ville slutte sig til Sonys familie af Play.Create.Share-titler, og således lade brugerne lave deres egne missioner i spillet.
Og den satsning viste sig at slå fejl, har Chris Zimmerman fra Sucker Punch afsløret under en præsentation på GDC.
Kun 15 procent af alle Infamous 2-spillerne har prøvet en brugerskabt bane, og kun 5 procent har forsøgt sig med at lave en, har Zimmerman blandt andet fortalt.
"Tredjepersons action-eventyr er måske ikke den bedste genre at lave brugerskabt indhold i", sagde han.
Ifølge Zimmerman kunne Sucker Punch have gjort et bedre arbejde med at promovere UGC-systemet. Inden det såkaldte "win to publish"-system blev indført, så man selv skal kunne gennemføre sin bane, før man kan udgive den, var der mange brugerskabte baner, der var for fejlfyldte til at kunne gennemføres. Det var med til at skræmme spillerne væk fra systemet, vurderer han.