Er du Danmarks bedste Tekken-spiller? Tekken Tag Tournament 2 står for døren, og i den forbindelse vil Gamereactor i samarbejde med Namco Bandai finde Danmarks største Tekken-hajer - og sende dem videre til Europa-mesterskaberne i Paris.
Kvalifikation foregår således: Den 6. oktober er der kvalifikationsrunder hos Fona i Kolding og Århus. Der er plads til 16 deltagere i hver by, og de fire bedste går videre.
Den 12. oktober er der kvalifikation hos Fona på Strøget i København. Her er 32 pladser, og de otte bedste går videre.
Finalen afholdes samme dag i København, og vinderen går videre til Europamesterskabet i Paris, der afholdes i starten af november.
Udover en plads til EM er der også lækre præmier på højkant, blandt andet arcade sticks, t-shirts, Zippo-lightere og anden laber merchandise.
Er du fristet? Har du hvad der skal til? Kan du tæske resten af landet i Tekken? Så kig forbi vores Tekken-minisite, hvor du også finder nærmere detaljer om reglerne, og tilmeld dig med det samme. FIGHT!