Still Wakes the Deep

Selvom jeg er stor tilhænger af at stå bare lidt imod den anglificering, der i efterhånden lang tid har præget det danske sprog, er der bare nogle begreber, der beskrives mest præcist på engelsk. "Setting" er et af dem. Det beskriver jo egentlig bare, hvor noget foregår, men jeg kan ikke komme på noget dansk ord, der indkapsler helt det samme. "Beliggenhed" smager i hvert fald ikke helt af det samme. Hvorfor dette sproglige flueknepperi, tænker du måske? Jo, ser du, Still Wakes the Deep fra engelske The Chinese Room har en decideret fantastisk setting, som tilmed er ganske underbrugt.

Jeg er sikker på, at der har været en horrorhistorie på en boreplatform før, men jeg kan ikke komme i tanker om nogen på stående fod. Hvilket egentlig er spøjst, for med sin afsides beliggenhed over det åbne hav og sin knirkende konstruktion, er det et sted, der prikker til frygten for isolation og det ukendte.

Dette udgangspunkt tager The Chinese Room - som med for eksempel Everybody's Gone to the Rapture før har vist, at de kan skabe gribende digitale rum - og løber så langt med, at jeg kun kan klappe i mine koldsvedende hænder. Du indtager rollen som Cameron McLeary, en elektriker på boreplatformen Beira. Omstændighederne for din tilstedeværelse viser sig hurtigt at være af tvivlsom karakter. En mand er havnet på hospitalet, og du forsøger at undvige politiet ved at komme så langt væk som muligt og håbe på, at det hele forsvinder af sig selv, hvilket ganske forståeligt ikke huer din bedre halvdel, som også er mor til dine to døtre.

Der er noget herligt socialrealistisk ved dette udgangspunkt, som understøttes af besætningens brovtende borebisser. Her er kokken en stor, skaldet mand med mave og lederen en smålig skrankepave med mindreværdskomplekser. De ryger, bander og taler med tyk skotsk accent - præcis som man i mit hoved gjorde på 70'ernes skotske boreplatforme.

Beira er fra første sekund et intimiderende sted. Gangene og rummene er trange og metalliske, og udenfor slår vinden iskolde piskesmæld, mens det mørke hav truer med at opsluge den, der falder i det. En ikke helt usandsynlig skæbne med tanke på boreplatformens tvivlsomme tilstand, der kan mærkes og høres for hvert et skridt man tager. Dette understøttes af den taktile tilgang til små og store handlinger, som The Chinese Room har valgt. Når ventilationsskakte skrues af eller låse brydes op kræver det mere input end bare et knaptryk, brande skal slukkes med brandslukkere, der affyres som et skydevåben normalt ville blive gjort, og udvikleren har sågar fundet plads til korte platformssekvenser, der måske ikke er krævende, men stadig giver et sug i maven. Nej, det er ikke noget mekanisk dybt spil, men det er noget mere involverende i de helt klassiske walking sims, som The Chinese Room har skabt deres navn på, og hvad vigtigere er, fremhæver det hvor besværligt og ugæstfrit et sted, Beira er.

Still Wakes the Deep formår således at skabe en følelse af uro, allerede inden det hele går ad helvedes til. For det gør det selvfølgelig. Går ad helvedes til, altså. Men den første times tid lader spillet dig opleve Beira og dens ansatte på en helt almindelig dag. Du navigerer værelser og udeområder, mens du udfører små opgaver og snakker med dine kolleger. På den måde etablerer den en normalitet, som kun forstærker effekten af de hændelser, som uvægerligt må indtræffe. Det er trods alt et horrorspil.

Brikkerne er således stillet helt rigtigt op til den hændelse, der transformerer stedet fra ildevarslende til mareridtsagtigt. Det ville være en skam at gå i detaljer, men eftersom vi har at gøre med en boreplatform, kan jeg nok godt afsløre, at Beira vækker noget, det ikke skulle have vækket. Snart er boreplatformen ved at blive revet fra hinanden af en mystisk substans, som tilmed forvandler dem, der kommer for meget i kontakt med det til frådende Cronenberg-monstrøsiteter.

Ud over at være frydefuldt groteske er møderne med disse skrækindjagende væsener også en af spillets centrale mekaniske elementer. Har du spillet horrortitler som Alien: Isolation, Outlast eller Amnesia, der i 10'erne kastede kamp ud med badevandet til fordel for snigeri og flugt, har du en meget god idé om, hvad du skal forvente. Her er ingen våben og direkte konfrontation med monstrene medfører en game over-skærm, så det handler om at snige sig udenom ved hjælp af afledningsmanøvrer, små skakter hvor du er skjult og, naturligvis, skabe, du kan gemme dig i. Der er som sådan ikke noget nyt under solen her, men fordi monsterdesignet er så skræmmende og omgivelserne så stemningsfulde og troværdige, er flere af sekvenserne utrolig mindeværdige. Det gælder også de flugtsekvenser, der både kan opstå naturligt, men også som deciderede set pieces. På genialt sadistisk vis har Still Wakes the Deep dedikeret en knap til at kigge bagud. Den er som sådan ikke brugbar, men hvad den mangler i rå funktionalitet, vinder den til gengæld ved at være en gysende frydefuld kilde til nogle af årets mest mindeværdige billeder, når du i fuld fart kigger dig over skulderen og ser, at Cronenberg-monstrøsiteten kommer brasende ned ad den halvt oversvømmede gang med kurs direkte mod dig.

Nogle gange kommer encounterdesignet dog på kant med det ellers naturalistiske udtryk. Der er nemlig stor forskel på, hvordan de områder der lægger hus til katten-efter-musen-sekvenserne tager sig ud i forhold til resten af spillet. Omtrent halvvejs inde i spillet bevægede jeg mig for eksempel gennem maskinrummene, hvor løse genstande, skabe og åbne skakter gav et meget tydeligt praj om, at jeg om lidt ville bevæge mig tilbage denne vej med et monster i hælene. Man kan argumentere for, at det er med til at skabe frygt for den umiddelbare fremtid, men det skurrer også i øjnene, når nu resten af miljøerne er så troværdige.

Monstre er dog ikke det eneste, der gang på gang truer med at gøre en ende på Camerons liv. Klogt nok holder The Chinese Room nemlig igen med monstrøsiteterne og sætter dig op mod Beiras i tiltagende grad horrible tilstand. Det er nervepirrende, når du balancerer på de tynde stænger, som er det eneste, der adskiller dig fra det iskolde hav og decideret klaustrofobisk, når du svømmer gennem olie og vand i Beiras oversvømmede dyb uden udsigt til næste åndehul.

Selv med det mådehold, mister Still Wakes the Deep meget af sin evne til at skræmme hen mod slutningen, fordi de tricks The Chinese Room benytter sig, grundlæggende ikke ændrer sig. Det er lidt ærgerligt, men heldigvis træder de mere følelsesladede aspekter tydeligere frem. Fordi spillet har givet sig tid til at introducere de forskellige karakterer, rammer det også, når de møder en grusom skæbne, og særligt bedstevennen Roys karakterark har kød på sig. Det er ham, der har skaffet jobbet til Cameron og generelt kigget efter ham, men under krisen byttes rollerne om, fordi Roy mangler både mod og insulin. Den centrale tråd er dog Camerons ønske om at komme hjem til sin kone og døtre. En effektiv plotmekanisme, som øger indsatsen og investeringen i Camerons mission. Hvis du spørger mig, kunne The Chinese Room dog godt have lagt endnu flere kræfter i Camerons forhold til sin kone og børn, for med lidt mere baggrund kunne spillets følelsesmæssige forankring have stået endnu stærkere uden at det kammede over.

Når jeg beklager mig lidt over, at Still Wakes the Deep mister lidt af sin evne til at skræmme og godt kunne have brugt en endnu stærkere følelsesmæssig kerne, er det kun fordi, der er så meget potentiale. The Chinese Room er nemlig lykkedes fornemt med deres oprindelige pitch The Thing on an oil rig, og samtidig infuseret rædslerne med de følelser, der også kendetegnede et spil som Everybody's Gone to the Rapture. Det er et af den slags spil, der med relativt få mekaniske virkemidler formår at skabe indlevelse med fornemt lyddesign, stemningsfulde billeder og troværdige historiefortælling. Hvis du er typen, der foretrækker hjerne og hjerte i din horror, er Still Wakes the Deep den iskolde og dog underligt varme cocktail, du har ledt efter.