Stemningsbilleder fra Destiny: Verdenen

Destiny repræsenterer en massiv satsning for både Halo-udvikleren Bungie og gigantudgiveren Activision. Rygterne har svirret om det massive budget, og til dette års E3, der netop er slut, havde spillet en massiv tilstedeværelse både på showgulvet og til Sonys pressekonference. Bungie har forsøgt at skabe en Shared-World-Shooter, altså noget der minder om et MMO, men har det virket? Her på Gamereactor får du en serie af stemningsbilleder og indtryk, fra spillets alpha i tre dele.

Lad os få det tekniske af vejen først. Destiny er Bungies første projekt, efter at de på ret spektakulær vis hoppede fra deres kendte Halo-franchise, og overladte Master Chief i Microsofts hænder. Siden Bungies sidste Halo-spil, nemlig Halo Reach, udkom i 2010, har de arbejdet hårdt på at udvikle Destiny, der for første gang blev vist frem til PlayStation 4'erens afsløringsevent i februar sidste år.

Destiny er, som nævnt, en Shared World Shooter. Dette betyder, at Bungie ønsker at kombinere fede våben, storslåede førstepersonsskyderier og smukke miljøer med et mere MMO-præget univers. Derfor har du en stor åben verden, tonsvis af tilpasselige våben, en række forskellige karakterklasser, og en helvedes masse fjender at skyde på. Hertil kommer muligheden for at lave dungeons, som du kender fra eksempelvis World of Warcraft, med op til flere venner, en kæmpe PvP-suite med rankeringer og leaderboards, og en social hub, hvor du kan interagere med venner og ukendte spillere. Det er altså en form for Halo-inspireret MMO, og hvis ikke dét får tænderne til at løbe i vand, så bare kig på eksempelvis zonen Old Russia, og se hvad der sker, når en solid kunstnerisk stil mødes med Bungies kraftige grafik-engine.

Nu hvor den tekniske beskrivelse er af vejen, er det tid til at gå i dybden med hvordan Destiny føles. Hvordan føles det at udforske universet som en af de mange guardians på jorden, og beskytte jorden med alt hvad man har i sig?

Det er en frostklar morgensol, der møder mit ansigt i Old Russia. Langt over mig tårner nogle store strukturer, der minder mig om jordens engang strålende arkitektur. Alt ligger i ruiner nu. Jeg vender mig om, og kigger ængsteligt op på den gigantiske sfære, den mystiske Traveller, der svæver over jordens sidste by, min by. Det er den, menneskehedens sidste bastion, jeg må beskytte for enhver pris. Jeg rekognoscerer området foran mig. Min lille drone advarer mig om, at der snart vil lande en satellit i nærheden, og at den skal beskyttes for enhver pris. Fra mit udsigtspunkt kan jeg skue ud over Old Russia, der er omkranset er gigantisk forfalden mur, der engang blev bygget til at holde de mange invaderende alien-racer ude. Jeg kigger frem for mig, og ser en horde af The Fallen, en nomadisk race, der kun ønsker menneskeracen død og borte. Jeg trækker min sniper-rifle, og med en række stærke headshots, får jeg hurtigt udryddet truslen. Satellitten rammer en gammel forfalden bygning lige frem for mig, og laver et gigantisk krater. Jeg baner mig vej, og ser en række rumskibe over mig, der uden tvivl er på vej mod menneskebyen. Med satellittens indhold i god behold, kalder jeg på mit eget rumskib, og forlader det snefyldte, Fallen-inficerede Old Russia.

I cockpittet på rumskibet kan jeg nu endelig se The Traveller tæt på, og under ham den cirkulære menneskelige by, som jeg kalder mit hjem. Jeg lander i The Tower, kommandocentralen, hvor alle jordens beskyttere er samlet. Natten er faldet på, og over mig kan jeg se en stjerneklar himmel. Fra balkonen kan jeg se månen kaste et blegt lys henover de futuristiske bygninger og de små haver. Sammen med mig står en række andre Guardians, der nok føler præcis det samme ansvar. Vi kigger på hinanden, og aftaler at neutralisere Fallen-truslen i Old Russia én gang for alle. Jeg går beslutsomt hen til byens våbensmed, og påbegynder mine forberedelser.

Destinys verden er forbløffende stor, og overraskende dyb. Den stærke kunstneriske stil flyder igennem miljøerne som Old Russia og The Tower på en måde, som få skydespil har gjort det før, og dette giver en Mass Effect-online vibe. Hvis man dømmer udelukkende på udseende, er Destiny dén store rumopera, jeg har ventet på.

Næste gang vil du kunne læse mere om våbnene, og de intense kampe som man kan opleve i Destinys Strike-missioner, der minder meget om en klassisk MMO-dungeon. Afslutningsvis vil jeg efterlade Destiny alpha'en med nogle indtryk af The Crucible, som er Destinys PvP-suite.