
Steelseries har som mange andre indset, at der er gode penge i in-ears, og gerne nogle, man kan bruge i alle situationer.
Deres bud er derfor GameBuds - og selvom det ikke er Steelseries' skyld, så skal man lige holde sig for øje, om det er PlayStation- eller Xbox-udgaven, man køber. PC-brugere kan som altid være ligeglade, og det samme gælder mobilbrugere. Til gengæld kan man kun få den hvide version til PlayStation, mens begge kommer i sort. Æsken til dem er pæn og diskret, men også lidt stor. Om det skyldes batteriet eller den medfølgende USB-C-dongle, er jeg lidt i tvivl om, men jeg har jakker med store lommer, så det endte med at være et begrænset problem. Til gengæld havde jeg måske forventet et lidt mere luksuriøst etui til en pris på 1.300 kroner, men omvendt gør det også, at det tåler en del hård håndtering uden at gå i stykker.
Det store salgsargument er egentlig ikke, at den kører på både radiobølger og Bluetooth 5.3 - selvom det er ret fedt - men nærmere, at der er specialtilpassede lydprofiler til mere end 100 titler. Det er noget, Steelseries har gjort meget i gennem årene, og selvom jeg gerne ville skrive, at det ingen forskel gør, så ville det ikke passe, for det gør det, særligt i skydespil. Der er også understøttelse af Tempest 3D og Sonar 3D-lyd.
Pasformen er fantastisk. Her har man virkelig ramt plet, og jeg er faktisk villig til at tro, at man har lavet designet på selve "huset" baseret på 62.000 scanninger af folks ører. Det må så være 31.000 personers scanningsdata, man har fået fat i, samtidig med at der medfølger - selvom ikke alle gør det - små silikonepropper i forskellig størrelse. Der er aktiv støjreduktion og en IP55-rating for dem, der gerne vil bruge dem, når de skal træne i det lokale fitnesscenter. Jeg havde dog lidt svært ved at finde ud af noget mere konkret omkring støjreduktionen, for selvom den er fin til normal brug, så skal den altså være endnu kraftigere til mit lokale træningscenter og de brøleaber, der synes at være permanente beboere.
Der er 40 timers batterilevetid alt i alt, 10 timer og så en tur i etuiet, og dette understøtter trådløs Qi-opladning. Bærekomforten er i øvrigt ganske fin, da de sidder virkelig godt og er meget lette, og den relativt lave profil gør, at de sidder tæt inde i øret og langt mere naturligt end mange andre. Det er umiddelbart neodymium-enheder, der sidder i, men det har man desværre valgt ikke at gå i dybden med, eller også hvad chipset der driver dem.
Steelseries-appen kan virke lidt overvældende i starten, men den er faktisk godt og logisk opbygget og indeholder ret meget rå funktionalitet. Funktionen til auto-pause er ret aggressiv, og jeg slog den hurtigt fra - men det er pointen: Du får lov at pille ved næsten al funktionaliteten, hvis du ellers gider, i Steelseries-appen.
På den lidt mindre positive side, så er der kun SBC-understøttelse. Jeg forventer ikke ultra-super Hi-Res DXD-lyd, de er trods alt lavet til gaming, men AptX HD havde været et minimum. Herudover synes jeg, at mikrofonkvaliteten er ok, men heller ikke mere. Det er trods alt et område, der ellers har været meget i fokus.
Lydkvaliteten er til gengæld ret fornuftig til ikke bare gaming, men også musik i dagligdagen. Jeg vil personligt foretrække at have separate enheder til pendling, sport og spil, men det bliver altså hurtigt en dyr omgang. Der er rigtig langt op for de andre gaming in-ears til GameBuds på både funktionalitet og selve lydkvaliteten. I forhold til et par dagligdags in-ears er konkurrencen derimod anderledes hård, især hvor evnen til dynamisk gengivelse i bassen, som ved stortromme, har svært ved at nå de dyre konkurrenter, der kun laver til musik.
Så er GameBuds pengene værd? Ja - sådan da. Jeg synes stadig, at 1.300 kroner for et par gaming in-ears er ret mange penge, men tilpasningen til individuelle spil gør altså noget ekstra. Det kræver dog, at man vil erkende, at EQ er en nødvendighed for at optimere til sine spil. Hvis din primære brug er klassisk musik på busturen til arbejde, skal du dog nok overveje noget andet.
Til det formål, de er lavet til - cross-platform gaming - er de helt suveræne.