Steel Diver

Nintendos 3DS eventyret har, med få undtagelser, endnu ikke budt på de helt store spiloplevelser. Nintendos eget flagskib Pilot Wings har ageret som et godt eksempel på hvad den lille ny kan præstere, men har til gengæld også budt på en noget begrænset mængde indhold. Steel Diver derimod synes at gå i en helt anden retning.

Steel Diver er ikke bange for at udfordre, og det går op for mig efter små fem minutters spilletid. Lad dig nu ikke narre, for Steel Diver udfordrer hverken på sværhedsgrad eller svære spilmekanikker, men i stedet din evne til at multitaske og jonglere med flere fæle designbolde i luften på én gang.

Der gemmer sig en historie et sted, en grund til hvorfor man som ubådskaptajn tager på en god håndfuld missioner. Desværre når vi aldrig længere end til at året er 19XX, at en fjendtlig nation har set sig sur på en stak lande, og at man nu er ude på at redde verden. Ikke desto mindre er det en tilstrækkelig grobund for at sende spilleren ud på et undervandseventyr, hvor målet er at nå fra punkt A til B i en række baner og skyde alt og alle på sin vej, og samtidig undgå klippevægge og miner.

Idéen i Steel Diver er på sin vis god og lige til at falde pladask over, men bliver desværre allerede knust ved første dykning. Oceanet ses i et 2D-perspektiv og allerede der braser håbet om en lækker 3D oplevelse sammen. Op til flere 3DS spil, jeg tidligere har haft gang i, har på flere måder haft et passivt indspark af 3D, der på ikke nødvendigvis bidrager til selve gameplayet, men i stedet pynter rent grafikmæssigt og på den måde sørger for en højere nydelse. Det er der intet af her.

Den trykfølsomme skærm bruges som instrumentbræt, hvor to skydere regulerer i hvilken grad man ønsker at bakke, sejle fremad, dykke og stige. Et hjul styrer hvilken retning man sætter næsen mod, og to knapper styrer torpedoerne. Det lyder muligvis enkelt, men det svære ligger i at samarbejde med spillets til tider urimeligt langsomme registrering af dine valg. Der går hurtigt spasmager og klodsmajor i det hele, når det pludselig regner med miner, og man samtidig skal snørkle sig vej gennem en snæver hule.

Spillets missionsdel dækker over en meget beskeden mængde opgaver, der fra tid til anden udskiftes med en bonusbane, hvor perspektivet er i 3D og man på tid skal nedfælde så mange skibe som muligt. Det virker som et godt afbræk, og er også gemt i menuerne som et spilmodus for sig selv, men efter at have oplevet det et par gange i kampagnedelen, virker det alt andet end tiltalende at prøve igen.

Det hjælper bestemt heller ikke på det hele, at den mest sterile annoncør ved hvert enkelt valg man foretager sig udbryder 'Fire! Fire!', 'All ahead!', 'Back!', 'Ship damaged!', ‘Dive!', ‘Surface!', og han kunne blive ved. Desværre. Spillet gemmer på den største samling baggrundsstøj, jeg længe har oplevet i et videospil, og skal for alt i verden mutes som det første, når spillet startes.

Steel Divers dykkereventyr får sig en brat ende, når det pludselig går op for én, at den ene times spilletid dækker over alt hvad spillet har at tilbyde. Det synes aldrig at finde fodfæste i hverken gameplay eller designvalg, og hvis det ikke er den horrible lyd, der ender med at skræmme dig væk, så er det nok den forvirrende styring. Steel Diver er på alle punkter en bundskraber, der hører til på havets bund, og jeg håber blot at Nintendo aldrig genopdager skroget.