Steel Battalion: Heavy Armor

Enhver krig har to sider. Den ene er på slagmarken, den anden er indvendig. Det er i hvert fald oplægget til Heavy Armor, et spil hvori spændingerne mellem dine besætningsmedlemmer kan være lige så dødelig som regnen af kugler, der hagler mod jeres maskine.

Selvindsigt og kammeratskab lader til at stride imod en serie, der nærmere er associeret med enspændere bag enorme controllere, men det er helt i trit med skiftet til Kinect, og et forsøg fra From Softwares side på at personliggøre en serie, der hidtil har været forbeholdt den virkelig hårde kerne.

Året er 2082. En virus har spredt sig over kloden og ødelagt ethvert netværk på sin vej. Menneskeheden er bombet tilbage til stenalderen, og lige så meget på grund af den manglende adgang til porno som den ødelagte infrastruktur, bryder der krig ud.

Det eneste, der er tilbage at føre krig med, er Vertikale Tanks - der nærmere er klodsede giganter end strømlinede mobile Gundams - og det er disse, der udgør frontlinjen i den konflikt, der truer med at opsluge hele planeten. Da dette er en spiludgave af en slagmark, der holder trit med årtiers krigsfilm, starter vi i genkendelige omgivelser: New York.

Byen er halvvejs ødelagt, med ruiner af skyskrabere i skygger af røgskyer, og landemærker som Frihedsgudinden i skylinen. Der er ingen lykke eller hæder, ingen frihed eller retfærdighed: at trænge ind i det forjættede land er tilknyttet lige så meget skræk og undertrykkelse som invasionen af Normandiet.

Skibe, infanteri, mechs - det hele flyder sammen i eksplosioner og blod. Tågen og dens lys fanger øjet med al sin forfærdelige skønhed, selvom grafikken ikke rigtig holder til nærmere inspektion, når man først er kommet gennem røgen.

Vi sidder på kommandoposten inde i mechen. Perspektivet er førsteperson, og en lang række styreenheder ses på skærmen, og styres med gestikulationer: håndtag og kontakter styrer dit og dat, og så videre.

Løft din hånd og træk den ned for at kigge gennem et periskop. Du kan også kravle ud af maskinen for at få et bedre kig på slagmarken, men så er du et oplagt mål for finskytter. Der er endda en kontakt til at tænde og slukke lyset under nattemissioner, og ja, en knap til at sætte mechens selvdestruktionssekvens i gang. Når det gælder det fluekneppende hensyn til detaljer, går dette spil tydeligvis i sine forgængeres fodspor.

Som noget nyt er du ikke længere alene i din tank. Hver mech har nu en besætning på tre medlemmer, så vi får selskab af en navigatør, der udpeger trusler og udstikker vores kurs over slagmarken, og en maskingeværsskytte til at tage sig af infanteri. med en håndbevægelse fra venstre mod højre eller omvendt kan vi skifte frem og tilbage mellem dem, såvel som kommunikere med og motivere dem.

Det er mere end en gimmick, og bidrager stort til at afbillede den spænding, der opleves på slagmarken. Navigatøren beslutter på et tidspunkt at desertere, hvilket tvinger dig til at række ud efter ham og hive ham ind igen, og give ham et par flade så han kommer til fornuft. Alternativt kan du lade ham stikke af, overlade ham til sin skæbne og selv overtage nogle af hans funktioner. Det gør det dog noget sværere at navigere gennem minefelter.

I al fald vil din opførsel inde i mechen påvirke spillet. Er det besværet værd at sætte besætningen på plads midt i kampens hede, eller er det nemmere omend mere komplekst at styre din tank på egen hånd? Der er et niveau af samarbejde, der har stort potentiale og stikker noget dybere end at beordre NPC'ere rundt i et squad-baseret skydespil. For selv det at affyre våben er en proces med flere trin - nok til at gøre det overvældende underholdende frem for en sur tjans.

Kenji Inafuna sammenligner spillet med et FPS med Steel Battalion-stemning, og det er kun blandingen af controller og Kinect, der adskiller det. Serien er nødt til at blive lettere tilgængelig, lettere at styre, men ikke nemmere at mestre.

Modsat originalen skal vi ikke starte helt forfra, selv når vi selvdestruerer, men fortsætter i stedet fra save points. Din tank er hurtigere på fødderne, men det er stadig svært at sigte. Taktikken er helt op til spilleren - men vi skal være opmærksomme på, at vi kan blive angrebet fra alle sider på slagmarken. Alle våben er rettet mod os - vi er en omvandrende pansret målskive.

Steel Battalion drager helt sikkert nytte af Kinect. Man kan argumentere for, at spillet stadig kræver ekstraudstyr at spille, men den gestusbaserede styring er langt mindre afskrækkende end forgængernes 40 knappers monstrum.

Demonstrationen viste dog også, at der stadig skal arbejdes på genkendelsessystemet, der til tider havde besvær med at følge visse gestikulationer.

Hverken disse tekniske svagheder eller den ret kedelige grafik hjælper spillet med at skille sig ud. Men samspillet mellem de ydre og indre slag kan vise sig at skabe en taktisk komponent, der kompenserer for problemerne.

På nuværende tidspunkt er det svært at afgøre hvad der sker med det nye Steel Battalion. Det er lettere at måle svaghederne end at få et ordentligt indtryk af dets styrker lige nu. Konceptet lyder dog lovende, og om ikke andet er det godt at se, at der er flere hardcore-titler på vej til Kinect.