State of Mind

Fremtiden vil blive digitaliseret, eller det er ihvertfald scenariet Daedelic præsenterer os for i deres dystopiske thriller.

Historier om den dystopiske digitaliserede fremtid fyldt med robotter, en mørk regnfuld metropolis og alternative virkeligheder, er et efterhånden meget velkendt område at fortælle historier i. Om det er fra filmbranchens verden med Bladerunner, Terminator og The Matrix eller spil som Detroit: Become Human, Remember Me og Deus Ex, så har kreative sjæle altid været fascinerede af disse what if? dystre scenarier for fremtiden. Det næste skud på stammen, i denne overbefolkede kategori, er tyske Daedelic's nye State of Mind og formår det at sprøjte ny energi ind i genren eller er det hele bare blevet gjort bedre før?

Allerede under en snak med udviklerne i løbet af E3 2018 blev jeg nysgerrig overfor hvad det endelige produkt ville levere. Et element yderligere forstærket af, at mit interview blev afbrudt af en ivrig fan fra Capcom's PR-afdeling, der absolut måtte få et selfie med instruktøren og de andre hoveder bag spillet. Selvom spillet ikke havde ramt gaden endnu, påstod han det alligevel var hans absolutte favorit spil. Hvis spillet kunne have denne effekt på mennesker, så måtte det da være noget helt særligt.

State of Mind er et lineært adventure spil, hvorfor det er historien der bestemmer om det bærer eller brister. Historien åbnes med en montage af livet i Berlin anno 2048, der effektivt skal vise hvor forfærdelig en drejning samfundet har taget med store internationale konflikter, massive forskelle på forskellige befolkningsklasser og det stigende antal af androider i hverdagen. På samme tid ender hovedpersonen Richard Nolan i et biluheld og vågner kort tid efter op på lægens operationsbord. Det er meget tydeligt, allerede fra den indledende sekvens, at Daedelic vil fortælle to historier: Både som en klassisk thriller og samtidig en kommentar på vores samfund og hvor vi kunne bevæge os hen i fremtiden. Det er, igen, ikke nogen ny præmis for historiefortælling.

Efter sit møde med lægen kommer Richard hjem og opdager, at konen og hans barn er smuttet og deres husholderske androide fortæller ham, at det var sammen med en anden mand. State of Mind lægger hurtigt op til et klassisk mysterium som Richard skal opklare, imens han på samme tid har bøvl med sine minder som følge af biluheldet. Simultant følger vi også karakteren Adam i en utopisk version af Berlin, og hvordan denne version begynder at krakelere for ham. Daedelic introducerer et interessant plot og følger det også - for det meste - til døren med stor succes. Der er hele tiden små opdagelser og detaljer spilleren kan samle op fra start til slut, som giver Berlin liv og identitet.

Tilbage under E3 beskrev udviklerne spillets kerne med begrebet transhumanisme. Et koncept de forklarede som værende muligheden for at lagre sin egen bevidsthed på et stort digitalt cloud netværk. Skiftet mellem Richards dystopi og Adams utopi skulle derfor reflektere forskellen mellem den digitale og "rigtige" virkelighed. Hvordan Daedelic leger med denne idé i historien er spillets største styrke og viser en dedikation til spillets overordnede identitet og budskab.

I modsætning til kendinge som The Walking Dead, Life is Strange og Heavy Rain, er State of Mind ikke styret af spillerens valg. Når Richard giver et specifikt svar eller interagerer med sine omgivelser kommer der ingen mystisk sommerfugl i hjørnet eller en besked om, at den givne person vil huske det, selvom det senere alligevel ikke har nogen betydning. Det er forfriskende, at State of Mind ikke vil lege med tusindvis af potentielle plotdrejninger og i stedet fokuserer på at fortælle en velstruktureret historie. Desværre giver selve de spillemæssige mekanikker for meget genlyd af førnævnte Heavy Rain. Richard og Adam er møg tunge at bevæge og deres animationer er heller ikke ligefrem af højeste kaliber. State of Mind kan til dels tilgives på, at det ikke er et kæmpe AAA-projekt, men det føles gammeldags og endda en anelse dovent.

Som det blev nævnt, inkluderer State of Mind ikke valg på samme måde som andre spil i genren. Spillet byder i stedet på rigtig mange spændende små detaljer, der kan hjælpe med at fortælle mere om verdenen, personerne og begivenhederne i Berlin og omegn. For eksempel kan du tænde for radioen og lytte til de mange beskrivelser af konflikterne rundt i verden og hvordan det former den globale politik. Flere af spillets NPC'er kan også inspiceres med et enkelt tryk på X (jeg spillede på Xbox One). State of Mind er derfor velegnet til flere gennemspilninger og belønner den nysgerrige spiller.

Den grafiske præsentation er smuk. Detaljegraden er ikke God of War eller Uncharted 4, men menneskenes æstetiske design reflekterer Richards fragmenterede hukommelse og samfundets smuldrende fundament. At bevæge sig rundt i den dystopiske version af Berlin fyldt med mørke højhuse, tung regn og store lys bliver bragt fint til live af Unreal Engine 4. Det er flot, hvordan grafikken, verdenen og historien smelter sammen i en højere enhed.

Eftersom spillet er blevet udviklet af et tysk studie, virkede det oplagt at prøve både det engelske og tyske stemmeskuespil. Begge er helt solide, men den engelske virker i sidste ende mere passende, da alle beboerne i Berlin åbenbart har fået engelske navne. Det virker besynderligt, at nøglepersoner alle skal have amerikanske navne som Tracy, James eller Craig. Det er en mindre detalje, men fremstår som et underligt designvalg når spillet netop foregår i Berlin. Ligegyldigt din præference er det tydeligt, hvordan Daedelic virkelig har prioriteret denne del af spillet. I et spil styret fuldstændig af den narrative indlevelse, er det utrolig velkomment. Den lydmæssige side, fra et musikalsk perspektiv, er også pragtfuld og består for det meste af mørke, kolde klavermelodier. De hjælper med at skabe en konstant følelse af uorden, uro og usikkerhed på Richards eventyr.

Det er ikke mange år siden, at artikler florerede på diverse netsteder om Adventure-spillets død. Store åbne verdener og hæsblæsende action var fremtiden for spilmediet. Heldigvis kom Telltale, Quantic Dream og andre mindre udviklere genren til undsætning med deres nuancerede karakterer og gribende historier. State of Mind er et eksempel på, hvorfor vi skal være taknemmelige for dette indgreb, da det er en fortælling og verden som passer perfekt ind i genren. Er det årets spil ? Nej, men det er en hæderlig indsats som sprudler med personlighed og forståelse for sin egen identitet - selvom kontrollen kun lige er acceptabel.