State of Decay

Der er folk som lever og ånder for en tur ud i naturen - på med rygsækken, pak soveposen og snup toget mod en telttur i de svenske skove. Leg vildmand i den lokale put-and-take sø eller smid et snobrød over åben ild ligesom de andre spejdertosser. Det værste der kan ske er, at myggene æder dig, at du kommer til at sidde ved siden af en bunke stive svenskere i toget nordpå eller at du keder dig ihjel. Disse scenarier har en sær afstressende zen-fornemmelse over sig trods alt, men jeg har nu valgt at indtage gamer-positionen foran fladskærmen og sætte min lid til en virtuel campingtur til det fiktive område Trumbull Valley, USA.

Brat kastes jeg ud i en kamp mod alt andet end beduggede medlemmer af broderfolket eller små flyvende tovingede insekter. Trumbull Valley er fyldt med vandrende døde, og livet bliver aldrig helt det samme igen her i dalen. Velkommen til spillet State of Decay fra Xbox Live Arcade og endnu en survival-horror oplevelse på din spilkonsol.

Dalen er en stor åben sandkasse, hvor du i tredjepersonsperspektiv skal forsøge at overleve og finde hoved og hale i den nye verdensorden. Den første figur i denne post-apokalyptiske spilverden er Marcus Campbell, men der følger hurtigt flere efter, og inden man har set sig om, er der stablet et lille samfund på benene. En kerne af personerne i din flok er spilbare, og når den ene bliver træt, så er der ingen vej udenom at skifte til en ny. De forskellige figurer opgraderes gennem deres færd under din styring, og i klassisk stil kan man stige i niveau inden for forskellige evner, såsom brug af slag- og skydevåben, samt din overordnede kondition.

Zombierne er overalt, og jagten på ressourcer, i form af eksempelvis brændstof, våben, ammunition, byggematerialer og meget andet godt, er forbundet med en konstant underliggende fare. De første mange timer af spillet havde min bande af kammerater base i en gammel kirke - dette tilholdssted blev senere udskiftet med nye residenser i andre dele af dalen. Ens base skal udbygges så flokken trives, og luksusgenstande som senge og medicinsk hjælp er næsten obligatoriske. Senere kan man bygge eksempelvis biblioteker og fitnessfaciliteter for at øge henholdsvis hjerne- og muskelpotentialet i samfundet. Alt dette kræver logisk nok, at du har ressourcer nok indsamlet.

Spredt udover dalen findes andre små samfund og hele området er pakket med alverdens missioner og gøremål. Efter de første fem til seks timer i selskab med titlen, bliver det hele dog lidt ensformigt - men stadig kan man krydre sine spil-seancer med eksempelvis at fokusere på at hente ressourcer, gå på opdagelse eller løse de forskellige opgaver. Der er meget indhold for skillingerne her.

Hurtigt står det klart, at ens handlinger i sandkassen har konsekvenser - og endda mere end vi gamere normalt er vant til. Føler man sig fristet til at drøne direkte ind i en horde af zombier i bedste kamikazestil for at slå lidt på tæven, får man hurtigt slagtet sine ynglingsfigurer - og kaster man sig høj af denne oplevelse ud i en jagt efter en knap til at loade sidste checkpoint, så bliver man skuffet. Du betaler ved kasse ét - og dine figurer kan dø permanent. Udover tabet af disse, som sikkert har kostet mange timer at opgradere, så bliver hele din base underlagt et tungsind. Dette kræver mere end en armprut og en bordbombe at vende, og moralen samt humøret er elementer i samfundets mentale hygiejne.

Den fatale konsekvens af overgearede handlinger gav mig en helt speciel spiloplevelse. Jeg begyndte regulært at planlægge, hvad jeg skulle nå inden solen gik ned. Mørket er ikke nødvendigvis forbundet med flere zombier, men det er svært at bevare overblikket her, og konstant sikre sig, at man ikke løber ind i noget uventet. Min løsning på dette var typisk at have en bil indenfor rækkevidde - herefter at planlægge præcist hvad jeg skulle nå og hvor jeg langt jeg gik væk fra bilen. Den permanente død er nok ikke for alles smag, men for mig er det uden tvivl her, at spillet virkelig skinner igennem. State of Decay vinder der, hvor jeg mærker min puls sænkes, når solens første stråler igen rammer dalen.

Men inden konfettikanonerne kan brage, og udviklerne fra Undead Labs kan druknes i prisstatuetter og hvinende groupier, er der nogle graverende fejl, som desværre sænker glæden ved legen lidt. Få sekunder inde i spiloplevelsen sidder man allerede med drop i framerates, der får det hele til at hakke ved hurtige bevægelser. Herefter krydres dette med screen-tearing i gode mængder, og oplevelsen afstemmes til sidst med lidt grafisk fnidder af den slags, som får dine figurer til at sidde fast i ting i miljøet såsom sten, vægge eller buske. State of Decay er hverken et speciel pænt eller teknisk gennemtestet produkt, hvilket desværre trækker noget ned i bedømmelsen.

Beklageligvis må selv freelance-spilanmeldere sove og pleje sekundære ting som familie, socialt liv og arbejde, hvorfor spil må slukkes til tider. Dette gjorde jeg første gang med en god fornemmelse i maven - min base havde det godt, og jeg havde en masse ressourcer opsparet. Jeg blev dog en anelse sur i hatten, da jeg startede spillet op igen for at finde min lejr i kaos - moralen var i bund, og jeg havde mistet en masse hårdt optjente ressourcer. Jeg må erkende, at jeg i først omgang troede dette var endnu en glitch i spillet, men dette er åbenbart ikke tilfældet. Spillet smider forskellige events efter dig hver dag, også selvom du ikke spiller. Det er meget muligt, at dette er nytænkende og adskiller titlen fra andre i samme kategori, men jeg bryder mig så absolut ikke om det. Jeg spiller for at afstresse og slappe af - ikke for at skulle tvinges ud i en tamagotchi-lignende pleje, hvor jeg skal ind og trykke på knapper for at bibeholde min spilstatus.

Generelt er stemmerne i spillet veludførte, og de bidrager positivt til hele denne zombiesurvial-simulator. Men der er særlige gentagelser, som efter de første par hundrede gange begynder at være en anelse belastende. Hvem kan ikke nyde en kold øl efter en løbetur? Men når man for femte gang indenfor 20 minutter bydes velkommen hjem med samme løfte om en kold øl, så ender man enten som en halvsnalret spilfigur - eller som en gamer på vej mod mute-knappen.

Plusser og minusser smides i hatten, og bedømmelsen ender uden tvivl med at fremhæve State of Decay som en af de helt store spiloplevelser på Xbox Live Arcade i år endnu. I flere passager skriger titlen på lidt co-op, men som en ren singleplayer-oplevelse er den stadig stærk og unik - på trods af de skæmmende fejl. Jeg har ikke været underholdt i så mange timer af en singleplayertitel fra Xbox Live Arcade siden Alan Wake's American Nightmare, og jeg krydser fingre for, at Undead Labs kaster sig ud i noget lignende i fremtiden, og så her inkluderer solide gennemtestninger og finpudsninger af produktet inden markedsføringen.