Starfield

Skal jeg være en religiøs fanatiker? En person, der er blevet eksperimenteret på, og som har alien-DNA i blodet? Eller måske ejer jeg et luksushus et sted derude blandt stjernerne? At skabe sin karakter i Starfield føles som en afgørende beslutning. Det er her og nu, at jeg beslutter mig for, hvem jeg vil være i hundredvis af timers rumeventyr, og der er et hav af muligheder at vælge imellem.

Endelig beslutter jeg mig for at være en person med både lidt 80'er-rocker og 70'er-eventyrer over sig, og jeg hviler i min beslutning. Jeg siger til mig selv, at jeg vil forsøge at fokusere mere på historien, end jeg normalt gør i Bethesdas rollespil, og så begynder jeg mit eventyr.

Der er altid noget helt særligt over Bethesdas spil. For der findes intet som dem. Ganske vist er der andre velskrevne, massive rollespil med tilsvarende grader af frihed, men produktionsværdierne er bare ikke de samme. Derfor føles det helt magisk at tage de første skridt som en minearbejder, en karriere der nok bliver ganske kortlivet for min protagonist, eftersom skæbnen har andre planer for ham.

Foran mine fødder ligger en smuk, utroligt detaljeret spilverden, der kører bedre end noget andet Bethesda-spil, jeg har spillet på en konsol. Det tager mig heller ikke lang tid at indse, at kampsystemet i spillet er bundsolidt designet. Det er selvfølgelig stadig et rollespil (du kan fx vælge at se tal, der viser hvor meget skade dine angreb gør), men det føles som et virkelig godt action-spil, uanset om jeg er midt i en hektisk skudkamp eller forsøger at begrave en økse i halsen på en åndsfraværende rumpirat.

Med andre ord får jeg et utroligt lovende førstehåndsindtryk. I begyndelsen lykkedes det mig faktisk at holde mig til planen om at fokusere på hovedhistorien, som jeg vil undlade at fortælle dig om. Det skyldes til dels, at jeg ikke vil spolere noget for dig, men også at der findes få spil, i hvilke hovedhistorien er lige så ligegyldig som i Bethesda-spil. Det betyder ikke, at den ikke er god eller velskrevet (det er den); snarere at du kan tage på uforglemmelige eventyr uden at engagere dig så meget som et sekund i hovedhistorien. Allerede efter to timers spilletid har jeg en lang liste af missioner og opgaver, der kræver min opmærksomhed. En ældre mand fortæller mig om træer i den gigantiske by New Atlantis, en slumboer mistænker en for at stjæle elektricitet, og en anden vil have mig til at scanne en planet.

Har du erfaring med Bethesda-spil, så ved du også, at sidemissionerne kan være overraskende lange og velskrevne, og der går ikke længe, inden jeg alligevel sætter hovedhistorien på pause for at gå på opdagelse. Mulighederne synes uendelige. Der er masser af planeter at rejse til, rumstationer at besøge, og masser af trafik omkring de mest befolkede verdener. Nogle rumskibe er venlige (det er op til dig, om du vil imødekomme deres venlighed), andre styres af pirater, hvilket ofte fører til rumkampe, som i mine øjne minder mere om Star Trek end Star Wars. Du kommer til at justere parametre, der afgør hvor meget energi forskellige dele af dit rumskib har, men du kan også anskaffe dig nye. Du kan for eksempel blive en "rumgangster", der stjæler en masse nyttigt udstyr. Mit rumskib kan bedst beskrives som ét stort, flyvende opbevaringsrum, hvor jeg horder alt mit udstyr.

Mine eventyr tager mig som forventet til mange fjerne og fascinerende afkroge af galaksen. Jeg blev hurtigt forelsket i Neon, et slags kæmpe fiskerrianlæg på en havplanet. Her er udtalte cyperpunk-vibes med slikhårsfrisurer, griske megavirksomheder, bandekrige, korruption, graffiti og selvfølgelig et utal af neonskilte. Det er en virkelig fed verden at udforske, og her har du mange spændende eventyr i vente, men jeg vil spare dig for detaljerne, så du selv kan opleve, hvor hårdt livet kan være på denne planet. En anden personlig favorit er permafrostplaneten Red Mile. Her vil dem der elsker Hunger Games hurtigt føle sig hjemme blandt glintrende casinoer.

Men min personlige favorit indtil videre er Akila, som bedst kan beskrives som det vilde vesten i rummet. Byens grundlæggere er tidligere jordboere, der stædigt holder fast i gamle traditioner, så det virkelig føles som en sydstatsby i rummet. De mennesker, der bor her, er også helt vilde med lævn fra jorden, hvilket er med til at få stedet til at føles underligt trygt og nostalgisk.

Alt dette er selvfølgelig bare dråber i havet af dette helt igennem gigantiske eventyr. Vi snakker hundredvis af timers eventyr, hvor løftet om at "skabe sin egen underholdning" rent faktisk er sandt. Hvis du kan lide tanken om at bygge baser for at få et godt flow af råmaterialer, købe og sælge rumskibe, stjæle alt, du kan få fingrene i, eller bare udforske og plyndre forladte rumbaser efter mislykkede koloniseringsforsøg - så kan du gøre lige præcis det. På intet tidspunkt tvinger Starfield dig til at spille på en bestemt måde; det informerer dig blot om, at mulighederne er tilgængelige. Hvis du så vil gøre noget helt andet, er det op til dig.

Jeg synes også, at Starfields leveling-system er ret intelligent. Selvom det grundlæggende er en samling skill trees inden for en række kategorier, så er der et tvist på det velkendte system. Hvis du for eksempel gerne vil blive bedre til Persuasion (overtalelse), så skal du klare en udfordring, inden du kan investere point i det igen. Det får dig nærmest automatisk til at spille på en særlig måde, der passer til din karakter.

Jeg vil også gerne fremhæve en lidt mindre ting, som jeg sætter stor pris på. I de senere år er det blevet mere og mere almindeligt for spiludviklere at bruge musemarkører i spilmenuer til konsoller. Men at styre en musemarkør med en controllers styrepind er og bliver en dårlig løsning. Heldigvis har Bethesda valgt at investere i deres egen løsning, der (lige pånær førnævnte leveling-menu) er tilpasset konsoller, hvilket gør menuerne ekstremt nemme og hurtige at navigere. Desuden kan man favorisere visse items, så man hurtigt kan hive dem frem ved at trykke et vist antal gange på controllerens D-pad. Det er virkelig hjælpsomt, og jeg håber, at flere udviklere vil følge trop, så os, der spiller med en controller, ikke er tvunget til at bruge en musemarkør.

Som du nok kan regne ud, er jeg yderst tilfreds med Starfield. Jeg synes virkelig, spillet er smart designet. Det er sci-fi, der altid føles relativt forankret i vores egen virkelighed, hvilket gør stemningen i spillet ret unik. At besøge de forskellige planeter er altid episk, netop fordi de er så gennemarbejdede, at de faktisk føles som virkelige verdener. Jeg ved, at nogle har været bekymrede for, at visse planeter ikke er vigtige for historien og bare fungerer som unødvendigt fyld. Men ligesom alt andet i Starfield, så bare lad det være, hvis du ikke synes det er sjovt. Hvis du ikke nyder at udforske en tilfældig planet og scanne livsformer eller høste mineraler på den, så tag et andet sted hen.

Er vi så ude i et 10-tal? Nej, det er vi ikke, selvom jeg er meget tættere på at give Starfield 10 end 8. Men der er altså nogle småting, der afholder spillet fra en topkarakter. For det første er der spillets tekniske side. Der har tidligere været snak om, at Starfield ville køre i 30 FPS snarere end 60 på Xbox Series S/X. Selvom jeg klart havde foretrukket de 60, så ville stabile 30 frames stadig være en stor forbedring over tidligere Bethesda-spil på konsoller. Det er et single-player rollespil, så 60 FPS er absolut ikke en lige så stor nødvendighed som det er i spil som for eksempel Call of Duty. Men desværre kører spillet ikke i stabile 30 FPS, og ved flere lejligheder hakkede spillet mere, end jeg synes er acceptabelt.

Det andet problem er også af teknisk karakter. Bethesda har tidligere udtalt, at Starfield er deres mest teknisk sofistikerede og fejlfrie spil nogensinde. Og jeg er enig med dem. Men lad os være ærlige, det i sig selv siger ikke så meget. Starfield indeholder fejl. Selvom jeg i omegnen af 50 timers spilletid "kun" har oplevet to crashes, har jeg også oplevet en mission, der ikke ville gennemføres, fjender der frøs fast i luften, og dialog der gik i ring, og som jeg ikke kunne afbryde. Jeg accepterer en vis mængde fejl i et spil af denne størrelse (jeg har aldrig spillet en fuldstændig fejlfri AAA-titel), og der er bestemt ikke mange fejl - men der er desværre for mange til, at jeg kan uddele vores højeste karakter.

En 9'er føles helt perfekt. Starfield er et sandt mesterværk, som jeg har spillet næsten hver eneste time, siden jeg modtog det. Ikke fordi mit job kræver det, men fordi jeg gerne vil. Og nu hvor anmeldelsen er leveret, føler jeg samme trang igen. Mine fingre klør efter at udforske flere mystiske planeter og opdage rumvæsener, der får Xenomorph, ET og Alf til at se forældede og kedelige ud i sammenligning.

Der er ganske enkelt få spil, der tilbyder så enorm en mængde indhold - og af så høj kvalitet. Tidløse klassikere som The Elder Scrolls V: Skyrim og Fallout 4 føles direkte begrænsede i sammenligning, men deler alligevel den samme vidunderlige følelse af eventyr, der venter rundt om hvert hjørne. Tro mig, når jeg siger, at du ikke vil gå glip af det her spil.