Starcraft II: Wings of Liberty

Tankerne var ikke just positive, og slet ikke i startfasen. Ikke fordi spillet var ringe, eller fordi det havde noget decideret usmageligt over sig. Men nærmere fordi, at hvert scenarie i spillet endte med, at man følte sig som ham den lille snotunge, der ude i skolegårdens barske vildmark aldrig kunne finde ud af at lege med de store drenge.
 
Hver eneste kamp var som et kæmpe los i gamer-egoet. Det var allerede forudbestemt hvordan kampen ville ende. Oddsene var imod os, det var ganske enkelt den eneste forklaring. For det kunne umuligt passe at hver eneste modstander havde kendskab til flere gængse tricks og strategier end vi havde. Alt for ofte måtte vi vende ryggen til skærmens nådesløse og sjæleknusende battle report, der gang på gang kronede os til at være den værste spiller nogensinde.
 
Det er her filmen plejer at knække. Her hvor man pludselig må indse, at man for evigt er dømt til at bide i det sure æble, zerges til ukendelighed og sågar nukes til atomer. Eller man kan vælge at trække stikket ud.
 
Der har bare altid været noget grusomt og samtidig afhængighedsdannende over dette spil. Måden hvorpå alle mekanikker smelter sammen til nogen af de mest oplevelsesrige scenarier nogensinde set i et strategispil. Det er alt sammen med til at gøre, at folk gentagende gange kan tåle at få prygl.
 
Men når et spil som Starcraft nu netop for mange er et helt igennem fuldendt spil, hvordan skal man som udvikler så kunne gøre sig nogle forhåbninger om at levere en lige så god fortsættelse, hvis ikke bedre?
 
Havde vi at gøre med et hvilket som helst andet firma, end lige netop Blizzard, så havde der i den grad været noget at frygte. Heldigvis har de for vane at lave nogle helt igennem solide titler. Noget der forhåbentlig også vil gøre sig gældende med Starcraft II.
 
Det er derfor med en vis nervøsitet og følelse af usikkerhed, at undertegnede er blevet sendt ind i denne forholdsvis store beta. Det er udelukkende en test af spillets multiplayer, så spillere med hang til den kommende Terran-kampagne må desværre vente lidt tid endnu.
 
Jeg er gået i krig med en betaversion af spillet, hvor der kun er mulighed for at spille enten en mod en, to mod to, eller en omgang alle mod alle. Der er gjort meget ud af at vise, at den fulde version af spillet vil understøtte op til otte spillere, samt indeholde muligheden for senere hen at samle achievements.
 
For bedst muligt at hive mig godt med fra start, foreslår systemet at den i løbet af mine første fem kampe automatisk vil parre mig med andre nybegyndere. Det er alt sammen utroligt flot præsenteret, og den giver samtidig udtryk for at der dernæst venter fem tilfældige holdkampe, hvor den igen vil parre mig med ligesindede spillere. Det er alt sammen en herlig tilføjelse, der nok skal sikre at en masse nye spillere holder ud lidt endnu, særligt når det nye matchmaking-system højst lader en vente i godt et minut.
 
Matchmaking rammer plet, for få minutter senere står jeg i et junglelignende terræn, overfor en modstander der er lige så lamslået som jeg selv. Alt ligner på magisk vis sig selv, som var man faldet tolv år tilbage i tiden, tilbage til dengang hvor man første gang skulle begive sig i krig i det store Starcraft-univers.

 
En kraftig følelse af nostalgi strømmer op i mig, da jeg introduceres for en langt fra færdigudviklet Terran-base. Følelserne er ligefrem overvældende, da jeg sætter mine SCVs til at samle mineraler og tømme vespene-geysere for ressourcer. Jeg har måske gjort det 116 gange før, men denne 117. gang er noget helt specielt. Ikke fordi det er blevet synderligt mere spændende at samle ressourcer, men fordi det foregår i nye og pænere omgivelser, samtidig med at det alt sammen føles så bekendt.
 
Der er gjort lidt for at forlænge de forskellige ressourcekilders levetid. Deres ubarmhjertige mængde af indhold er nu steget gevaldigt, så man ikke længere tvinges til at finde nye kilder hvert tiende minut. Det er utroligt som så små ændringer kan have så stor en betydning for det samlede indtryk, og generelt set er der gjort meget for at fjerne de få irritationsmomenter, der var at finde i originalen.
 
I det gamle Starcraft kunne man maksimalt organisere sine enheder i små grupper á tolv. Enhver, der har forsøgt sig med en hær af de små zerglings, vil kunne nikke genkendende til, at det alt for sjældent var specielt nyttigt at sende så få zerglings af sted i et angreb, hvorfor man var nødt til at hoppe rundt mellem fire grupper, for at yde bare en lille effekt. En ganske unødvendig prøvelse af ens evner til at multitaske, der heldigvis er fjernet til fordel for evnen til at kunne markere så mange man lyster.

 
Det har for mange RTS-udviklere længe været en selvfølge at man i en eventuel efterfølger altid smækker et helt nyt koncept oven på konceptet fra etteren, og på den måde gør forsættelsen mere kompleks. Mens det for nogle har virket, så har det i den grad også skadet mere end det har gavnet hos andre. Blizzard har ganske enkelt valgt at køre efter samme gamle model og har på stort set alle punkter ladet Starcraft II ligne originalen. Det kunne være et skarpt kritikpunkt, hvis ikke det var fordi konceptet og udførslen af produktet var så forbandet godt.
 
Der var i det originale Starcraft kæmpe fokus på det velkendte sten/saks/papir system, hvilket betød at man aldrig mødte noget direkte uoverkommeligt hos fjenden. Alle enheder havde tydelige svaghedstegn, hvilket gjorde at det i langt de fleste tilfælde blot var et spørgsmål om at lære at skabe et stærkt nok modangreb.

Det er heldigvis også tilfældet denne gang, men der er her gjort plads til et noget mere komplekst system, hvor det ikke altid er lige let at gennemskue hvordan en enhed skal tackles.
 
Eksempelvis havde de riffelbærende Marines en fordel overfor de langsomme Zealots, der ofte mistede alt for meget liv, før målet var indenfor rækkevidde. De har nu muligheden for at bruge 'Charge', der lader dem tackle en fjern fjende på kortere tid. Det har således elimineret deres kendte svaghed, hvilket gør at man pludselig kan finde en hel ny måde at benytte dem på. Samme kan siges om rigtig mange af de gamle units, der næsten alle har fået en teknisk makeover.
 
Fornyelser er der nok af. I starten er det en ren jungle at finde rundt i både nye opgraderinger, nye funktioner i basen samt de nye enheder. Der går ikke længe før jeg begynder at favorisere Terrans nye arsenal af kampfly. Særligt den nye 'Viking' viser sig at være guld værd, når den i løbet af ingen tid kan gå fra at husere luftrummet med dødbringende missiler, til pludselig at gå på landjorden, i ført et sæt gatling-kanoner. Jeg vil ikke ødelægge spændingen i selv at opdage de mange nye enheder, men jeg kan dog afsløre, at der lægges op til et par heftige skuddueller.

 
Den mest mærkværdige tilføjelse til arsenalet er dog de nye superenheder, der alle har det tilfælles, at de tager lang tid at klargøre, men til gengæld er ekstremt effektive. Første i rækken er Protoss og deres nye 'Mothership'. Lad mig gøre det klar, at jeg på ingen måde var beredt på at møde dette monstrum, eller overhovedet havde nogen anelse om at det eksisterede første gang vi stiftede bekendtskab. Den uvidenhed kostede mig store dele af basen, for denne moder er bestemt ikke nådefuld.
 
Med evnen til at lave såkaldte 'Time Bombs' blev mit anti luftskyts hurtigt sat ude af spil, da disse tidsbomber i en kort periode ganske enkelt sætter en stopper for alle fjendtlige missiler, for dernæst at sprænge hele det markerede område til småstykker. Vanen tro kan man som rumvæsen med respekt for sig selv ikke bygge et moderskib uden at implementere muligheden for at affyre en altødelæggende laser gennem bunden af skroget.
 
Dernæst har vi Terrans massive modsvar i form af Thor, der foruden en tykt smurt tysk accent også bærer på det bedste antiluftskyts i spillet. Det er en sand visuel, symfonisk ballade at se Thor gå til den med både raketter, kanoner og maskingeværer.
 
Zergs nytilkommende 'Queen' er den mest komplekse af de tre, men samtidig også den mest indbringende. Gennem tiden vil hun udvikles gennem forskellige stadier, hvor der lige så stille låses op for flere evner og styrker. Foruden et vingeslag der siger spar to, så er hun også det tætteste man kommer på en decideret buff-enhed. Med muligheden for at heale både bygninger og væsner, og evnen til at øge antallet af væsner der kan udklækkes på samme tid, blev denne dronning hurtigt en fast del af mit slæng.
 
Er man blandt de spillere, der i sin tid opgav spillets til tider nådesløse gameplay, vil man muligvis kunne lokkes til at forsøge sig med Starcraft II. Spillet er gjort mere tilgængeligt for den gennemsnitlige RTS-spiller, og det føles langt mere som et spil hvor alle rent faktisk har en chance for at vinde.
 
Som gammel Starcraft spiller er der rigtig meget, der føles bekendt. Man fristes til at sige, at Blizzard helt har undladt at tage chancer i forhold til udviklingen af spillet. På trods af det store grafiske makeover, de små rettelser i det generelle gameplay og en kraftig forøgelse i spillets massive våbenarsenal, så er alt mere eller mindre ved det gamle. Men det gør absolut intet, når det er lige som jeg kan lide det.

Ovenstående billeder samt beta-testen er fra en PC med følgende specifikationer: Intel Q9550 @ 2.83GHz - 4096MB RAM @ 1066 MHz - Samsung SyncMaster T220 23" - NVIDIA GeForce GTX 275 - Windows 7 Ultimate 64-bit. Nedenstående billeder er fra vores arkiv