Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Starcraft II: Legacy of the Void

Starcraft II: Nova Covert Ops mission pack 1

Selvom det sidste kapitel af StarCraft II-sagaen er overstået, er der stadig mere singleplayer-liv i Blizzards nyklassiske strategispil.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Engang for længe, længe siden annoncerede Blizzard et spil, der hed StarCraft: Ghost. Det var en slags Splinter Cell i StarCraft-universet hvor man spillede som ghost-soldaten Nova, og i starten så det virkeligt lovende ud. Men udviklingen kørte af sporet, og Blizzard endte med at lægge det på hylden.

Siden da er Nova dukket op i en lille birolle i StarCraft II, og hun er også med i Heroes of the Storm. Men det har taget næsten 11 år siden StarCraft: Ghost blev droppet, før Nova har fået lov at være hovedperson i sin egen udgivelse.

Det sker med StarCraft II: Nova Covert Ops, en selvstændig DLC-udgivelse som man kan købe uanset hvilke udgaver af StarCraft II man ellers måtte eje - ja, det er sågar nok at have den gratis Starter Edition som enhver kan hente. Den består af i alt ni missioner fordelt over tre pakker, hvoraf den første er ude nu.

Starcraft II: Legacy of the Void
Dette er en annonce:

Nova Covert Ops er på mange måder rendyrket StarCraft II. Ganske som hovedspillet skifter banerne mellem den slags hvor man bygger en base og skal nedkæmpe fjenden, og dem hvor man kun styrer en enkelt helte-enhed eller måske en lille håndfuld enheder.

I basemissionerne er der typisk en eller anden gimmick - som for eksempel at man skal nedkæmpe bølger af zerg-væsener, der angriber gennem snævre kløfter, så man kan udnytte højdefordele og planlægge baghold. Har man spillet StarCraft II, kender man formlen, og det er let at forstå hvorfor udviklerne holder fast i den. For nok er det tydeligt at hver mission har sin egen gimmick, men det er også med til at sikre variationen.

Det er dog i de missioner, hvor man primært kun styrer Nova, at Covert Ops virkelig stråler. Som sagt har figuren rødder i et Splinter Cell-inspireret spil der aldrig blev til noget, og det kommer bestemt til udtryk her. StarCraft er et strategispil, men ikke desto mindre er her deciderede stealth-missioner hvor man skal undgå de fjender, der kan se gennem Novas cloaking, og deres synsfelter er sågar markeret på jorden.

Et par overraskelser bliver det også til, hvor udviklerne demonstrerer StarCraft-motorens fleksibilitet. En flugtsekvens, som andre spil nok ville have lavet som cutscene, bliver her nærmest til et shoot 'em up på en tæt trafikkeret motorvej. Noget der igen understreger StarCraft-holdets insisteren på variation.

Dette er en annonce:
Starcraft II: Legacy of the Void

Som grundspillet og dets udvidelser er her også mulighed for at ændre sine enheder mellem missioner, og som Heart of the Swarm og Legacy of the Void også gjorde det, har Nova Covert Ops fundet på en ny model. Ved at gå efter sekundære mål og udforske banen i løbet af missionerne finder man udstyr, og dette udstyr kan ændre enheders evner og muligheder. For eksempel kan man give sine siege tanks raketstøvler, så de kan hoppe op over klippesider - og det er eddermame praktisk. Man kan flytte rundt på udstyret som man vil mellem missioner, og selvom det ikke er alle enheder der kan udnytte alle muligheder, er der rigeligt at lege med.

Med kun tre missioner er første del af Nova Covert Ops en relativt kort omgang, som man kan spille sig igennem på halvanden til to timer. Men i forhold til at alle tre pakker kan købes samlet for 111 kroner, så passer det mig fint.

Nova Covert Ops holder det høje underholdningsniveau fra de øvrige StarCraft-udvidelser, og selvom det "kun" er en DLC-pakke er kvaliteten tæt på at være den samme. Kan du lide StarCraft II's singleplayer-dele, så er det her et must.

HQ
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Holder standarden fra grundspillene, sjove missioner, god variation med nye stealth-elementer
-
Tre missioner er lidt i den lave ende
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold