
Starcraft II: Legacy of the Void er det sidste kapitel i Starcraft II-sagaen, og endelig ankommer vi til den race, som jeg har ventet på siden den oprindelige lancering i 2010. Protoss har altid været min favorit, og jeg har lidt følelsen af, at Blizzard ønsker at gemme det bedste til sidst. Det er noget episk over Protoss-racens desperate kamp. Alle racerne slås for at redde galaksen fra Amon og hybriderne, men Protoss slås også for at generobre deres hjemplanet, og redde en kultur der er på randen af udrydelse. Jeg oplever dette som meget mere ægte og troværdigt, og der er derfor at jeg tager mig selv i at holde vejret, i det jeg starter Starcraft II: Legacy of the Void.
Blizzard sparer så sandelig ikke på krudtet, og starter afslutningen på Starcraft II-trilogien med et brag. Uden Kerrigan's Zerg-monstre som en konstant trussel, har Protoss formået at samle en armada for at tilbagetage deres hjemplanet. I løbet af den første mission får vi lov til at være med til at styre en invasion, og jeg føler mig mægtig i det mine massive hære af Protoss-tropper valser ind over de forsvarsløse Zerg. Det føles som Battlestar Galactica eller Quarian. De er et forvist folkeslag, som rejser imellem stjernerne i en gigantisk flåde, men drømmer sig tilbage til deres gamle hjem. Hovedpersonen i kampagnen er Artanis, som er Protoss-folkets karismatiske og sympatiske leder. Hvor Jim Raynor er en impulsiv cowboy, og Kerrigan er hævngerrig og nådesløs, fremstår Artanis fornuftig og taktisk. Han vurderer sine valg nøje, og har altid sit folks bedste som primære motivation. Jeg kan godt lide at spille som Protoss i Legacy of the Void, fordi det føles som om at jeg bevæger mig imod noget stort og vigtigt.
I selve missionerne giver samtlige opgaver mening. Der er aldrig tale om åndssvage hent- og bevogt-opgaver, men snarere taktiske og målrettede opgaver, som giver reelle fordele senere hen. Du har konstant følelsen af at dine handlinger betyder noget, og at hver mission har en rolle at spille i det større billede. Starcraft-spillene har altid haft veldesignede missioner, og Starcraft II: Legacy of the Void er ingen undtagelse.
Trevejskonflikten der udgør størstedelen af Starcraft-universets plot afsluttes på storslået vis i Legacy of the Void, med filosofiske undertoner og episke overtoner. Den fjerne og vage trussel som Amon og hybriderne repræsenterer i de to første spil er nu nærmere og mere ægte, og midt i det hele har du Artanis, der kun har sit eget folks bedste for øje. Men hvad er egentlig det bedste? At sikre en fremtid for et folkeslag, eller for alle folkeslag i hele galaksen? Mellemscenerne imellem missionerne er smukke og voldsomme i Legacy of the Void, og det er vi efterhånden blevet tilvænnet igennem hele Starcraft II-sagaen. Der er noget filmisk over hele oplevelsen, særligt når denne interne strid med Artanis tilføjes til blandingen. Jeg har dog aldrig helt følt, at scenerne lever op til det fantastisk gameplay, men jeg bliver alligevel revet med.
Det bedste ved Starcraft II er nemlig designet og gameplayet, der består af den balancerede magtfordeling og den dybtegående strategi. Dette videreføres i Legacy of the Void med det samme polerede gameplay, krydret med nye egenskaber i spillets kampagne. Disse stammer fra Artanis' kommandoskib, the Spear of Adun. Muligheden for at tilkalde en Pylon hvor som helst, eller at kalde på en bombardering fra verdensrummet giver nye, uanede muligheder i kamp. Min favorittaktik med Protoss har altid været at bygge en masse Warp Gates, og så teleportere store mængder Zealots ind bag fjendens linjer. Denne strategi er blevet ekstra effektiv i Legacy of the Void, eftersom ikke behøver at sende en probe i forvejen for at bygge den Pylon man skal warpe til.
Starcraft II-serien har altid være kendt for sin stærke multiplayer-del. I Sydkorea blev en stor professionel Starcraft-turnering vist på TV som e-sport mange år før hverken Dota 2 eller League of Legends eksisterede. Blizzard og Starcraft er altid blevet hyldet for at have så balanceret gameplay, og at det er spillerens færdigheder og taktikker som afgør kampene, og ikke held. Med Legacy of the Void viser Blizzard, at de stadig kan finpudse en i forvejen succesfuld formel. Blandt de nye tilføjelser finder vi en multiplayer-del, hvor man kan spille med en ven, samt en ny mode kaldet Archon Mode. Der er også en håndfuld nye enheder, der alle fungerer som de skal.
Visuelt derimod ser jeg ikke nogen stor forskel på dette og de to foregående spil, men det gør mig ikke så meget. Jeg kan se at teksturerne og modellerne begynder at se lidt gamle ud, selv med ultra-indstillinger på, men Blizzard har altid været foran konkurrenterne når det gælder animationer og karakterdesign. Hele pakken holder sig altså overraskende godt. Lydsporet er samtidig magisk, og som i alle Starcraft-spil er stemmeskuespillet og dialogerne til at få gåsehud af.. på den gode måde altså.
Konklusionen er derfor enkel. Hvis du kunne lide de to første Starcraft II-kapitler, er der ingen grund til at springe denne episke afslutning over. Blizzard har brugt fem år på at finpudse formlen, og har med Starcraft II: Legacy of the Void kommet tæt på at ramme helt plet. Gameplayet, banedesignet, historien og multiplayer-delen vil give dig timevis af indhold, selvom der ikke bliver gjort noget synderligt banebrydende her. Det eneste jeg savner er lidt visuelle opdateringer, og nogle lidt mere brugervenlige menuer. Dog er det ikke der at jeg tilbringer størstedelen af min spilletid. Jeg har jo en krig at vinde. My life for Aiur!