Star Wars Outlaws

Der vil sikkert være rigtig mange der grifler ret så kritiske anmeldelser af Star Wars Outlaws, og med god grund. Ret tidligt blev det tydeligt markeret af pressen, influencers, diverse indholdsskabere og meningsdannere og de menige forbrugere, at den mere simple gameplay-formel og strukturelle ramme omkring fremstod mangelfuld, ja sågar decideret kedelig.

Jeg er ikke her for at bevise overfor dig, kære læser, at alle disse hot takes er forkerte, heller ej vil jeg forsøge at argumentere for at Outlaws har langt mere at byde på end det de fleste andre allerede har set. Jeg er her simpelthen for at sige at jeg nød det som Outlaws serverede for mig, og selvom jeg med kritiske briller sagtens kunne se at Massive Entertainment har designet et tilnærmelsesvis lidt for simpelt gameplay loop her, så formåede det alligevel at være en ret så storslået Star Wars-oplevelse for mig personligt, baseret på andre elementer som lyd, visuelt design, stemmeskuespil, quest design og alle de andre aspekter der også er med til at støtte op om en indlevelsesrig spiloplevelse.

Med det mener jeg at har du allerede set Star Wars Outlaws gameplay, så er det altså ret repræsentatitvt for det som Massiv har skabt, og det er både på godt og ondt. Du mingelerer med de diverse forhold til underverdenens magtfulde karteller ved at lave missioner, store som små, du udforsker de store, åbne vidder på din Speeder, finder ressourcer der kan bruges til at opgradere din Blaster, selvsamme Speeder og dit rumskib, du finder "eksperter" som agere et slags dynamisk Skill Tree og du indgår i lettere overfladiske men funktionelle cover-baserede kampscenarier og Uncharted-lignende platforming. Det er sådan set det.

Men alt det gode findes mellem ordene, for at bruge en litterær analogi, for imens du engagerer dig i det simple gameplay arbejder tonsvis af små detaljer om at skabe den altid skrøbelige indlevelse, og takket være ret solid manuskriptforfatteri og stemmeskuespil, velfungerende art design og musik, og detaljerede verdener at du her får den måske mest Star Wars-agtige Star Wars-spiloplevelse til dato.

Det er en lettere forvirrende indflyvning, det ved jeg, så lad os lige tage et skridt tilbage. Du er Kay Vess, en blåøjet, naiv men også "street smart" kvinde fra Canto Bight, der har levet på gaden hele hendes liv fra det ene skuffende slyngel-job til det næste, fra det ene skuffende resultat til det næste. Hun bliver lokket i en fælder, af rebellerne faktisk, og får et såkaldt "Death Mark" af en nyt, glubskt og magthungrende syndikat, Zerek Besh, og nu skal hun så navigere i en tilværelse på flugt, hvor den eneste reelle udvej er at arbejde for de andre syndikater. Kays rejse er fyldt med krumspring, og selvom spillet har en såkaldt "Golden Path", så gør det en dyd ud af kaste et røgslør ud hvor det synes lettere svært at tyde hvad det næste åbenlyse skridt fremad er, indtil det melder sig klart og tydeligt. De diverse syndikater har et Reputation-system der konstant fluktuerer baseret på dine handlinger, og alt efter hvem du har fedtet for, så får du adgang til nye missioner, og disse varierer i sig selv i signifikans. Det ene øjeblik infiltrerer du en Imperial-rumbase, og det andet holder du Crimson Dawn-medlemmer stangen for at sikre at uskyldige bønner har tid til at flygte fra en gæld. Det er ikke ligefrem fordi at den model der bruges til at levere indholdet er innovativ, og man kunne sågar godt kalde den Ubisoft-typisk, men historien er trods alt lineær, der er et klarere, etablerede motiver for de karakterer du mænges med og det fungerer alt sammen det meste af tiden.

Hvordan fungerer det så i praksis? Jo, det meste af tiden bevæger du dig rundt i diverse metropoler, og her oser det med ondsindede rygter om jobs med høj risiko, syndikater der leder efter et par erfarne hænder og Credits der venter på at blive stjålet. Du ankommer, forhører dig hos mellemmænd og præsenterer dig for syndikaternes overhoveder, og udfører så store og små missioner, der som oftest involverer let platforming, nogle stealth-scenarier hist og her og skududvekslinger med Pykes, Crimson Dawn, Stormtroopers - you name it. Ulmende overfladen er dog dit ry, og infiltrerer du en Pyke-base for stjæle noget for Crimson Dawn, så påvirker det dit ry. Som sagt fluktuerer disse værdier en del, og det er hele pointen, og selvom at det ikke er helt lige så dynamisk som det måske tager sig ud, så er det en spændende måde at navigere den kriminelle underverden på. Er du loyal, eller en opportunistisk vendekåbe? Går du efter Credits, eller handler det om at opbygge tillid? Det er vitterligt din beslutning, og spillet former sig efter det også.

Til tider kan det dog blive alt for rigidt. Star Wars Outlaws genopliver, på kontroversiel vis, instant-fail stealth-scenarier, hvor du ikke bare skal starte helt forfra hvis du bliver opdaget, men hvor du decideret fejler den pågældende mission. Ikke bare det, dit ry tager også et slag. Det ville være fint hvis spillet tillod en mere ekspressiv og dynamisk tilgang til snigeriet, men disse lineære, instant-fail sektioner er blandt spillets værste, og viser Reputation-systemet fra sin værste side.

Heldigvis kan du, for det meste af tiden, godt blive opdaget, og det overgår så fra en lettere simpel wannabe-Splinter Cell til et klassisk, bombastisk Star Wars-skydegalleri fyldt med J.J. Abrams lens flares, klassisk Star Wars-musik og nostalgisk ikonografi. Det fungerer, til trods for sin simplicitet. Jeg er tildels enig med dem der synes at disse skyderier er antikverede, gammeldags og, igen, rigide. Men det fungerer, primært fordi det lykkedes at etablere illusionen om at det er din scoundrel-historie, og at du virkelig er røget i totterne på Stromtroopers i en af imperiets hangarbaser. Du kan swappe løb på din Blaster så den er bedre egnet til Shields, der er en Deadeye-lignenende mekanik og der er andre våben at samle op, samt granater. Men du har jo set det med dine egne øjne, og ved i grunden allerede hvad det kan og ikke kan. Det er funktionelt, og det lykkedes det meste af tiden med at fastholde din investering i verdenen og historien.

Det samme kan i grunden siges om platforming og styring generelt. At navigere helt generelt som Kay er ret tilfredsstillende, og det samme kan siges om navigation på hendes Speeder, og for den sags skyld også i rumskibet Trailblazer, selvom disse rumsektioner uden tvivl er spillets svageste led. Hvis der er et centralt ankepunkt ved hele oplevelsen er at bindings vævet imellem alle de her bestanddele synes lidt grove, og mangler i det hele taget lidt finpolering. I det hele taget er der aspekter af Outlaws der synes en kende ufærdig, som er kuriøst når nu spillet "gik guld" så lang tid i forvejen, men om det er animationer, fysik eller bare generel "fit and finish", som man siger, så er det sværere at tilgive at et spil der er så mekanisk og strukturelt simpelt ikke har Uncharted-lignende præsentationskvalitet, eller om ikke andet bare noget der kan matche The Witcher 3: Wild Hunt. Når det så er sagt, så fandt jeg hurtigt en gylden mellemvej i en inkluderet Quality Mode, der leverer 40fps men med visse grafiske detaljegrader skruet op. Her forbliver spillet responsivt, men leverer med ynde nogle flotte vistaer, effekter og detaljer. Det er desuden herigennem at Star Wars-stemningen igen etableres, for selvom teknikken til tider kan halte, så er art direction, farver, kontraster og opfindsomheden bag spillets æstetik topklasse.

Massive nagler det vigtigste her, men om hvorvidt du er blandt dem der kan se igennem fingrene med simpel struktur og endnu simplere gameplay loops, det er svært for mig at sige. Men måske det endnu en gang er ved at sætte tyk streg under det ellers ret tydelige faktum, at det her bare er min holdning til Outlaws, og jeg betragter det ud fra de parametre, jeg selv bedømmer et spil på. Nå, men med den helgardering af vejen, så er det vigtigste ved netop et spil som Outlaws nemlig stemningen, og denne skabes ved hjælp af lys, lyd, musik og spændende scenarier der føles plukket ud af en Star Wars-film. Her leverer Outlaws, og det bliver spillets absolutte "saving grace", esset i ærmet om man vil. Jeg har haft nogle mildest talt storslåede øjeblikke i Outlaws, hvor jeg blandt andet infiltrerede en Imperial-base på Toshara, og undslap med nød og næppe fra et hold Deathtroopers. Jeg har været i vilde dogfights i astroidebælter om Akiva med Tie Fights i hælene og med det klassiske score pumpende i hovedtelefonerne, og jeg har talt mig ud af mildest talt presserende situationer med flere kriminelle syndikater. Alle disse øjeblikke skete ved hjælp af simple men funktionelle mekanikker, og det valgte jeg at tilgive i øjeblikket i bytte for den indlevelse spillet så prompte etablerede for mig. Hvis du kan det samme, så er Outlaws uden tvivl din tid værd.