Dansk
Gamereactor
anmeldelser
S.T.A.L.K.E.R.: Call of Pripyat

S.T.A.L.K.E.R.: Call of Pripyat

Livet som stalker er ikke let. Det ene øjeblik frarøves man sine ejendele, mens man i det næste skvatter ned i den ukrainske undergrund, skarpt forfulgt af frygtindgydende mutanter, der har udset en som kradsetræ.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

En rolle jeg helst er foruden, og i min søgen efter en udgang bliver jeg skambidt til det punkt, hvor jeg er ved at forbløde. Alt synes glemt, da jeg endelig finder ud af hulen, og blændes af solopgangens helende stråler. En ny dag gryr, og for de næste timer er jeg i sikkerhed.

Call of Pripyat finder sted i og omkring Pripyat, Ukraine, kort tid efter forløbet i Shadow of Chernobyl ender. Den ukrainske statsmagt synes endelig, at have fundet en sikker passage gennem den farlige ødemark, der omringer Pripyat, til den nedbrudte atomreaktorkerne i Tjernobyl. Men da en udsendt luftpatrulje aldrig vender tilbage, hyres man som russisk agent til at finde oplysninger om besætningen.

Ødemarken synes uberørt siden sidste eventyr, og på trods af at alt er rykket nordpå siden Shadow of Chernobyl, så virker det alt sammen som vante omgivelser.

Som nyt barn på den radioaktive legeplads, må jeg erkende, at det er svært at finde fodfæste. Da jeg håbefuldt træder ind i en fæstning af skattejægere og handelsmænd, mødes jeg af kolde og mistroiske blikke. I deres verden er jeg blot endnu en stalker, og det skal vise sig at være en lang kamp at vinde deres tillid.

Dette er en annonce:

Gennem spillet vil man således møde konkurrerende skattejægere, der forsøger at stjæle ens surt optjente rov. Ofte er der også flere måder at tackle missioner på, hvor man typisk kan vælge at gøre som der kræves af en, eller man kan trodse personen og således få større pengepræmier, samt stifte andre bekendtskaber.

Vildmarken må siges at være fjendtlig som aldrig før. Alt lige fra muterede hunde, bidske vampyrer og andre rædsler synes at have udset mig som frokost. Fjendens AI har fået sig et gevaldigt løft, og det kan for alvor mærkes når de følges i flok, og de forsøger at lede mig mod en blindgyde. Det har som følge flere gange forvoldt store problemer at storme frem og skyde mod højre og venstre, og jeg har ofte måtte genoverveje mine angreb, eller helt undlade at konfrontere fjenden.

Udover hovedhistorien er der en lang række sidemissioner at gå til. Du vil skulle hjælpe andre stalkers med at udrydde rivaliserende bander, brænde mutantreder og lede efter et hav af skjulte skatte. Sidstnævnte er noget af det mest berigende, da disse sjældenheder ofte er gemt bag såkaldte 'anomalies'. Er man uforsigtig, og opholder man sig for længe i disse anormaliteter, der bedst kan beskrives som en pulserende røgsky, er glubske bæster, noget af det sidste man bør være bange for. Disse skyer kan finde på at brænde en levende eller sågar svitse igennem med et højt elektricitetsniveau.

Fra tid til anden rammes ødemarken af radioaktive orkanstorme kaldet 'emissions'. Disse emissions rammer med kort varsel, og får man først en advarsel over radioen, gælder det hurtigt om at finde ly. Udover at være uhyre flotte at observere, er de også dødelige. Hver gang en storm indtræder, spredes en ny mængde skatte rundt omkring på kortet, der dog hurtigt tiltrækker konkurrerende stalkers i nærheden.

Dette er en annonce:

Alt synes at være poleret i denne anden fortsættelse i S.T.A.L.K.E.R-serien. Tredje gang lader til at være lykkens gang for GSC Game World, for den generelle spiloplevelse er noget mere veludført i Call of Pripyat. I modsætning til dets forgængere, så er der langt færre fejl at finde i denne omgang, og antallet af spilcrashes kan tælles på én hånd (S.T.A.L.K.E.R-tilhængere kan endelig ånde lettede op!).

På trods af at spillet kører på forgængernes efterhånden pensionerede grafikmotor, så ser spillet aldeles skarpt ud. Der er gjort meget for at kæle med den uhyggelige stemning i spillet, og var man særligt glad for forgængerens dystre natteliv, vil man ligesom mig være henrykt over den nærmest klaustrofobiske følelse man får af at vandre rundt i ødemarken alene om natten.

Har man før kastet sig ud i de tidligere spil i S.T.A.L.K.E.R-serien, vil man kunne nikke genkendende til, at lyden har spillet en stor rolle i at bidrage til den intense stemning. Det er i den grad også tilfældet denne gang, for sandheden er, at der aldrig er stille i ødemarken. Enten er det en fjern knurren, et faretruende støn eller græssets raslen under dine fødder. Man kan aldrig føle sig sikker i det spil. Og er det ikke en fjende, så er det enten den medrivende vind eller kragens øredøvende skrig, der hiver i din usikkerhed.

Det er tydeligt at mærke, at GSC Game World har taget ved lære siden lanceringen af det oprindelige S.T.A.L.K.E.R. De fejl der tidligere har plaget både Shadows of Chernobyl og Clear Sky synes alle at være forsvundet. Call of Pripyat har måske den samme gamle grafikmotor, men dette afholder ikke oplevelsen fra at byde på en langt mere intens og medrivende stemning, hvilket det kreative banedesign på fineste vis understøtter.

Call of Pripyat byder kort sagt på mere af samme skuffe, men med fornuftige forbedringer og tilføjelser, er der nok at komme efter. Var man ikke glad for forgængerne og deres til tider alt for lange ørkenvandringer og tålmodighedsafprøvende dialoger, så bør man muligvis springe denne fortsættelse over.

Er man derimod bidt af det gribende postapokalyptiske miljø, de varierende sidemissioner og den uhyggelige stemning, bliver man næppe skuffet. Tværtimod.

S.T.A.L.K.E.R.: Call of Pripyat
S.T.A.L.K.E.R.: Call of Pripyat
S.T.A.L.K.E.R.: Call of Pripyat
S.T.A.L.K.E.R.: Call of Pripyat
S.T.A.L.K.E.R.: Call of Pripyat
S.T.A.L.K.E.R.: Call of Pripyat
S.T.A.L.K.E.R.: Call of Pripyat
S.T.A.L.K.E.R.: Call of Pripyat
S.T.A.L.K.E.R.: Call of Pripyat
S.T.A.L.K.E.R.: Call of Pripyat
S.T.A.L.K.E.R.: Call of Pripyat
S.T.A.L.K.E.R.: Call of Pripyat
S.T.A.L.K.E.R.: Call of Pripyat
S.T.A.L.K.E.R.: Call of Pripyat
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Fortræffelig lydside. Gennemført stemning. En mere poleret oplevelse.
-
Mere af det samme. Vinder ikke mange nye fans til.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Et andet syn

Du kan læse anmeldelser af de to første S.T.A.L.K.E.R.-spil ved at klikke på disse links: Chernobyl og Clear Sky.

Brugeranmeldelser

  • Redux
    Jeg stopper op, og kigger mig omkring. Her er helt tyst, kun en krave bryder stilheden. Jeg kigger op men der er kun den ene. Mine støvler er... 9/10

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold