
I forbindelse med deres Captivate-messe har Capcom formelt annonceret hjemmeudgaven af deres Super Street Fighter IV: Arcade Edition. Nogle af oplysningerne har været rygtet før, men er nu endelig blevet officielt bekræftet af Street Fighter-bossen Yoshinori Ono.
Arcade Edition indeholder som bekendt fire nye kæmpere: Yun, Yang, Evil Ryu og Oni.
Arcade Edition vil både udkomme som DLC-pakke til Super Street Fighter IV, og som en selvstændig skive, der indeholder alt hvad SSFIV bød på. Hvis du frygter at den kommende Arcade Edition vil dele SSFIV-community'et i to lejre, så fortvivl ej. Capcom vil nemlig udsende en gratis opdatering til Super Street Fighter IV, der gør det muligt at spille online mod folk med Arcade Edition, selvom man ikke selv har den.
Udover de nye figurer vil Arcade Edition også have en række andre nye features, såsom nye Replay og Elite-kanaler. De vil gøre det meget nemmere at følge med i verdens bedste spilleres kampe online. Et nyt battle display vil gøre det muligt selv at vælge hvilke oplysninger (gamer tag, battle point, antal sejre og nederlag) der skal vises på skærmen under online-kampe.
PC-spillere vil også kunne være med på legen denne gang. Arcade Edition udkommer som sagt både som DLC og selvstændigt spil den 24. juni på PC, PlayStation 3 og Xbox 360. Prisen for DLC-pakken bliver $14,99 (lidt under 80 kroner), mens den selvstændige udgave bliver en fuldpristitel.