Splinter Cell 3D

Hold da kæft. Det er så pokkers mørkt her, at man skulle tro det var det sikreste sted i verden. Faktisk er 3DS-skærmen så mørk, at det eneste man rigtig kan se er sit eget spejlbillede.

Selvom man nok kunne gøre det til et princip kun at spille Splinter Cell 3D i nattetimerne, eller når der er solformørkelse, så er det måske lige langt nok at gå. Men sandheden er desværre, at den slags ekstremer muligvis er nødvendige - i normalt dagslys er Fisher-eventyret nærmest uspilleligt i de mørkere områder, selv med skærmens lysstyrke skruet helt op.

Man kan selvfølgelig tænde for Sam Fishers ikoniske grønne natlysbriller ("dem har han ikke brugt i årevis!", råber du måske. Forklaring kommer om lidt). Men gør man det, forsvinder 3D-effekten nærmest fuldstændig, da billedet bløder ud i grønne og hvide farvetoner. Det er først på spillets anden bane, der foregår på et fragtskib, at det bliver lyst nok til at man kan kalde det en (delvist, i det mindste) normal spiloplevelse. Spillere med hang til frustration har nok givet op inden da.

Hvad kan jeg sige? Splinter Cell 3D er det perfekte eksempel på et håndholdt spil, ingen har brug for. Det lyder måske hårdt, men sådan forholder det sig desværre.

Tag for eksempel styringen. Den analoge pad bruges til at løbe, mens X, B, Y og A-knapperne bruges til at kigge rundt. Det er okay, men det fører til en del fingerakrobatik. Skulderknapperne er forbeholdt angreb med skydevåben eller nærkamp, og resten af styringen foregår via touch-skærmen. Det inkluderer blandt andet at trække og sænke sit våben, skifte til night vision, kaste granater, fløjte eller skifte til sniper-tilstand. Det er slet og ret for meget, og fjerner enhver ide om intuitiv styring. At man kun kan klatre op visse steder uden et våben i hånden er bare en af mange fejl...

For at vende tilbage til brillerne, så har Sam droppet stealth-dragten til fordel for et mere hårdført Jack Bauer-look de seneste år. Men Splinter Cell 3D er faktisk et delvist remake af Splinter Cell: Chaos Theory til Xbox, der udkom tilbage i 2005, samme år som den oprindelige DS udkom herhjemme.

På trods af denne eftermontering låner spillet fra sin forgænger, og den del af grafikken man faktisk kan se, er både glat og skarp på den lille skærm. 3D-effekten er ganske blød, selv når den er skruet helt op.

Gameplayet er stort set identisk med de ældre Splinter Cell-spil. Sam Fisher dirker låse, kigger med sit optiske kamera under døre, og folder sig via de mange mørke områder ud som toptunet stille dræber med kniven i hånden. Han kan kravle afsted på rør og nakke fjender mens han hænger ned fra dem - altså rørene. Den store fordel ved denne fremgangsmåde er, at man ikke behøver trække sin pistol, og derved gøre styringen langt mere kompliceret. En fjollet måde at tvinge spilleren til altid at vælge den stille vej.

Lyden er fremragende, som med alle Splinter Cell-spil. Afdæmpede og stilfulde lydbilleder, der altid er passende i forhold til hvad der foregår, og akkompagneret af glimrende lydeffekter. Selv lydstyrken på dine fodtrin kan bemærkes af fjenderne. Desværre er der næppe gået megen programmørtid på den kunstige intelligns. Modstanderne kan narres af de billigste tricks. De udgør simpelthen ingen reel fare.

Jeg har allerede nævnt det, og det forholder sig sådan hele vejen til spillets slutning: Splinter Cell 3D egner sig simpelthen ikke til Nintendo 3DS. Det er dels fordi spil som dette generelt ikke er lavet til håndholdte. For selvom jeg var, og stadig er, stor fan af Splinter Cell: Conviction, så føler jeg dette er en ringe tilføjelse til serien. Den "totale stealth-action i stereoskopisk 3D med One-Touch-Slow-action gameplay", som Ubisoft reklamerer med bag på æsken, er desværre mindre sandhed end det er et spektakulært fejlskud.