Splatoon 3

"If it ain't broke, don't fix it". Man kunne være fristet til at tro, at dette var Splatoon-holdets designfilosofi, da de udviklede Splatoon 2, som man ved første øjekast nemt kunne antage for at være en DLC-udvidelse til Wii U-originalen snarere end et nyt, helstøbt kapitel. Nu sidder jeg her med den samme fornemmelse, efter at have tilbragt den sidste uges tid med det tredje spil i serien. Det er svært at bebrejde udviklerne for at lave mere af det samme. Dels fordi Splatoon hurtigt er blevet en af Nintendos største IP'er i nyere tid, som særligt japanerne er helt vilde med, men også fordi enhver kompetitiv multiplayer shooter skal passe gevaldigt på med at pille for meget ved den fintunede balance, så de loyale fans ikke bliver fremmedgjorte. Ikke desto mindre kan jeg ikke lade være med at føle mig en smule skuffet over, at Nintendo med Splatoon endnu en gang har vægtet iteration over innovation. Måske er min skuffelse prisen for at forvente en overflod af kreative nye ideer, som vi ofte ser i - og forventer af - nye udgivelser i Mario- og Zelda-serierne. Men jeg mener oprigtigt, at Splatoon har format til at blive mere end et spil, hvor kampagnen er en hurtig forret, og multiplayeren hovedretten.

Så hvad kan du forvente af Splatoon 3, nyt og gammelt? Lad os starte med multiplayer-delen. Splatoon 3s multiplayer foregår i den pulserende metropol Splatsville, som ligger i de solbagte ørkenlandskaber kaldet The Splatlands. Splatsville er spillets hub, hvor man blandt andet finder lobbyen (stedet man sætter sig i kø til multiplayer kampe), en række butikker der sælger alt fra våben til tøj, sko og andre kosmetiske genstande, og Grizzco Industries' hovedkontor, hvorfra man kan blive sendt på Salmon Run-missioner. Byen mindede mig øjeblikkeligt om en mindre version af Super Mario Odysseys New Donk City. Modsat dén legeplads af en by kan man dog ikke platforme op til toppen af skyskrabere i Splatsville, eftersom det er forbudt at trække sit våben og skyde blæk i dens gader. Faktisk har man hurtigt set alt, hvad denne ret statiske by har at byde på, og derfor er det en velsignelse, at man lynhurtigt kan teleportere sig mellem de vigtige steder via hovedmenuen.

Lad os få en af spillets største skuffelser af vejen: Splatoon 3 indeholder ved launch ikke nogle nye game modes, på nær et minigame kaldet Tableturf Battle. Nye game modes kommer angiveligt længere nede ad vejen, heriblandt den såkaldte Tricolor Turf War - en variation af den velkendte Turf War med tre hold i stedet for to - ved de tilbagevendende Splatfests. Ydermere har Nintendo lovet, at der vil komme begivenheder, hvor salmoniderne fra den populære game mode Salmon Run invaderer Splatsville. Det lyder spændende, men der savnes altså nogle helt nye game modes at kaste sig ud i fra start.

Til gengæld kan man ikke anklage Splatoon 3 for at mangle indhold, og selvom det, der er, er genkendeligt, så er det blevet krydret med sjove tilføjelser og velkomne quality of life- forbedringer, der gør, at det føles friskt. Kernegameplayet er det samme: Man bruger våben, der ligner vandgevær, til at skyde blæk mens man er i "kid form", som man så i "squid form" kan svømme hurtigt rundt og gemme sig i langs alle tænkelige overflader. Blæk er våbnenes ammunition, og når man løber tør, fylder man gradvist tanken op ved at dykke ned i blæk. Det er en genial central mekanik, hvorfra uendelige kreative gameplay-scenarier kan udspringe, og som ofte henleder mine tanker på Mario og hans vandkanon F.LU.D.D i det gode gamle Super Mario Sunshine.

Førnævnte Turf War er stadig spillets primære game mode, hvor to hold af fire dyster om, hvem der kan søle banerne mest til i deres egen farve blæk. Nye våben, evner og manøvrer gør det sjovere og mere kaotisk end nogensinde. Nu bliver spillerne både i starten af en kamp og ved hvert respawn skudt ind på banen som små raketter, og man har selv i et begrænset omfang mulighed for at bestemme, hvor på banen det skal være. Nye våben omfatter blandt andet Tri Stringeren, en bue, der kan skyde tre pile afsted på samme tid enten horisontalt eller vertikalt, samt en helt ny våbenkategori kaldet "Splatanas", som giver sig selv. Der er også nye special moves, herunder en krabbelignende tank og en haj, der farer afsted i en lige linje af blæk og splatter alt ud på sin vej. Ydermere er der blevet tilføjet to nye manøvrer til squid formen, nemlig Squid Surge og Squid Roll. Førstnævnte tillader spilleren at pile op ad blækindsmurte vægge, og sidstnævnte at foretage hurtige undvigelsesmanøvrer til siden i søer af blæk. Som i de tidligere spil har man valget mellem normal og gyro-baseret sigtning og kan frit skifte mellem de to uden for kampe.

Foruden Turf War indeholder spillet fire tilbagevendende game modes, herunder de henholdsvis King of The Hill og Capture The Flag inspirerede Splat Zones og Rainmaker. De fire game modes er forbeholdt det nye, rangbaserede "Anarchy Battle"-system, som bliver tilgængeligt i level 10, og som kommer i to udgaver, hvoraf Anarchy Battle (Series) kun kan spilles alene med tilfældige spillere, og Anarchy Battle (Open) kan spilles både alene og med venner. Jeg skal indrømme, at jeg ikke har haft anledning til at prøve de fire game modes, Anarchy Battles rummer, eftersom vi anmeldere kun havde to dages adgang til multiplayer serverne, og jeg simpelthen ikke nåede at komme i level 10.

Jeg synes, det er en besynderlig beslutning at låse alle på nær en enkelt game mode bag et level-krav og at underlægge dem et rangsystem, hvor der er konstant pres på spillerne om ikke at tabe for mange kampe i træk. Det er en bemærkelsesværdig "anti-Nintendo" ting at gøre, det her med at ekskludere og afskrække spillere fra en betydelig del af spillets mere interessante indhold. På tværs af alle game modes har man 12 baner at dyste på, hvoraf 5 er nye og 7 gengangere fra tidligere spil. Det er en fin mængde baner at have ved udgivelsen, selvom antallet af nye baner hælder til den fattige side.

Den populære kooperative game mode Salmon Run fra Splatoon 2 vender også tilbage under navnet "Salmon Run Next Wave". Det er Nintendos version af en horde mode, hvor det gælder om at overleve bølger af de monsteragtige laks, salmonids, samtidigt med at man nedlægger bosser og indsamler gyldne æg. En ny mekanik tillader spillere at kaste de gyldne æg mod spanden, de skal indsamles i. Det er sjovt, det er hektisk, og det kræver en god sjat samarbejde, for at holdet ikke skal blive overrendt af laksehorderne, de 12 forskellige bosser (4 af dem nye) og den frygtindgydende laksekonge. Den måske bedste ændring af Salmon Run er dog, at game moden nu er permanent. Man kan altså spille den lige når man vil, modsat i Splatoon 2, hvor den kun var tilgængelig på bestemte tidspunkter.

Uanset hvilken aktivitet man deltager i, så høster man hele tiden XP, penge og andre gevinster, der kan bruges til at låse op for- og købe tøj, sko, klistermærker og andre dekorationer til ens omklædningsskab, nye designs og titler til ens battle tag, emotes og selvfølgelig våben. Våben er der mange af, nye og gamle, og heldigvis har man mulighed for at teste dem på en skydebane, inden man køber dem. Der er altså et hav af muligheder for at gøre ens inkling eller octoling til sin helt egen, både kosmetisk og rent taktisk ude på slagmarken. Der er også blevet tilføjet nye hudfarver og frisurer, så flere spillere har mulighed for at føle sig repræsenteret.

Nintendo har i opløbet til lanceringen ikke gjort et stort nummer ud af at promovere Splatoon 3s singleplayer kampagne, "Return of The Mammalians". Man har kunnet tolke dette på to måder: At det er fordi kampagnen er en eftertanke, eller at det er fordi den er en kæmpe overraskelse, som Nintendo bevidst har hemmeligholdt for at tage fusen på pessimisterne. Så hvad er den i praksis? Den er i hvert fald ikke nogen eftertanke, men den er langt fra et mesterværk.

Efter en kort introduktion i ørkenlandskabet udenfor Splatsville, hvor man leder efter den store "zapfish", som forsyner Splatsville med elektricitet, bliver man adskilt fra den bedstefar lignende Cuttlefish og falder ned i en arktisk underverden kaldet Alterna. Denne mystiske verden består af seks små, ret identiske øer og en gigantisk rumraket, alt sammen smurt ind i en væmmelig substans kaldet "Fuzzy Ooze". For at rense Alterna for substansen og genforenes med Cuttlefish skal man bruge power eggs, som man hovedsageligt anskaffer sig ved at gennemføre udfordringer via et utal af "kettles", der bedst kan sammenlignes med de grønne rør i Mario, og som transporterer en til små, afgrænsede baner. Heri ligger kampagnens fundamentale problem.

Disse "kettles" præsenterer en række udfordringer - alt fra at dræbe fjender på tid, klatre højt ved hjælp af en grapple hook, eller skyde på målskiver mens man zipliner - men ikke nok med at de størstedelen af tiden er visuelt uinspirerende og ensformige, så lider selve udfordringerne af kraftig genbrug, og man begynder hurtigt at savne nye ideer. Alt for ofte får man følelsen af, at udfordringernes - og dermed hele kampagnens - eksistensgrundlag er at træne spilleren til multiplayeren. Jeg havde langt hellere set, at disse kettles var blevet udeladt helt, og deres udfordringer organisk integreret i den ellers ret interessante verden Alterna. For som det er, så er Alterna desværre primært til skue, og de mange udfordringer kunne lige så godt foregå i helt andre (utroligt intetsigende) dimensioner.

Kampagnen er stadigvæk acceptabel og underholdende, det er bare vigtigt at gå ind til den med den indstilling, at den snarere er en samling minigames end et storslået, sammenhængende eventyr, som spillet dog i kampagnens sidste og bedste akt får små glimt af. Der indgår også en håndfuld bosskampe i Splatoon 3s kampagne, og de er klart et højdepunkt. Selvom de følger Nintendos lidt for velkendte boss-formular med tre faser, hvor bossen bliver mere og mere rødglødende af raseri, så er de sjove og faktisk temmelig udfordrende. Når man spiller Splatoon, kan man nemt komme til at glemme, hvor mobil man egentlig er, og bare stå stille og skyde som i enhver anden shooter. Den går også mod de almindelige fjender, Octarians, men ikke mod bosserne. Mod dem er man virkelig tvunget til at hoppe ind og ud af sin egen blæk, mens man febrilsk prøver at undgå bossernes.

Der er ikke nok nyt under solen i Splatoon 3s multiplayer, og kampagnen er desværre ikke, hvad den kunne have været. Men der er stadig meget at elske ved spillet. Nintendos unikke tvist på shooter-genren forbliver utroligt underholdende og kreativ i dette tredje kapitel, og de nye tilføjelser til gameplayet gør det sjovere og mere nuanceret end nogensinde. Derudover tilbyder spillet seriens hidtil største og mest varierede indholdsmængde, selvom der som sagt mangler deciderede nye game modes. Der er mange timers kaotisk underholdning at hente i Splatoon 3, og med Nintendos løfte om flere års support i form af både mindre gratis udvidelser og større betalte, så er der altså tale om et spil, der med tiden kan vokse sig endnu større og mere indholdsrigt og tilbyde masser af genspilningsværdi. Men lige nu, så føles det hele lidt for genkendeligt, og en følelse af spildt potentiale nager.