Spider-Man: Shattered Dimensions

Selvom Spider-Man nok er den mest populære af alle Marvels superhelte, så har de mange forsøg på at bringe ham fra både seriehæfter og filmlærred til spilverdenen med undtagelse af Gamelofts forsøg været temmelig triste. Når man kigger på de mange Spider-Man-spil er det måske heller ikke så underligt, for de fleste af dem har været spilmatiseringer af filmatiseringer, hvilket næppe er en opskrift på success.

Faktisk har det været så som så med gode superheltespil generelt. Iron Man og Superman har heller ikke været videre heldige med deres forsøg. Lige indtil Batman: Arkham Asylum udkom sidste år, for det var ikke bare et godt superheltespil, det var et godt spil punktum, og satte en umådelig høj standard for genren.

Som bekendt er Batman jo fra konkurrenten DC, og det går selvfølgelig ikke, at ingen Marvel-figur har et spil af samme kvalitet. Derfor får vi nu Spider-Man: Shattered Dimensions, et ambitiøst spil der skal nå samme høje niveau som Batman: Arkham Asylum satte, og som faktisk lykkedes et langt stykke hen ad vejen - men det når ikke helt i mål.

Historien i Shattered Dimensions starter med, at skurken Mysterio prøver at få fingrene i en mystisk gammel stentavle, kaldet The Tablet of Order and Chaos. Spider-Man forpurrer hans forsøg på at stjæle den, men i processen bliver tavlen slået itu, og brudstykkerne havner i fire forskellige dimensioner. Med kyndig vejledning fra Madame Web må fire Spider-mænd samarbejde på tværs af tid og rum for at samle tavlen igen, da der ellers vil ske frygtelige ting.

Det er ikke udpræget dybt, og spillet bruger ikke meget mere tid på at forklare plottet end jeg lige har gjort. Men det er også underordnet, for plottets primære opgave er at give os en undskyldning at spille som fire forskellige udgaver af Spidey. Og dét er en fed ide.

Den første er Amazing Spider-Man. Han er den "rigtige", primære udgave af figuren, ham der udkom i tegneserieform for første gang i 1962. Spider-Man som vi kender ham. De øvrige tre er taget fra Marvels uendelige virvar af parallelle universer, reboots, one-shots og så videre.

Spider-Man Noir er den første af disse alternative udgaver. Hans univers er en alternativ udgave af 1930'erne, fyldt med gangstere, mørke og skygger.

Spider-Man 2099 er fra fremtiden, hvor biler kan flyve, alting har et neon-agtigt skær, og skyskraberne er kilometerhøje. Her slås han både mod genetisk modificerede fjender og den privatejede ordensmagt, der fejlagtigt tror han er en skurk.

Endeligt er der Ultimate Spider-Man. Han er en yngre, mere moderne udgave af Spider-Man, der i sin tid blev skabt fordi Amazing-serien efterhånden havde 40 års kronologi på bagen, og derfor var en anelse svær for nybegyndere at sætte sig ind i. En genfortælling af serien, som hvis den altså var startet sidst i 90'erne i stedet for 60'erne. I spillet er han udstyret med den sorte symbiot-dragt, der senere (sammed med Eddie Brock) blev til skurken Venom.

Som sagt er ideen genial, og hvert univers har sin egen klare visuelle stil. Amazing har et let cell-shaded udseende, i Noir er det konstant nat og der er fyldt med skygger, mens 2099 har et højpoleret og travlt udseende med masser af lys og farver.

Forskellen i gameplay er dog ikke lige så stor. Med undtagelse af Noir-universet spiller Spider-Mændene ret ens. I hver bane jagter man en skurk, der har fået fat i en del af tavlen, hvilket giver ham nye og forstærkede kræfter. Undervejs skal man tæske håndlangere, svinge sig til nye højder ved hjælp af sit net, og fra tid til anden løse små puzzles. I kamp advarer ens edderkoppesans om kraftige slag som man skal undvige, og man kan også aktivere edderkoppesansen som en slags briller, så man kan se fjender og interessante genstande gennem vægge.
Det minder på mange måder om Batman: Arkham Asylum, og det er ikke nogen dum ting.

Såkaldte Spider Emblems er spred med rund hånd i alle baner, og ved at samle disse genopfylder man både sin helbredsmåler og optjener Spider Essence, der kan bruges til at købe nye typer angreb og andre fine ting.

Hver bane har desuden en række challenges, der lægger op til genspilninger. Det kan for eksempel være at udføre et bestemt angreb X antal gange, besejre X antal fjender, gennemføre en hvis sekvens inden for en bestemt tidsgrænse, og så videre. Nogle af dem klarer man naturligt, mens andre kræver mere arbejde.

Når man spiller som Noir ændrer spillet karakter. Her er Splinter Cell blevet kigget i bedene, og selvom Spider-Man Noir kan uddele lige så mange tæv som sine kolleger, er her mest fokus på at holde sig skjult i skyggerne og metodisk tage fjenderne ud én efter én. Det er en god variation, og Noir-missionerne er nogle af spillets bedste.

Udover at spillet er flot, så er lydsiden også glimrende, og stemmeskuespillet er intet mindre end fantastisk. Skuespillerne bag de fire Spider-Mænd har alle lagt stemme til figuren før, og er tydeligvis på hjemmebane i deres roller. Især Niel Patrick Harris brillerer som Amazing, men fælles for dem alle er at de gør et fremragende stykke arbejde, og dialogen og de flabede bemærkninger, der kastes i flæng, er oprigtigt sjove.

Desværre er her også et par ridser i lakken. Som sagt kan man ikke sætte en finger på stemmeskuespillet, men de samme replikker bliver gentaget for tit, og til tider kommer der replikker, der er decideret fejlplacerede og skulle være brugt på et andet tidspunkt.

Og nu vi er ved emnet, kan vi lige så godt komme ind på de andre problemer som spillet har. Og der er desværre en del. Kameraet kan til tider være ret klodset, og især når man skal kaste ting, er det svært at vurdere om man sigter i den rigtige retning. Det kan også ske, at man på grund af dårlig kameraplacering laver en undvigemanøvre udover en afgrund. Normalt får man en chance for at redde sig selv med et tryk på højre aftrækker, men i visse bosskampe er et fald lig med øjeblikke død, og det kan være temmelig frustrerende.

I hver bane er der mange steder, hvor man med et enkelt tryk på højre aftrækker lynhurtigt kan svinge sig hen og sidde. En lille gul pil viser hvilket sted, man kaster sig hen hvis man trykker, og spillet flytter den selv alt efter hvor man kigger hen. Det meste af tiden fungerer det fint, men nogle gange - især når det går mest hektisk for sig - virker det slet ikke. Du kan have pilen foran dig og trykke febrilsk, men intet sker, og man falder i stedet i afgrunden. Som sagt kan man som regel redde sig ud af disse situationer, så det er ikke verdens undergang, men det er irriterende. I en af Amazing-banerne skal man kaste sig fra flyvende genstand til flyvende genstand med denne teknik, og kombineret med det dårlige kamera bliver det hurtigt frustrerende.

Det største problem er dog ikke af teknisk karakter - det vedrører gameplayet. For selvom Shattered Dimensions er sjovt at spille (og det vil jeg gerne understrege at det er, småproblemer til trods), så er det også temmelig ensformigt. Tre af Spider-Mændene minder simpelthen for meget om hinanden, og det er kun med Noir at vi virkelig får variation i spillet. Især Ultimate-banerne virker nogle gange unødigt lange og har mange gentagelser af de samme tricks. Ja, hvert univers har forskellige angreb og evner, men forskellene er bare ikke store nok. Det er kun Noir der fremstår virkelig unik på andet end det visuelle, og det er derfor disse baner fungerer bedst.

Grundlæggende er Spider-Man: Shattered Dimensions altså et sjovt spil, der dog ikke byder på nok variation. Produktionsværdierne er høje, og det er med til at bære oplevelsen. Det bliver ret ensformigt i længden, men det er stadig værd at spille - og bør nydes i mindre doser frem for maraton-sessioner.