Spider-Man: Edge of Time

Det har været hårdt arbejde at skulle anmelde Spider-Man: Edge of Time. Ikke fordi det er svært, bare dødkedeligt.

Jeg er en stor fan af Marvel-universet generelt, og især Spider-Man. Det er bare noget ved at svinge sig rundt i spindelværv, klatre op af vægge, eller slå kriminelle sanseløse ved brug af spektakuær akrobatik som vækker helten i mig. Spider-Man: Edge of Time formår næsten at ødelægge denne entusiasme fuldstændigt.

Vi befinder os delvist i nutidens og fremtidens New York. I nutiden spiller vi som Peter Parker, og i fremtiden som Miquel O'Hara, som også er en edderkop. O'Hara efterforsker Walker Sloan, en ansat ved det store fima Alchemax, og opdager at han har planer om at benytte en tidsmaskine for at ændre historiens gang.

I et forsøg på at stoppe Sloan bliver O'Hara vidne til at Anti-Venom tager livet af Parker. Her starter spillet, og vi kæmper os op og ned i etager for at rydde op i alle problemerne forsaget af manipulation med tiden.

O'Hara må først redde Parkers liv, før han kan oprette en forbindelse imellem dem. En forbindelse som gør det muligt for dem at snakke sammen på tværs af dimensioner. Sammen skal de holde Anti-Venon på afstand imens de kommer til bunds i en ond mands planer om at kontrollere verdens gang. At trævle op hvem der trækker i trådende, er faktisk noget af det mest spændende ved spillet.

Spider-Man: Edge of Time er utroligt stivt og lineært. Der er næsten aldrig tvivl om hvor du skal hen og hvad du skal gøre. Hvis det imiddlertidigt er usikkert hvor man skal hen, så trykker du bare ned på retningstasterne for at vise alle interessante steder. Der er ikke lagt op til at Spider-Man skal udforske, men bare følge pilene.

Nogle boss-fights fører til at jeg dør, gerne flere gange, og der er det frustrerende at det ikke er muligt at hoppe over den indledende cutscene. Kameraføringen er fortsat et problem, særligt når man klatrer på væggene eller under taget. Der er nemlig ikke altid en sammen mellem retningen på vinkelen og retningen Spider-Man bevæger sig. Dette skyldes ofte at kameraet har en tungere styring i disse situationer.

Selve kampsystemet er et sorgens kapitel. Alle otte knapper er involveret, men det betyder ikke at variationen er stor. Ingen af kombinationerne er særligt imponerende, og hverken fysik eller akrobatik gør at man bliver engageret - det holder bare ikke. Kort opsummering: Kampsystemet er rodet, dumt og simpelt.

Fremgangen er ikke meget at prale af. Man skal stort set kun finde nøgle eller andre åbningsmekanismer for at komme videre. Der er aldrig tid til at boltre sig, for i hvert rum er der tonsvis af vagter. Dette sker i så udstrakt grad at man bliver træt af spillets kampsystem. Alle fjender følger enkelte angrebsmønstre og det er nemt at overvinde dem.

Der er mange opgaver som skal løses, og her er hensigten at sætte de små grå på prøve. Desværre føles ingen af gåderne særligt belønnende når de knækkes. Den største udfordring ved gåderne bliver derfor at holde tålmodigheden.

Med det sagt, så ser alt ikke helt sort ud. Til tider byder spillet på glimt af ægte Spider-Man, og det giver en meget god følelse. Dette er nok til at jeg smiler, og halvvejs inde i spillet var der især en mission, der virkede spændende og fik min puls op. Man er heller ikke nødt til at slås i alle kampe, det kan være nok bare at svinge sig rundt og løse opgaver uden at aflevere så meget som en ørefine. Et interessant element er, at ikke alt forløber helt ens i andet forsøg. Dette betyder, at du kan opleve, at kampmønsteret for et boss har ændret sig lidt hvis du dør.

Præsentationen vil jeg heller ikke tale dårligt om. Lydbilledet sætter en passende stemning og stemmeskuespillet fungerer godt. Spider-Man er kendt for tørre vitser, og Edge of Time er ingen undtagelse. Jeg klukker ofte af replikkerne fra både Parker og O'Hara. Grafikken holder en god standard, men aldrig mere end det. Hele handlingen udspiller sig i Alchemax-bygningen, men uanset om man befinder sig i nutiden eller 2099, så ser det stort set kedeligt ud - tomme og udvaskede miljøer.

Udviklerne har virkelig øje for detaljer i Spider-Man: Edge of Time. Her bliver der ikke overladt meget til fantasien.

Konklusion
Spider-Man brænder inde med meget potentiale. Ensformige kampe og opgaver fører til at kedsomheden banker på døren. Spider-Man: Edge of Time er så lineært og stift at det hæmmer edderkoppen i at udfolde sig. Den eneste udvikling der er at spore er fjenderne, som mangedobles inden spillets slutning.