Spider-Man: Across the Spider-Verse

Miles Morales er tilbage som your friendly neighborhood Spider-Man, i Spider-Man: Across the Spider-Verse. Animationsduoen Phil Lord og Chris Miller — som både skriver og producerer — introducerede Miles Morales til det store lærred i 2018 med Spider-Man: Into the Spider-Verse, der med det samme blev en fanfavorit, ikke mindst pga. filmens banebrydende animationsstil. Nu er makkerparret klar med en opfølger, hvor der igen ikke er blevet sparet på animationsbudgettet. Spider-Man: Across the Spider-Verse er en sanselig fornøjelse, der underholder fra start til slut.

Den Brooklyn-baseret superhelt med puertoricanske rødder må endnu engang kaste sig ud i en tværdimensionel rejse for at rede sin familie, sine venner og ikke mindst sine medborgere i New York. Miles inviteres af Gwen Stacy til et slags Avengers-hold, der udelukkende bestående af forskellige Spider-Mænd fra alskens dimensioner. Plottet er mere meta denne gang, og kommenterer på hvad der er kanon indenfor Spider-Man-fiktion, og hvilke rammer og dramaturgiske konventioner en Spider-Man-fortælling skal følge. Metafortællingen bidrager også til Miles' konflikt som en ung mand, der kæmper med at definere sig selv som person, og etablere sig som et selvstændig menneske. Som Miles erklærer: "Everyone keeps telling me how my story is supposed to go. But nah, I'm going to do my own thing." — Miles vil altså ikke lade sig definere af den etablerede kanon, hvilket åbner op for spændende nye retninger for den ellers velkendte superheltefortælling.

Filmens største styrke er det visuelle. Animationen er next-level og står som et pejlemærke indenfor animationsgenren. Man bliver nærmest udsat for audiovisuel overstimulans, men det er på den bedst tænkelige måde. Det er en vanvittigt oplevelse, der virkelig klæder biograflærredet. Stregen skifter også stil ift. hvilken dimension, Miles befinder sig i. Ændringen i animationsstilen fungerer som en slags visuel markør, der går fra pastelfarvet ekspressionisme til skitsebogstil, og viser på elegant vis den animationsmæssige alsidighed og kreativitet i filmen.

Across the Spider-Verse har dog problemer, når det kommer til pacing og spillelængde. Narrativet retfærdiggør ikke helt den 2 timer og 20 minutter lange spilletid, hvilket resulterer i mindst 30 minutter, der godt kunne være skåret fra. Jeg savnede også et soundtrack, der havde lidt mere kant, til at komplimentere den vanvittige og grænsesøgende animation. Der er dog nogle enkelte sange, der fungerer fremragende, men desværre er der var for langt i mellem dem i løbet af hele filmen.

Across the Spider-Verse byder naturligvis igen på et væld af alternative Spider-Mænd og Spider-Kvinder fra andre dimensioner — I den første film stiftede vi bekendskab med det farverige karaktergalleri, der bl.a. inkluderede Nicolas Cages Spider-Man Noir og John Mulaneys Spider-Ham. Jeg vil ikke afsløre alle de forskellige udgaver af Spider-Man i Across the Spider-Verse, men du kan glæde dig til endnu et farverigt udvalg af superhelte, særligt den Spider-Man, som Daniel Kaluuya lægger stemme til, der uden tvivl var filmens sjoveste og sejeste karakter. Med undtagelse af Kaluuya, forbliver de andre alternative Spider-Mænd ikke ligeså charmerende, som det hold, vi blev introduceret til i 'Into the Spider-Verse' fra 2018. De får heller ikke helt ligeså meget scenetid, som de første gjorde, hvilket etablerede dem som et stærkere persongalleri.

Mens Miles springer fra dimension til dimension, for at rede samtlige verdener, kæmper han også med en række personlige problemer, der resulterer i en klassisk og velfortalt coming of age-fortælling, hvor Miles skal finde fodfæstet i sit teenageliv. Kombinerer du det med kreative actionsekvenser og en fuldkommen spektakulær animationsstil, er Across the Spider-Verse et værdigt nyt kapitel i Spider-Man-filmserien.