Spartan: Total Warrior

Hvem har ikke på et eller andet tidspunkt drømt om at være en gudbenådet kriger af den slags, som kun findes i eventyr og science fiction? En kriger af den slags der inden morgenmaden, på egen hånd nedkæmper tre verdensmagters stygge drømme om verdensdominans. En kriger af den slags guderne beder om hjælp, når alt andet fejler. En kriger af den slags som Creative Assembly nu giver dig mulighed for at gå amok med, i gårsdagens glemte eventyrverden. Den engelske udvikler, der gav strategigenren på PC et fortjent spark i bagdelen med dens Total War-serie, har nu skiftet synspunktet fra de tusinde legioner til den enkelte kriger på slagmarken. Drømmen om livet som superkriger er dog alligevel ikke helt så spændene, som vi havde håbet på.

Med svulmende muskler og et sværd i hånden, starter du livet som af de talløse krigere, der er blevet udstedt opgaven at stoppe en kommende invasion af Sparta. Modsat dine fælles krigere, er du dog blevet benådet guddommelige kræfter fra en gud, som har taget en uvis interesse i krigens gang. Med tusinde mænds styrke og adgang til overjordiske kræfter ulig enhver kriger, der nogensinde har sat fod på jorden, er det dit ansvar at vende kampen mod de næsten uendelige legioner af fjendtlige soldater.

Det lyder alt sammen enormt episk, og da billederne af hundredvis af soldater første gang toner frem på skærmen, bliver jeg da også nødt til at synke en ekstra gang. Af den ene eller anden grund synes episke slag i konsolspil i dag oftest, at betyde at spilleren får lov at kæmpe mod fem eller seks fjender ad gangen, og ikke de tusindvis vi kun ynder at se i Hollywoods største produktioner.

Skalaen i Spartan er dog præcis, som man bør forvente, og hovedfiguren er kun én ud af en myretue af omfarende krigere med hver deres agenda. Der er ingen størrelsesforskelle på spillerens figur og omverdenen, ingen lysende symboler, der indikerer, hvor man befinder sig på skærmen og intet der hiver dig ud af illusionen om, at dette er krig solidt plantet på slagmarken. Skalaen alene er hvad der giver spilleren følelsen af at være en kriger ud over det sædvanlige, og dette lykkes sublimt for spillet hver gang man kommer sine sammensvorende soldater til undsætning mod de massivt overtallige modstandere. Muligheden for at feje ti soldater af banen med et par hug fra sit våben, eller bruge et af spillets ødelæggende specialangreb og vende slagets gang på et splitsekund, forbliver både sjovt og imponerende hele vejen.

Desværre er det ikke helt lykkes for udvikleren at eliminere nogle af de fejl, der altid går igen, i denne genre af spil. Det tætteste man kommer på noget lignende Spartans gameplay, er den sejlivede Dynasty Warriors-serie, hvor du ligeledes får lov at besejre et hav af fjender på en gang. Dynasty Warriors-seriens største problem har dog altid været, at der reelt ikke er nogen strategi eller måde at blive bedre til spillene på, da det hele drejer sig om at trykke kontinuerligt på den samme knap fra start til slut. Creative Assembly har tydeligvis anerkendt problemet, og har derfor prøvet at udbygge kampsystemet og strategierne, der skal bruges til at besejre de mange forskellige slags fjender, samt krydre banerne med forskellige delmissioner og opgaver.

Selvom jeg må rose indsatsen, er der dog ingen af de ekstra elementer, der gør spillet markant mere interessant. Kampsystemet prøver med implementeringen af forskellige våben, samt forskellige strategier mod forskellige fjender at holde det friskt. Oftest er det nemmeste dog at ramme med nok slag indtil du har opladet et specialtrick, for derefter at udrydde næsten alt og gøre det samme igen. Ligeledes er ekstraopgaverne hullede og meget basale, og består primært i at trykke på en kontakt eller lignende for at igangsætte en fælde for fjenderne. Det er en forbedring i forhold til genren, men forlænger kun fornøjelsen ved spillet marginalt.

Teknisk skinner Spartan stærkere end størstedelen af artsfællerne på PlayStation 2, og væk er de mudrede farver og underlige tåger, der oftest undskylder konsollens høje alder. I stedet strækker verdenerne sig mod horisonten samtidig med at det hele myldrer af liv, kaos og blod. Figurerne er ganske vist ikke superdetaljerede og virker i almindelighed lidt firkantet, men det glemmes hurtigt fra første øjeblik du bliver vidne til et af de utallige kaotiske slag, spillet konstant byder på. Ligeledes imponerende er det også at konsollen selv i de mest hektisk øjeblikke, tilsyneladende ikke har det mindste problem med at følge med og nemt holder trit med hvad der sker på skærmen.

Spartan: Total Warrior er en evolution af en genre, som i længere tid har ventet på at tage det næste skridt. Skridtet er dog knap så stort, som jeg havde ønsket, og det er virkelig ærgerligt, at holdet stadig ikke er sluppet uden om genrens største faldgruppe - den manglende dybde. Spillet er ren guf, hvis du er til genren, eller bare har lyst til at bekæmpe tusindvis af soldater på kortest tid muligt, men vil for dem der savner et dybere gameplay stagnere efter et par timers spil. Selv superkrigere har åbenbart deres problemer at døje med.