Space Colony

Med en lettere ligegyldig baggrundshistorie, der specielt synes at drage inspiration fra tressernes kiksede science fiction serier, introduceres man til en verden fyldt med forhindringer i form af udbygning, ressourceindsamling og kamp mod papmache lignede monstre. Spillet adskiller sig dog fra andre spil i genren ved at prøve at ligge stor vægt på de enkelte figurers personligheder. Således har man i modsætning til andre spil i genren kun op til tolv figurer at holde øje med, der dog med deres unikke personligheder stadig byder på lidt af en udfordring.

Den konstante pasning af de enkelte figurers præferencer såsom mad, kommunikation, motion m.m. agerer som spillets egentlige udfordring, og mulighederne for at udbygge med nye faciliteter bør egentligt kun tages i brug når figurerne kræver det. Og det er her spillets største problem viser sig, for gameplayet bliver hurtigt utroligt mekanisk og fastsat. Hver figur har for det meste en favorit præference som altid synes at passe med den facilitet der er blevet tilgængelig få sekunder før figuren gjorde sin indtræden i spillet. Hver af spillets faciliteter passer primært til en enkelt figur, og der er derfor ikke nogen egentligt grund til at eksperimentere med spillets forskellige muligheder, da de for det meste ikke kan bruges til noget nævneværdig før den rette figur har fundet vej til spillerens base.

Titler som Startopia og specielt Dungoen Keeper serien viste hvor stor en fryd det kunne være at lege og eksperimentere med spillets mange indbyggere og bygninger. Det totale kaos der hurtigt kunne opstå ved at lade de forkerte monstre bo ved siden af hinanden, samt de forskellige styrker og svagheder var hvad der gav disse spil deres helt specielle gameplay. Denne dynamik mangler desværre totalt i SC, og gør derfor at spilleren sidder med en tom følelse mens spillet spilles.

Hvor historierne om Dungeon Keepers fejlfyldte grafik er mange og det modsatte kan siges om Startopias utroligt flotte ydre, sniger SC sig forbi med en grafik der på en god dag bedst beskrives som mangelfuld. Hele spillet ses i et isometrisk perspektiv som virker glimrende til formålet, med figurerne og omverdenen er der dog virkeligt blevet sparet på budgettet. En flok uinspirerede og stereotypiske figurer udgør størstedelen af mandskabet, og med en gyselig animation som end ikke hører til i denne tidsalder kan grafikkortet i pc’en roligt tage en pause. De små jingler der udgør spillets soundtrack, samt spillets dialog er dog af en udmærket kvalitet og kan i bedste tilfælde aflede opmærksomheden fra spillets grafik.

Et aspekt udvikleren dog har klaret ganske godt er implementeringen af en stemning, som til forveksling minder om den der er at finde i mange af de gamle science fiction serier, hvor papmache monstre fra Mars hæmningsløst jagede hovedpersonerne. Spillets tager heldigvis ikke sig selv særligt seriøst, og når spillets galleri af figurer angribes af "frygtindgydende" kæmpe dræberbier fra Pluto, eller lignende utroværdige monstre, hører det til spillets absolutte højdepunkter.

Hvis udviklerne virkeligt har draget meget af deres inspiration fra de titler der allerede er blevet nævnt flere gange i denne anmeldelse, er det utroligt at man ikke har gjort mere for at højne spillets kvalitet. SC har tydelige mangler i forhold til titler som har flere år på bagen, både teknisk såvel som gameplay mæssigt, og bedre kan det vel egentligt ikke siges. Hvis man som gamer virkelige mangler et spil af denne type, er der penge at spare, såvel som fornøjelsen af et bedre gameplay ved at finde Startopia som budget titel.