Soul Calibur 4

Om man skal lave spil for sin egen forfængeligheds skyld eller for spillerne, skal jeg lade være usagt, men da nyheden om Star Wars-figurer i det kommende Soul Calibur 4 sivede ud fra Namco Bandais hovedkontor, og de kritiske røster blev til et flerstemmet klagekor, forsvarede spillets producer Katsutoshi Sasaki sig med, at de netop ikke sad i et elfenbenstårn, men nede på gulvet sammen med resten af fanbasen. George Lucas' velkendte klenodier var altså simpel kundepleje.

Hvor jeg så sidder, det aner jeg ikke helt, men det er i hvert fald ikke på gulvet, for på mig virker Darth Vader, Yoda og ikke mindst lærlingen fra det kommende The Force Unleashed, som ret ligegyldige tilføjelser til en ellers fabelagtig fighting-serie. Den knæhøje Yoda springer omkring som en lynkineser i en skotøjsæske, Darth Vader tordner løs med sit evige åndedrætsbesvær, og lærlingen er bare et stort blankt kanvas. Selvfølgelig er de polygon-perfekte og animeret med den største finesse, men de siger mig ikke et hak.

Heldigvis er resten af Soul Calibur 4 uberørt af det blakkede intergalaktiske karaktergalleri. Intro-sekvensen, der for en gangs skyld ikke er et udstillingsvindue for samtlige spilfigurer, er så poleret, at det nærmer sig det anale. Imens er koreografien klokkeren og designvalget noget nær perfekt. Soul Calibur ligner stadig et fransk haute couture-show med påfuglefjer, tætsiddende uniformer og kniplinger, og jeg forventer ethvert øjeblik, at Jean Paul Gautier vimser ind på scenen for at tage mod applaus, men sådan har det altid været; enten kan man lide det opstyltede modeshow eller også kan man ikke. Som polygonknuser er det fjerde kapitel dog fornemt realiseret med en helt fantastisk glidende billedside og masser af elegante detaljer. De mange arenaer strækker sig helt ud i horisonten og efterlader et indtryk af en eventyrlig verden, fyldt til randen med piratskibe, buldrende vulkaner og knejsende borge.

Det er dog i fyldet, at Soul Calibur 4 for alvor hæver sig over de tidligere udgaver. Som et rent overflødighedshorn af spilmodes og muligheder, byder det fjerde kapitel denne gang på ca. 35 spilbare karakterer, og dette inkluderer de hjemmelavede kreationer, som kan laves via Character Creation-funktionen. Funktionen er i sig selv ikke ny, men den er udvidet markant, med et væld af muligheder for at betone din kampstil, fylde på med udstyr (der nu også har en funktion) og lege med alt fra hårpragten til din kropsbygning og ansigtsform. Du kan også tage din karakter online i den mundering og så kæmpe mod ligesindede, hvilket gør multiplayerkampene mere interessante, varierede og personlige.

Samtidig er der fyldt på med nye våben, kostumer, hatte og karakterer, som løbende åbnes op for, ved at spille dig gennem spillets Story-mode. Yoda er klar fra begyndelsen i Xbox 360-udgaven, mens Darth Vader dominerer i PS3-versionen, men skal du have fat i f.eks. Sith-lærlingen, Cervantes, Lizardman og en lang række andre, så må de købes for de mønter, du får tildelt efter hver afsluttet kamp eller vindes ved, at gennemføre spillet med et bestemt antal karakterer og under visse regler. Præcis hvad der ligger af overraskelser og venter, skal jeg ikke afsløre her, for det er immervæk noget af charmen ved serien, men der er masser af slagfaste figurer, at give sig i kast med.

I arenaen er der også sket mindre ændringer. Gentagne blokeringer af slagkombinationer, efterlader din karakter i en svækket tilstand, hvorefter modstanderen kan afslutte det hele med et såkaldt Soul Crush. Dette forhindrer på fornemste vis, de mere defensivt orienterede i bare at krybe sammen i den anden ende af kamparenaen og vente på en åbning, ligesom det gør sidestepping mere nødvendigt for ikke at lande i en sand snestorm af spark og slag. For første gang i seriens historie betyder det også, at den rustning, du har på, altså er dit udstyr nu andet og mere end pynt. Smadres f.eks. dit brystpanser, så er slag til denne region langt mere dødelig. At arenaerne også er større i denne omgang og at ringouts mange gange ikke er tilgængelige fra begyndelsen, gør ligeledes Soul Calibur 4 en smule taktisk, om end det ikke er en skelsættende ny oplevelse. Det samme gælder muligheden for at bytte karakter midt i en kamp, noget der kan lade sig gøre i visse Story-mode øjeblikke. Det fungerer fint, men ændrer ikke fundamentalt ved den klassiske Soul Calibur-oplevelse.

Af nye karakterer er det bl.a. Hildegard von Krone, en stolt kvindelig ridder med en lang rækkevidde og en funklende rustning, der virker tiltalende og godt balanceret, ligesom jeg også blev ret vild med Scheherazade, der mest af alt minder om en letbenet elverpige. Men jeg endte alligevel med at spille de mere velkendte og gamle favoritter som Kilik, Yun-Seong og Mitsurugi, da bevægelserne og deres mønstre nærmest sidder på rygraden efter utallige kampe på Dreamcast. Fælles for hele galleriet er, at der er noget for enhver smag, og at du uden tvivl vil kunne finde tre eller fire karakterer at gå i kødet på. Styringsmæssigt er jeg nok forfalden til PS3-udgaven, da de seneste to-tre kapitler har været spillet med et Dual Shock-joypad mellem hænderne, men efter en del øvelse med X360-kontrolleren, har jeg fået rimelig godt styr på det og må indrømme, at det fungerer strålende - så længe man lægger joypaddet på knæet og spiller det, som var i arkaderne. Skulle det ikke virke, kan man jo altid investere i et ægte joystick.

Hvis min Soul Calibur 4-anmeldelse ikke lyder som en total lovprisning af serien eller genren i al almindelighed, så skyldes det nok i høj grad, at den ikke springer fremad med syvmileskridt for hver udgivelse, men i stedet forædles og forfines med nærmest mikroskopiske ændringer til balancen og tempoet, og at disse sjældent lader sig afsløre, før skiven har snurret i konsollen i adskillige måneder. Alligevel tør jeg godt lægge hovedet på blokken og kalde Soul Calibur IV for et solidt, raffineret og gennemført stykke kamphistorie, der uden tvivl vil være velkomment hos både Xbox 360- og PlayStation 3-ejere. Det er bare svært, at spore den store revolution.