Sonic the Hedgehog 4: Episode I

Du kan læse anmeldelsen af PlayStation 3-udgaven ved at klikke her. Har du allerede læst denne, kan du springe ned til efter billedet og læse videre i iPhone-anmeldelsen her.

Det var tilbage i de glade halvfemsere. Mario var kongen af platformspil, og Sega kiggede misundeligt til fra sidelinjen. Nintendos konsol solgte godt, og Segas Mega Drive/Genesis manglede stadig et ansigt der kunne sælge maskinen. Ganske vist havde firmaet haft god succes med Alex Kidd, der nu kom indbygget i firmaets Sega Master System-konsol. Men der manglede stadig noget, der kunne sælge budskabet om de massive 16-bit-kræfter som Sega Mega Drive kunne levere.

Segas interne udviklerhold AM-8 blev sat på sagen. Femmandsgruppen kom op med historien om det blå pindsvin Sonic, der boede med vennerne på South Island. Holdet skiftede navn til Sonic Team, og tilføjede lydsamplen "Sega!" til spillets intro (en detalje der åd anseelige mængder af kapslens hukommelse).

Akira Watanabe designede verdens hurtigste pindsvin, og Masato Nakamura fra det populære J-pop-band Dreams Come True blev hyret til at lave musikken. Spillet var en dundrende succes.

Sonic The Hedgehog blev hurtigt kendt som det seje og friske alternativ til Nintendos aldrende Mario. Dr. Robotnik (eller Eggman som han hed i Japan) var skurken med de skumle planer, og Sonic var helten der konstant forpurrede dem. Spilserien bød på nogle af konsollens bedste platformsøjeblikke. Storhedstiden endte efter Sonic 3 & Knuckles, der for mange var det sidste ægte Sonic-spil. Derefter blev Sega opslugt af ideen om at modernisere Sonic og tage ham ind i 3D-tidsalderen.

16 år er der gået. Sonic har været stjerne i adskillige titler, og på gæstevisit i et hav af andre. Han har endda slået sig sammen med Mario for en kort bemærkning, men uden succes. Nu er det endelig tid til den ægte efterfølger. Takashi Iizuka, som også arbejdede på originalen, er tilbage ved roret. Sig pænt goddag til Sonic 4.

Det første der byder mig velkommen, da jeg har downloadet titlen, er den grynede sample der jublende råber "Seeegaaa", efterfulgt af et genkendeligt startbillede. Selv da navnet på den første zone dukker op, er det rent kræs for de nostalgikeren i mig. Splash Hill hedder den, og det er tæt nok på Green Hill Zone til at glæde mig. Det er som at blive kastet tilbage til Sonic som man husker ham.

Sandheden er naturligvis at Sonic aldrig var i 1080p, cel-shadet eller fyldt med så meget liv som nu. Dette er Sonic som man husker ham, ikke som han var. Og det fungerer.

Sega er ikke just kendt for at mestre kunsten i at levere virtuelle styrepads på Apples i-apparater, men denne gang har de taget sig grundigt sammen. Styringen er god - ikke i top som ved eksempelvis Gamelofts produktioner og Square Enixs Chaos Rings, men god nok. Samtidig er der tre muligheder: enten har du et virtuelt joypad i det ene hjørne ellers bruger du accelerometeret i dit apparat, og hælder det for at styre Sonic. Jo mere du hælder desto hurtigere løber han. - eller også kombinerer du disse to.

Samtidig er der tilført et målsøgningssystem, der automatisk leder Sonic mod et markeret mål, hvilket åbner op for nye tricks, når kløfter skal forceres kun ved at springe fra fjende til fjende.

Det tager ikke lang tid før jeg er igennem den første del af zonen, faktisk tager det kun få minutter og selvom sværhedsgraden stiger, bruger jeg under en time på at gennemføre alle fire dele af første zone. Der er få tilfælde hvor jeg bander over manglen på et "ægte" pad, men i det store hele er indtrykket positivt, både på min iPod Touch, min iPhone 3G og 3GS. 3G-modellen kræver dog en genstart, men så er oplevelsen også uden hakken og sprutten.

Der er fire zoner i alt, og med lidt hurtig hovedregning kan man frygte at spillet er ovre hurtigere end en biograffilm. Ganske vist har Sonic 4 et "episode 1" påklistret og er en download-titel, men det virker som om jeg bør forberede mig på en kort og noget tynd oplevelse, og til premium-prisen på 59 kroner er det lige friskt nok.

Online-verdensranglisterne fra PS3-udgaven brillierer ved deres fravær og det kan undre at Sega ikke har benyttet Game Center her. Retina-display er heller ikke supporteret.

I anden zone er det tid til Casino-tema. Casino Street byder på farveladeglade neonfarver og nogle finurlige tricks i de flotte baner. Det er samtidig her, at man bliver budt på den første store forskel på de to udgaver. Sega har nemlig lavet to eksklusive iPhone-baner. Den første har form som et gigangtisk pinball-maskine, og her skal man bruge Sonic som kugle, og score 100.000 point for at komme videre til næste del.

I Lost Labyrinth er der endnu en iPhone-specifik bane. Her flyttes handlingen til ruiner og støvede katakomber, og i tredje del bydes der på heftige køreture i minevognen, hvor man styrer hastigheden ved at bruge telefonens indbyggede accelerometer til at "vælte landskabet". Det fungerer forbløffende godt, og er en sjov og anderledes Sonic-oplevelse. Desværre tager denne bane pladsen væk fra en af mine PS3-favoritter, nemlig banen der kun oplyses med en fakkel.

I Mad Gear-zonen får sværhedsgraden endnu et nøk i vejret, og der skal balanceres på enorme tandhjul og trykkes på kontakter, mens en kæmpe grinder-maskine gør sit til at stoppe legen. Og når denne del er gennemført, har man været igennem fire zoner i hver fire dele, med tilhørende bonusbaner og (især til allersidst) umanerligt hårde udfordringer.

Bonusbanerne der også findes på PlayStation 3-udgaven kan også styres med accelerometeret, og er den klassiske type, hvor Sonic befinder sig en en stor labyrinth, der kan drejes ved at vende telefonen (eller Sixaxis).

Efter lige omkring tre timer i selskab med den håndholdte udgave, må jeg dog erklære at det er konsol-versionen der vinder, men er man kæmpe Sonic-fan er der grund til at eje begge udgaver for at få det hele med.

Naturligvis er det lækkert at have en så flot håndholdt udgave af Sonic, men stadig skuffer iPhone/iPod Touch-udgaven en anelse.
Styringen har flere gange resulteret i et dødsfald for mig (især i Mad Gear-zonerne), og selvom det er den bedste iPhone-styring endnu set på et Sega-spil, er den stadig ikke helt perfekt.

Manglen på leaderboards trækker også ned, og så er prisen i App Store-sammenhæng utrolig høj. Sonic 4 - Episode 1 er en god Sonic-titel til iPhone, men det er langt fra den bedste platformstitel til systemet.