Sonic Frontiers viser stort potentiale, men føles stadig som en usleben Chaos Emerald

De seneste par årtier har været en ujævn rejse for Sonic, så måske er det meget passende, at det kommende Sonic Frontiers begynder med en hård landing på en stor og mystisk ø. Heldigvis var min egen rejse noget mere glat, men jeg kunne ikke lade være med selv at føle mig som den ikoniske karakter, en smule malplaceret og forvirret, da jeg landende ved Kona Airport på Hawaii for at prøve en næsten færdig udgave af spillet her kort inden lanceringen.

Man kan pege på tematiske forbindelser (både spillet og preview-eventet finder sted på isolerede øer) eller historiske (Sega blev stiftet i Honolulu tilbage i 1940), men at Sega havde inviteret en stor gruppe journalister fra Europa, Japan og Nord- og Sydamerika til det tropiske paradis peger primært på én ting - Den japanske udvikler satser hele butikken på, at Sonic Frontiers bliver en massiv succes.

Efter at have prøvet tre ud af spillets fire "åbne zoner" i en 6 timers lang spilsession, burde jeg være i stand til at komme med som minimum et kvalificeret bud på, hvorvidt det rent faktisk bliver tilfældet. Men for at være helt ærlig, er jeg stadig meget i tvivl. Jeg kan simpelthen ikke rigtig blive klog på Sonic Frontiers. Det ene øjeblik leverer spillet hurtigt og stramt gameplay og en utrolig smuk præsentation, for kort efter at føles tungt og generisk. I det mindste er det et modigt spil, og jeg respekterer Sega og Sonic Team for at prøve noget nyt med den nu mere end 30 år gamle karakter.

Kronos Island
Som du måske har set i den tidligere dækning, begynder Sonic Frontiers på en regnfyldt og tilsyneladende øde ø, hvor afdæmpet klavermusik giver et passende melankolsk lydtæppe. Der er allerede blevet skrevet en del om inspirationen fra The Legend of Zelda: Breath of the Wild, men i mine øjne minder det næsten mere om Shadow of the Colloseus med en ensom og gold verden med få tegn på tidligere eller nuværende beboelse.
Hvordan passer Sonic ind i alt dette? er spørgsmålet, som mange har stillet, siden spillet først blev afsløret tidligere på året. For at stille det lidt på spidsen, så passer han slet ikke ind. Selv den ekstremt driftige Robinson Crusoe brugte et par timer på at tudbrøle og forbande sin skaber, inden han fik det meste ud af sin uønskede tropeferie, men Sonic er stadig den samme ligefremme fartdjævel som altid, og han virker ikke den mindste smule tynget af sine uvante omgivelser. Det får spillet til at føles - i hvert fald i begyndelsen - som en slags mod, hvor en kløgtig fan har formået at transportere den ikoniske karakter ind i et helt andet spil.

Der går dog ikke længe, inden det føles som et traditionelt Sonic-spil. Kronos Island er nemlig særdeles "Sonic-venligt" i sit design, og inden længe drøner jeg langs skinner, hopper mellem balloner og skydes ud ad ramper i jagten på de mange forskellige nøgler, diamanter og andre skinnede genstande, der skal indsamles for at skubbe historien på gled. De små platformudfordringer føles næsten som små Pachinko- eller Pinball-maskiner, hvor det mere handler om præcis timing end skarp kontrol, hvilket nok er meget fornuftigt, da Sonics hurtige bevægelser ikke på samme måde som Super Mario eller Rayman egner sig til fuld udforskning af store tredimensionelle landskaber. Det fungerer overraskende godt, om end det er en smule frustrerende at skulle drage tilbage til udgangspunktet, hvis du misser et hop eller et sporskifte undervejs.

Heldigvis er der også masser af aktiviteter udover udforskning. Det mest interessante er nok portalerne, der leder til Cyberspace. Her skal du gennemføre traditionelle niveauer (med tidsbegrænsninger og samlegenstande) baseret på tidligere Sonic-baner, fra 2D-klassikere til nyere 3D-affærer. Med medrivende popmusik og en farverig, blinkende visuel side giver niveauerne korte skud adrenalin, og er med til at give spillet en afvekslende rytme. Det samme kan siges om de Mario Party-inspirerede minispil involverende spillets nuttede maskotvæsener Kocos, samt det simple, men underholdende fiskespil.

Undervejs smider spillet også et par hovedbrud efter dig, og jeg er glad for, at rummet, hvor vi spiller, på ægtevis amerikansk vis har et klimaanlæg, der kan forvandle Sahara til Grønland, for nu at parafrasere en meget omtalt politiker. I hvert fald kræver et par af udfordringerne, at du kan holde hovedet koldt. Spillets mest interessante gåder kræver dog hverken, at du flytter på sten, slukker fakler eller den slags. Ligesom i det førnævnte Shadow of the Colossus kræver spillets hæsblæsende bosskampe, at du først og fremmest formår at kravle op ad de massive væsener. Det kræver god brug af Sonics forskellige evner samt stort overblik, som for eksempel da jeg skal jagte en regnbuelignende hale på en massiv, flyvende fjende. Senere skal du så finde deres svage punkt, hvilket spillet dog ofte giver et lille praj omkring gennem en af de nogle gange lidt for hyppige pop-up-beskeder.

Ares Island
På trods af nogle få problemer med kontrollen, er jeg kongelig underholdt det meste af mine to og en halv time på Kronos Island, der kulminerer med en intens sekvens som Super Sonic, der virker som en blanding af en musikvideo og en bosskamp. Desværre går det hurtigt ned ad bakke efterfølgende.

Det triste og uinspirerende ørkenlandskab på Ares Island formår ikke at fange min opmærksomhed, og uden særligt mange fascinerende lokationer til at distrahere mig, kommer spillets mangler pludselig til at virke mere fremtrædende. Frarøvet alle mine tidligere indsamlede genstande (hver zone har sin egen score) begynder Ares Island måske meget passende at føles som lidt af en ørkenvandring. Jeg støder konstant hovedet mod mure, der kræver at jeg indsamler dit og dat for at avancere den i øvrigt ikke særligt medrivende historie. Dette designelement er utvivlsomt introduceret for at sikre, at man ikke bare blæser gennem historien, men fremfor stille og roligt at trække mig i retning af interessante aktiviteter, føles det nu som om spillet aktivt holder mig tilbage.

På andre tidspunkter, er problemet det stik modsatte, da spillet har en tendens til at smide for mange fjender, pop-up-beskeder og andet gejl efter dig, mens du forsøger at koncentrere dig om en aktivitet. Ja, det er en dynamisk verden, men når forskellige begivenheder hiver og flår i spillets kamera, bliver den i forvejen lidt møjsommelige styring kun endnu værre.

Selv spillets ellers glimrende kampe begynder at løbe en smule ud i sandet. Et par gange oplever jeg, at fjender helt glemmer at angribe mig i deres iver efter at udføre defensive manøvrer, og hvad værre er, så begynder selv bosskampene nu at føles en smule billige. De er stadig visuelt imponerende, men interaktiviteten halter, som da en slags sandhaj hiver mig gennem hele ørken, mens jeg klynger mig til dens hale ved at udføre Quick Time Events. Værre var et stort grumt bæst, som jeg skal besejre ved at glide langs og skifte mellem koncentriske ringe. Af en eller anden grund vil Sonic slet ikke som jeg vil. Mit blod koger, men da jeg trods alt vurderer, det vil være en kende dramatisk at vælte skærmen og hoppe på det næste fly mod Danmark, nøjedes jeg med at give skærmen fingeren og haste på toilettet. Ikke særligt modent, men hold nu op, hvor kan Sonic til tider være frustrerende.

Chaos Island
Det er med bange anelser, at jeg kaster mig over Chaos Island, en dyster vulkanø, som ikke tidligere er fremvist til hverken presse eller fans - forsætter kvaliteten med at dale på samme vis, bliver den sidste åbne zone med al sandsynlighed enten helvede eller Sonic '06. Heldigvis bliver jeg straks grebet igen takket være et genfundet fokus på de mere atmosfæriske og mystiske aspekter af spillets fascinerende verden.

Takket være en ny gemt fil, befinder jeg mig nu mere end 10 timer inde i spillet. Sonic har i mellemtiden lært en del nye tricks såsom Homing Shot, der består af en ildkugleregn lige ud af Dragon Ball, og de robotagtige fjender har tydeligvis også fået en opdatering eller to, så de nu er mere aggressive og intelligente. Selv landskabet virker nu en smule fjendtligt. Sonic kan ganske vidst stadig rulle over selv de stejleste bjerge, men for at komme over floder af lava og andre forhindringer, skifter kameraet flere gange dynamisk til 2D, hvilket fører til et par overraskende veludførte platformsektioner. Oven på den lidt drøje Ares Island (som jeg dog langt fra spillede til ende) føles Chaos Island nærmest som en genkomst ud af asken.

Desværre kan jeg ikke sige ret meget mere, om Chaos Island, da preview-sessionen kun bød på lidt under en times spilletid i det nye miljø. Men om ikke andet, viser de mange nye tricks, som udvikleren pludselig hiver frem halvvejs igennem, at Sonic Frontiers stadig formår at overraske, når man mindst venter det.

For at runde af, har jeg svært ved at danne mig en enkelt, afrundet holdning om Sonic Frontiers. Det er et vildt spil, et modigt spil, og ligesom det ivrige blå pindsvin virker det til nogle gange at bevæge sig i flere retninger på én gang.

En ting er dog helt sikkert. Series Producer på Sonic-serien Takashi Iizuka havde ikke meget tid til at sole sig på de Hawaiianske strande, da han sammen med sit hold stadig har en del af gøre inden lanceringen.

Først og fremmest skal spillet slibes en smules til, en kameravinkel her og en platform der. trænger i hvert fald til at justeres. Det samme gælder for nogle af fjendernes AI. Desværre er der også store problemer med texture pop-in i det ellers så smukke spil, selv på de high-end PC'er vi brugte under previewet. Jeg er overbevist om, at Sonic Team kan, hvis ikke løse det fuldstændigt, så i hvert fald begrænse skaden ved at tilføje nogle tågeeffekter eller andre smarte tricks. Men det gør mig da en anelse bekymret i forhold til spillets tilstand på Nintendo Switch og den forrige generations konsoller.

Når det er sagt, så havde jeg det stadig sjovt i omkring 80 til 90 procent af min tid med spillet. Jeg er derfor ret sikker på, at Sonic Frontiers vil blive set som en positiv retning for serien som helhed. Men det føles stadig som en usleben diamant, og hvorvidt Sonic Frontiers vil kunne klare sig i konkurrence med Call of Duty: Modern Warfare II, God of War: Ragnarök og de andre store lanceringer i den kommende tid, er endnu for tidligt at sige.