Somerville

Hvis du har åbnet denne side og taget et kig på de forskellige screenshots, før du gik i gang med teksten, skal du være undskyldt, hvis du var af den opfattelse, at Somerville er det næste spil fra Playdead. Det har nemlig en påfaldende visuel lighed med især INSIDE med dets dæmpede farvepalette og maleriske brug af low poly-stilen. Men Somerville er selvfølgelig ikke Arnt Jensen og resten af den danske udviklers nye spil, men i stedet nystiftede Jumpships debuttitel. De to studier har dog et direkte slægtskab, da Playdeads medstifter Dino Patti har været med til at grundlægge Jumpship og fungerer som producer på projektet. Somerville er dog i højere grad animatoren Chris Olsens hjertebarn, og sammen med resten af holdet har han udviklet et smukt og stemningsfuldt spil, som dog læner sig så meget op ad netop Playdeads spil, at det har svært ved at undslippe den skygge, de kaster.

Som kæmpe fan af netop Playdeads titler har jeg fulgt Somerville, siden jeg opdagede det under Microsofts E3 præsentation i 2021. I en tid hvor overeksponering er normalen, er det fascinerende, hvor lidt Jumpship har vist af spillet, og når de har snakket om det, har det mest været for at distancere det fra de åbenlyse sammenligninger med Playdead, selvom det så åbenlyst trækker meget, omend ikke alt, fra deres spil. Jeg respekterer tilgangen, og derfor vil jeg også skynde mig at tilføje, at selvom jeg selvfølgelig holder mig fra deciderede spoilere, vil jeg naturligvis komme ind på spillets grundlæggende præmis og de mekaniske skruer og møtrikker, der får det hele til at hænge sammen.

Med det sagt er det egentlig ikke fordi, at Somerville gør noget, der er synderligt radikalt eller overraskende, som gør, at det føles ekstra vigtigt at gå så uvidende som muligt ind til. Dermed ikke sagt, at den grundlæggende præmis ikke er interessant, for det er den afgjort. Somerville fortæller historien om en invasion fra rummet set fra en families perspektiv for at give en intim vinkel på en enorm begivenhed. Tilgangen er ikke ny i filmverdenen, hvor for eksempel Spielbergs War of the Worlds og A Quiet Place er oplagte eksempler, men i spilform fokuserer invasioner fra rummet typisk mere på frelseren end den lille mand, der bare prøver at overleve og blive genforenet sine elskede.

Det er netop i skildringen af en mand, der både flygter og leder, at Somerville står stærkest. Den kluntede åbning, hvor familien er samlet i deres idylliske, landlige hus, er mest bemærkelsesværdig for at male et sandsynligvis utilsigtet billede af forældrene som værende relativt uansvarlige, men så snart du i rollen som faren bliver adskilt fra din kone og barn, sker der noget. Kun bevæbnet med din opfindsomhed og et armbånd, der kan manipulere en mystisk substans, drager du ud afsted. Omgivelserne er hverdagsagtige. En mark, en skov, en campingplads. Men Jumpship indrammer hver enkelt lokation smukt, og formår at gøre dem dybt stemningsfulde. Mødet mellem det helt ordinære og det dybt ekstraordinære har altid været et spændende udgangspunkt for at skabe billeder, der sætter sig på nethinden, og Somerville lykkes flot med netop dette. Hvad end du sniger dig fra bil til bil på en forladt motorvej eller gemmer dig for overmagten i et halvt kollapset telt, er det mindeværdigt, fordi det føles ægte på en både smuk og skræmmende måde. Billedsiden bakkes flot op af et virkelig stemningsfuldt lyddesign, som dog har en uheldig tendens til at forsvinde på kritiske tidspunkter, hvilket selvsagt lægger en dæmper på effektiviteten af de pågældende øjeblikke. Skynd jer at få det patchet, Jumpship!

Den jordnære tilgang går bogstavelig talt igen i gameplayet, for modsat i Playdeads spil besidder vores unavngivne protagonist ikke evnen til at hoppe. I stedet består udfordringen i at løse de ret håndgribelige gåder, Somerville præsenterer. Det handler oftest om at fjerne de fysiske objekter, der forhindrer dig i at fortsætte din søgen efter resten af familien, hvilket gøres med en blanding af god gammeldags håndkraft og førnævnte armbånd, som især vækkes til live af elektroniske apparater. Ved at sno en lyskæde om en lygtepæl, bliver det med armbåndets kræfter muligt at opløse den materie der blokerer din vej, mens det andre gange handler om at finde ud af, hvordan nogle skodder kan blive slået ned, så de kan skjule dig for den invaderende magt. Der er god sammenhæng mellem omgivelser og gådernes udformning, hvilket hjælper med at sælge den naturalistiske tilgang, og generelt er sværhedsgraden af dem på et niveau, der holder dig engageret, men ikke burde være et stort problem for de fleste, hvilket er en fordel, når en glidende fremgang er så vigtig, som det er tilfældet i denne type spil.

Enkelte gåder er dog frustrerende, og det sker typisk, når spillets generelt vakkelvorne fysik kommer i spil. Tidligt i spillet skulle jeg for eksempel have lokket nogle små robotagtige rumvæsner et sted hen ved hjælp af en utæt spand fyldt med en besynderlig masse, de bliver tiltrukket af. Jeg havde egentlig regnet løsningen på gåden ud, men kunne ikke trække spanden hurtigt nok hen mod mig, hvilket resulterede i, at indholdet blev tømt for tidligt og rumvæsnerne derfor vendte om. Det lykkedes til sidst. Ikke fordi jeg fandt en anden løsning, men kun fordi fysikken var med mig. Jeg ved ikke med jer, men for mig er det ikke tilfredsstillende at finde ud af løsningen og derefter bruge 20 forsøg, før det virker.

Ovenstående eksempel var dog det suverænt værste, jeg stødte ind i. Oftest er gåderne som sagt veldesignede, men jeg savner alligevel flere måder at overvinde omgivelserne på. Ja, der er flugtsekvenser, men frataget muligheden for at hoppe, bliver de simple løbeøvelser. Det samme kan siges, om de gange, hvor du skal undgå fjenden ved at snige dig fra det ene dække til det andet, eller når du bevæger igennem et system af grotter, der burde være rigt på naturlige forhindringer.

Selvom jeg godt kan savne lidt mere fysikalitet fra et spil, der handler om den utrolige fysiske anstrengelse, det må være at kæmpe sig gennem efterdønningerne af en invasion fra rummet, er størstedelen af Somerville stadig en visuel fornøjelse med det ene mindeværdige billede efter det andet, og en færd jeg virkelig var engageret i at fortsætte. Desværre tager spillet en uheldig drejning hen mod slutningen, der forråder dets fundament. Jeg vil ikke gå i detaljer, men i mine øjne er fejltagelsen todelt. Først formår den ikke at forløse ambitionen om at fortælle en vedkommende historie om familie. Faktisk efterlader denne del af historien mig underligt kold, hvilket jeg tror skyldes en blanding af manglende narrativt benarbejde og begrænsninger på animationsfronten - ordløse fortællinger højner ganske enkelt kravene til de andre elementer. Derudover skifter historien retning til noget, der ganske vist er modigt, men som jeg havde svært ved at passe ind i det jordnære udgangspunkt. Og som det sidste sure kirsebær på toppen, løber Jumpship med en enkelt markant undtagelse også tør for gode ideer rent gameplaymæssigt, hvilket resulterer i en afsluttende etape, der føles mest som rundstrækning i Post Danmark Rundt frem for resten af spillets konstant skiftende Alpe-etape.

Det sætter et lidt ærgerligt punktum for en ellers flot iscenesat rejse gennem et invasionsplaget U.S.A. Men som bekendt handler det ofte om rejsen snarere end destinationen, og Somerville er netop rig på de rejseminder, der gør det værd for tilhængere af Playdeads spil at booke billet - også selvom det mangler den nerve og variation, der kendetegner deres spil.