Soma

Jeg elsker gyserspil. Eller rettere, jeg både elsker og hader dem. Den aften, hvor jeg fuldt tanket op på energidrikke, sneg mig igennem Aliens Vs. Predator 2, kommer jeg aldrig til at glemme.
Jeg var bange for, at mit hjerte ville eksplodere og det samme kan siges om den gang, Dobermann- køteren brasede gennem vinduet i Resident Evil.

Jeg har også spillet klassikere som Condemned: Criminal Origins, Amnesia, Silent Hill 3, Resident Evil: Code Veronica, Dead Space og sidste års Alien: Isolation, selvom jeg egentlig er ret dårlig til gyserspil.
Jeg sveder, skælver og skriger af TV'et, som besat. Ofte må jeg ringe efter forstærkninger i form af venner, som har stærkere nerver end mig. Hvis jeg ikke gør det, risikerer jeg at dø af et hjerteanfald, inden jeg fylder fyrre.

Ok, nok om mig. Lad os i stedet snakke om det spil, som jeg har rodet mig ud i denne gang, som jeg langsommeligt har arbejdet mig igennem. Skaberne bag er Frictional Games, altså studiet bag spil som Penumbra: Overture og Amnesia: The Dark Descent. Skræmmende rutinerede, er vel en passende beskrivelse af dem. Dette nye spil bærer navnet Soma, og det bibeholder stilen som deres tidligere titler. Dog er der nogle tydelige forskelle.

Soma handler om underhavsstationen Pathos 2, som blev bygget for at beskytte mod utallige asteroider, som jævnligt er begyndt på at bombardere jorden. Basen skulle ligeledes udvikle udstyr til at forvare kloden mod asteroiderne.

På denne måde var det meningen, at man kunne finde fred til at genopbygge samfundet, men dybt nede under havoverfladen går tingene ikke helt som planlagt. De første folk, man sendte derned, var nemlig verdens mest førende videnskabsmænd, der blandt andet skulle arbejde med udvikling af kunstig intelligens for at få bugt med asteroidekrisen...troede man.

Spilleren indtager rollen som Simon Jarrett, der efter en bilulykke, er villig til at deltage i et tophemmeligt forskningsprojekt. Store dele af motivationen gik på, at forsøget også ville forbedre hans egen tilstand vedrørende skaderne som følge af ulykken. Soma begynder med, at Simon vågner inde på Pathos 2 - stationen nede på havbunden. Han kan ikke huske meget af hvad, der er sket i den seneste tid, og må langsomt, men sikkert stykke hele forløbet sammen igen. Hvem ødelagde forskningsstationen og hvordan skal han komme væk? En skræmmende rejse, fuld af mørke og djævelske opgaver venter forude.

Soma er delvist baseret på et citat fra Philip K. Dick, og svenske Frictional Games blander fint temaer som identitet, menneskelighed og bevidsthed sammen med spørgsmålet om, hvorvidt vores art overhovedet kan eksistere sammen med intelligente maskiner. En række moralske dilemmaer bliver præsenteret, og historien er både interessant og mindeværdig. Hele konceptet motiverer mig til at spille videre. Udviklerne vender op og ned på spilkonventionerne og leger med forskellige temaer og adfærd på en måde, som ikke var til stede i Amnesia: The Dark Descent.

Selve spillets setup er samtidig superenkelt og grundlæggende. Soma er et gyserspil med rødder i evetyrgenren. Spilleren kan vælge at slås, men det handler mest om at flygte og skjule sig i denne elleve timer lange spilleoplevelse.

Det fungerer, men sammenlignet med f.eks. Alien:Isolation (en tydelig inspirationskilde) føles gameplayet lidt for enkelt, og både gåderne, der skal løses undervejs, samt de uhyggelige øjeblikke, mangler desværre den variation og opfindsomhed, som skal til for at fastholde min interesse hele vejen igennem. Det ville have været rart, hvis man kunne interagere med spilverdenen i større grad, end bare trykke på knapper. Fjenderne kan ikke slås ihjel, og det er ikke lige så effektivt at snige sig rundt, sammenlignet med Alien: Isolation. Jeg endte derfor med at bruge den samme udslidte taktik hele vejen igennem. Først gemte jeg mig, og ved første anledning, spurtede jeg frem til næste checkpoint.

Det er en taktik, som dæmper den uhyggelige atmosfære lidt, men jeg så ingen andre, gode alternativer. Og det er egentlig ret synd, for atmosfæren er ellers Somas stærkeste kort, sammen med lydsiden. Det er meget let at leve sig ind i omgivelserne, områderne er flot designede, og stemmeskuespillet er på et højt niveau. Udviklerne har ramt plet med akustikken og lydeffekterne er i topklassen. Grafikken er ikke teknisk imponerende, men designet kan sagtens hamle op med spil som Dead Space, Bioshock og Penumbra. Det er helstøbt og omhyggeligt.

Soma er ikke et mesterværk, og det bliver aldrig så skummelt som Amnesia, ikke engang tæt på. Samtidig var der øjeblikke, som skræmte mig fuldstændigt, og stemningen er fantastisk hele vejen igennem. Temaet og fortællerstemmen er strålende, og spillet stiller velovervejede, gode spørgsmål, som jeg funderede over i flere dage efter, jeg havde gennemført den sidste sekvens. Den slags er positivt.