Sly Collection

Jeg er bestemt ikke den eneste, der har savnet tyvvaskebjørnen Sly, og vi modtager jævnligt breve der spørger om der er en efterfølger på vej. Sly Racoon udkom i 2003 til PlayStation 2, og fik efterfølgere i 2004 og 2005. Derefter der stille, og det var ikke før Infamous udkom sidste år, at vi så hvad Sucker Punch havde arbejdet med i de mellemværende år. Og selvom det var et hit, så dæmpede det jo ikke vores Sly-sult, hvilket er grunden til at denne remake kommer på den helt rette tid.

Sly er nemlig den seneste i PlayStation 2-rækken, der får en opsamling på PlayStation 3 komplet med HD-grafik, 3D-undersøttelse, trofæer og faktisk også Move-understøttelse. Alle tre PlayStation 2-eventyr er med på skiven, og er piftet lidt op hvor det var nødvendigt af udvikleren Sanzaru Games. Det kan frem for alt mærkes på figurene, der ser bedre ud end nogensinde, og den grafiske kvalitet er bedre. PS2-spillene var næsten altid plaget af manglende kantudjævning, men det er altså løst nu.

Jeg er mest til Ratchet-serien, men næstefter den var Sly-spillene formodentlig de bedste platformseventyr på sidste konsolgeneration, eftersom Marios alt for søvninge solferie i Super Mario Sunshine ikke var lige så sjov som man kunne håbe på. Sly-spillene var noget så unikt som stealth-spil for børn mellem 7 og 77, hvor præcise platformshop, overraskelser, frække kup og vidunderligt stemmeskuespil udgjorde grundstammen.

Når jeg nu sidder og spiller Sly Collection og bladrer mellem Sly Racoon, Sly 2: Band of Thieves og Sly 3: Honor Among Thieves, slår det mig hvor forskellige de tre eventyr er. Det første Sly er et klassisk tyveeventyr med lineære baner, hvor veltimede hop og bosskampe udgør udfordringen. Selvom det stadig er sjovt, føles det mere beskedent end jeg hsker, og en smule finessefattigt.

Allerede i toeren mærker man hvordan Grand Theft Autos og Splinter Cells indtog på markedet gør, at der pludselig findes meget mere free roam og stealth i helt andre typer spil. Toeren var og er det spil i serien jeg bedst kan lide, og det jeg håber Sucker Punch bygger videre på til en fjerde efterfølger.

For selvom den tredje del minder meget om sin forgænger, er der mere action, og man skal spille som flere figurer, hvilket ikke altid var lige skægt. Desuden slår det mig nu, at treeren har uhørt meget dialog. Egentlig alt for meget med evige mellemsekvenser og lignende, hvilket i sidste ende gør at de føles som trilogiens svageste kort.

Sly-spillene har modstået tidens tand uventet godt, i høj grad fordi de er baseret på så grundlæggende ting som god styring og et charmerende koncept. Man skal være usædvanligt kold for ikke at synes om Sly, skildpadden Bentley og flodhesten Murray, og deres evige mundhuggen om hvordan ting og sager skal løses.

Og at få tre eventyr, som hver især varer omkring ti timer, er ikke slet ikke dårligt. For dem, der vil finde alt, er der desuden masser af samleobjekter at hente, svære trofæer at fange og fire styks Move-baserede minispil med Sly-tema, hvor frem for alt helikopterspillet for tjener at blive nævnt.

Men alt er ikke fryd og gammen, og der et et par ting der nådesløst afslører at dette er spil fra forrige generation. Jeg ved ikke om I kan huske det, men der var ofte nævnt kameraproblemer i minus-kolonnen i tredjepersonseventyr, og Sly-spillene var ingen undtagelse. Selvom de ikke var de værste på området (snarere tværtimod), så føles det i dag vældig tungt, når spillet viser noget andet end det man er i gang med, hvilket fører til irriterende dødsfald, når jeg tvinges til at hoppe i blinde eller slås mod fjender jeg ikke kan se. Værst er problemet i Sly 2: Band of Thieves.

Men samlet set er det et meget glædeligt gensyn med Sly og hans to kumpaner. At få dem pakket på en og samme skive med ekstra lir, hvoraf den vigtigste klart er HD-grafikken, samt at kunne købe dem til reduceret pris er selvfølgelig toppen. Sly Collection er et stykke spilhistorie som både gamle Sly-fans og dem, som endnu ikke har opdaget den tyvagtige vaskebjørn, vil sætte pris på. Friskheden er måske ikke den samme længere, men det er charmen. Og det er langt hen ad vejen nok.