Sly Collection

Jeg er en livslang Sly Cooper-tilhænger. På mit gamle børneværelse stod et tarveligt lille fjernsyn og min kære PlayStation 2 ovre i hjørnet, og her brugte jeg time efter time med den lystige, tyvagtige vaskebjørn og hans kvikke slæng. Der var så megen karakter og så megen inspiration i den tegneserieinspirerede grafik, den detektivprægede fortællerstil og de stramme mekanikker at jeg blev blæst bagover ikke bare første gang, men alle tre gange Sly Cooper trak i masken. Derfor var det en gigantisk nyhed for mig, da Sly Cooper ikke bare fik en HD-samling til sit navn, men også et nyt spil i serien fra Sanzaru Games, nemlig Thieves In Time, som jeg anmeldte ganske positivt her på siden.

HD-samlingen var et glædeligt gensyn og genskabte nogle af de stærke minder, jeg havde fra det lille hjørne af børneværelset. Nu er den selvsamme HD-samling migreret til PlayStation Vita som en del af Sonys plan om at rykke en række HD-samlinger over til den håndholdte. Har spilleglæden og det unikke udtryk overlevet migrationen? Lad os se.

Sly Cooper 1, 2 og 3 er platformspil i ordets reneste forstand. Set i et tredjepersonsperspektiv skal du samle mønter, åbne pengeskabe, planlægge kup og bekæmpe andre ondskabsfulde mestertyve i et forsøg på at genetablere Cooper-klanen som de mest sympatiske og ikke mindst bedste tyve i verdenshistorien. Hvert Sly Cooper-spil er derfor opdelt i en række verdener. Hver af disse består af en række missioner i både lukkede og åbne baner, hvor Sly og hans venner, Bentley og Murray, skal planlægge og eksekvere et kup. Disse kup resulterer hver især i en storslået finalemission og bosskamp.

Men du kan jo ikke udføre et mesterkup uden nogle specielle tyvevner, og dem er der masser af. Sly gør det ved at balancere, hoppe, gribe og slå på tæven til en sand tyveballet, og med disse evner i bagagen undgår han let de nysgerrige vagters øjne. Verdenerne er i hver af de tre spil ganske unikke og velrealiserede. De mere karrikerede udgaver af ægte locations som downtown Paris, amerikanske sydstatssumpe og museer i Cairo føles alle særskilte og specielle, og man tager sig selv i at glæde sig til at se, hvorhen den lille bande skal næste gang. Man bruger også meget tid på at studere omgivelserne, da små flaskeposter er spredt rundt omkring i banerne, og disse samlerobjekter kan lære dig nye tricks, hvis du samler dem alle. Det er en smart måde at give spillene ekstra levetid, samtidig med at man tilføjer flere mekanikker.

Det første Sly Cooper spil-tager udelukkende udgangspunkt i den lille listige vaskebjørn, men senere hen i Sly 2 og 3 udvides det spilbare karaktergalleri med Bentley, Murray og en række andre, så spiloplevelsen kan blive mere nuanceret. Dette resulterer i en række forskellige missionstyper, der rammer skiftevist forkert eller plet. Bentleys hacking-missioner kan nemlig blive frustrerende, hvorimod flodhesten Murrays wrestling-missioner er et kærkomment afbræk fra al snigeriet. Der er ujævnheder ja, men for det meste er alle tre Sly Cooper-spil ren nydelse.

Meget af nydelsen bunder i begejstringen for hele seriens kunstneriske retning. Karaktererne er dyr med hver deres særskilte særheder, musikken og fortællerstilen er som at se en gammel fransk noir-thriller med tilhørende dramatisk hornmusik, og de tegneserieinspirerede mellemscener er både morsomme og veltegnede. Alle disse kvaliteter gør Sly Cooper-trilogien til en unik oplevelse, som alle med forkærlighed for platforming skylder sig selv.

Da jeg anmeldte Sly Cooper: Thieves in Time, kvitterede jeg med et flot 8-tal, men pointerede dog at spillet hørte hjemme på PlayStation Vitaens lille skarpe skærm. Nu, hvor HD-samlingen har fået samme behandling, gælder samme princip heldigvis. Selvom Vita-versionens billedhastighed ikke altid er lige så stabil, som man kunne ønske, føles tegneseriegrafikken skarpere og mere levende, og mekanikkernes simple design passer perfekt til små intense gaming-sessioner.

Faktisk føles Vita-versionen som den ultimative Sly Cooper-oplevelse og er i min bog oppe i toppen af Vita-konsollens spilkatalog. Det siger ikke så lidt. Det er tre uhyrligt underholdende platformspil, der bugner af karakter og velrealiserede ideer. Jonas Mäki kvitterede for den originale HD-samling med et 7-tal og mente, at friskheden ikke længere var den samme, selvom gensynet var kærkomment. Nu, hvor jeg sidder med Vita-versionen, er jeg uenig. Det er mere end friskt, det er tidsløst.