Sly 2: Band of Thieves

Lige meget hvor indædt forældre verden over gerne vil benægte det, er vi så småt begyndt at kunne øjne julen i horisonten. Mørket er dog ikke den eneste årlige konstant, for på spilfronten er man også så småt begyndt at kunne ane de første snefnug i form af en mindre kaskade af kvalitetstitler. Mens EA-imperiet allerede er begyndt dets dominans er det Sucker Punch, der med deres opfølger til 2002’s Sly Racoon: Thievius Raccoonus, er ude med den første reelle forældrefælde. Platformspillet, som introducerede gamere verden over til den Robin Hood-agtige mestertyv Sly Racoon, er tilbage med en opfølger, som praktisk talt retter på alle de negativer, der var at finde i det første spil, og dermed må siges at være et af genrens bedste spil.

Hvor spillerens hovedmission i det første spil var at forhindre den onde Clockwerks planer, er man i opfølgeren på jagt efter de komponenter der tilsammen udgjorde dennes robotkrop. Komponenterne er dog i mellemtiden blevet stjålet af den korrupte Klaww Gang, og det er nu op til Sly og hans bande, bestående af flodhesten Murray og skildpadden Bentley, at organisere adskillige storstilede røverier for igen at få fingrene i de føromtalte komponenter.

Baggrundshistorien er som taget ud af en tegnefilm, og giver gamere som ikke fik spillet det første spil en glimrende introduktion til spillets univers. Som det er blevet normen for de fleste genrer, agerer spillets første baner også tutorial, uden egentlig at fortælle spilleren det. Spilleren føres flydende igennem forskellige missioner, hvor man hurtigt bliver bekendt med figurernes individuelle evner og hvordan disse bedst udnyttes.

Det flydende gameplay bliver uden problemer ført videre til det egentlige spil, hvor det i de fleste tilfælde er helt op til spilleren, i hvilke rækkefølge røverierne skal gennemføres. Hvert røveri er oftest fordelt over flere missioner, hvor hver af de tre figurers evner skal benyttes. Hvor Sly er utrolig bevægelig og kan snige sig af sted, er Murray den dimentrale modsætning, der med sine enorme kræfter har mulighed for at løfte og smide med forskellige forhindringer, samt foretrækker at kanøfle modstanderne. Bentley er holdets hjerne og er rent fysisk den mindste figur, hvilket forklarer hvorfor han foretrækker at uskadeliggøre sine modstandere på langdistance.

Ideen med at give spilleren adgang til forskellige evner i form af forskellige figurer er alt andet end ny, men ikke desto mindre fungerer den dog fortrinligt i Sly 2. Dette skyldes primært at udvikleren har arbejdet utroligt hårdt for at implementere hver figur med hver deres personlighed. Sly er den evigt selvsikre leder, Bentley hjernen og Murray musklerne, der i opfølgeren er begyndt at referere til sig selv som "The Murray" alt imens han har valgt at iklæde sig et superheltelignende arrangement. Udviklernes evner har dog strakt sig længere end til de tre hovedpersoner, og kvaliteten falder overraskende ikke når man sammenligner med de hovedfjender man møder igennem hele spillet. Der er virkeligt blevet kælet for hver af de figurer der bærer historien, og selvom nogle af disse kan forekomme som klicheer, kan man ikke lade være med at lade sig overgive grundet deres charme.

Udviklerens tendens til at kæle for spillet har heldigvis også betydet at resten af spillet skinner. Spillets kamera giver ganske vist nogen gange problemer man godt kunne ønske sig havde været udryddet, men det ændrer ikke ved at størstedelen af spillet er særdeles spilbart. Kontrollen er generelt simpel, men giver alligevel rum til et betydeligt antal af forskellige tricks og bevægelser. Yderligere er følelsen af at være en elegant og yderst bevægelig tyv ramt lige i øjet, og det er en nydelse at hoppe fra bygning til bygning alt imens figurerne agerer præcis som spilleren ønsker det.

Det første Sly-spil blev af de fleste betragtet som for nemt og for kort, og selvom der er rådet bod på varigheden af spillet med opfølgeren, vil sværhedsgraden stadig være i den lave ende for erfarne gamere. Det er lidt synd at udvikleren ikke har indbygget en valgbar sværhedsgrad, for selvom man godt kunne mistænke at spillet er blevet udviklet til en yngre målgruppe end undertegnede, er faktum at spillet er af en sådan kvalitet at ingen fans af genren bør snyde sig selv.

Det var at forvente at det første spils stærke sider ville blive forbedret i opfølgeren, men alligevel kommer det som lidt af en overraskelse at det endelige spil skulle blive så fornøjeligt som slutresultatet er endt med. Inden for de næste par måneder vil de to makkerpar Ratchet and Clank og Jak and Daxter igen være at finde i spilbutikkerne, med hvert deres tredje eventyr, men det ændrer ikke ved at Sly Racoon 2 stadig bør være i overvejelserne, når et nyt platformspil skal købes. Sly, Bentley og Murray fortjener til fulde at blive lige så velkendte navne som Ratchet eller Jak, og vi ser her på redaktionen allerede frem til trioens forhåbentlige tredje eventyr.

Hvis Sly 2 sætter standarden for den kommende juls kaskader af elektronisk underholdning, går gamere verden over den bedste jul i møde i mands minde. Man har vel lov at håbe.