En nyligt død japansk general finder sig i bekendt farvand, da efterlivet bringer krigsførsel og hæder. 17-BIT bringer tur-baseret taktik og krydrer med referencer til alskens pop-kultur til PC, Xbox og Windows-telefoner.

De tætstående fodsoldater danner en menneskelig mur, og bag den raslende facade af skeletter beskyder bueskytterne fjenden, der blot kan ryste kæben og stirre med de sorte huller i kraniet. En succesfuld barrage senere ridder kavaleriet frem og spiser de forhenværende fjenders kranier, logisk nok gør det dem stærkere og mere udholdende. Efterlivet for japanske generaler og deres folk er givetvis ikke et rart sted at være.

Skulls of the Shogun er et tur-baseret strategi-spil hvori man i kampagnen indtager rollen som General Akamoto. Det styres alt sammen fra et isometrisk perspektiv ikke ulig de ældre Age of Empires spil, dog på langt mindre skala.

Historien starter med en sejrrig General Akamoto ved et netop afsluttet slag, hvor han prompte bliver stukket i ryggen af en ukendt kryster. Ventetiden til det evige efterliv finder han uacceptabel, og hans regale karisma bringer ham støtte fra andre afdøde. Hans krigstogt begynder derfor på ny.

Dette er en annonce:

På papiret kan spillets præsentation virke påtaget og uinteressant. Masser af referencer til pop-kultur kan ofte gøre et ellers charmerende spil til en oplevelse, der kan gøre dig skeløjet af øjenrul. Det er ikke tilfældet med Skulls of the Shogun, og de charmerende 2D-tegninger, der udgør din hær, er en stor del af hvad der giver Skulls of the Shogun en hyggelig og morsom stemning. Det bliver aldrig rigtigt uhyggeligt når dine fjender er små kejtede skeletter med uniform på, eller et dyr iført en munks kåbe.

Der er ingen tvivl om at Skulls of the Shogun er et simpelt spil. Hver runde kan man give fem ordrer, men hver enhed kan kun udføre én ordre. I hvert fald indtil de slubrer et tredje kranie i sig, hvorefter de transformeres til demoniske udgaver af samme enhed med en ekstra handling per omgang. De fem ordrer kan hurtigt blive svære at dele ud, ikke fordi der ikke er noget at angribe eller et knudepunkt at okkupere, men fordi man ikke kan bestemme sig for lige præcis hvad man skal. Det simple design har gjort, at 17-BIT har kunnet undgå at én fremgangsmåde er langt bedre end andre.

Skulls of the Shogun er dog lige lovligt simpelt. Der gik ikke lang tid før jeg savnede mere permanente bonusser eller strategiske valg. De andre generaler, man møder undervejs i spillet, ville være ideelle punkter at få valgmuligheden mellem forskellige bonusser, der kunne åbne op for en variation i fremgangsmåden. Som spillet er nu, sker der ikke store forandringer mellem første og sidste time. Længden af spillets kampagne er i omegnen af fem timer, mindre hvis man har styr på taktikken. Så det er ikke fordi der er for lidt tid til at gøre brug af lidt specialisering.

Dette er en annonce:

En lille genistreg er det blevet til på multiplayer-fronten: det meget afslappede og sofa-venlige gameplay kan spilles i akkurat det tempo man har lyst til mellem Xbox, Windows Phone eller en helt tredje platform, hvor turene bare sendes frem og tilbage, og spillere kan tage deres tur når de lyster. Til et spil som dette, som ikke ligefrem er egnet til maraton-sessioner, er det lækkert at kunne bruge lidt tid på det hist og pist uden at skulle starte forfra mod en ny modstander. Hvis man har lyst, kan man også spille mod hinanden på samme konsol eller online.

17-BIT har gjort et fermt arbejde med Skulls of the Shogun. Det er et charmerende spil, der ikke bare hælder referencer på som alt for meget krymmel på en is,. De er tilstede, men spillets egen stemme bliver ikke druknet. Det er dog en skam, at et så kompetent spil forgår sig muligheden for mere dybde i specialisering af den enkeltes tilgang til spillet.