Sitting Ducks

Michael Bedards børnebøger er udgangspunkt for en TV-serie, Sitting Ducks - Ænder uden tænder - som også kører på TV herhjemme. Nu er TV-serien blevet så populær, at Universal Studios har kastet sig ud i at præsentere den som konsolspil.

Anden Ben bliver, meget mod sine venners anbefalinger, gode venner med alligatoren Aldo. Det er så afsæt for vennernes ture rundt i og opdagelse af Ducktown og senere af Swampwood, som er Aldos hjemby. Man finder både en arcade-lignende Quick Play-mode, som også kan spilles af 2 spillere, og en adventure-mode, som gennem ca. 60 missioner landt hen ad vejen følger TV-seriens handling.

Hvis man skal sammenligne gameplayet i Sitting Ducks med andre titler, så ligger det lige for at nævne - tro det, eller la’ være - Grand Theft Auto. Selvfølgelig finder man hverken vold eller skydevåben i Sitting Ducks, men opgaverne er bygget op på samme måde: Gå fra punkt A til punkt B. Hent en pakke og bring den til punkt C. Undervejs kan man nok benytte køretøjer - men der er tale om f.eks. et skateboard, en scooter og andre køretøjer, der dårligt kan siges at måle sig med hestekræfterne i GTA. Undervejs i spillet kan man i hvert fald åbne for både nye spilfigurer og køretøjer, som først og fremmest bidrager til den muntre og lette tone i Sitting Ducks.

Missionerne er lette, styringen er prisværdigt enkel og let at tilegne sig. Eneste undtagelse er køretøjerne, der kræver nogen tilvænning, før man kommer op i en fornuftig fart - og samtidig kører i den rigtige retning. Men generelt er sværhedsgraden behersket - men det er holdbarheden af spillet desværre også. Nok bryder de indlagte minispil - rulleskøjter, ishockey, vandpolo og så videre - men heller ikke hér er udfordringerne hverken uovervindelige eller vanskelige.

Det trækker afgørende ned i vurderingen af Sitting Ducks, at udgivelsen et børnespil på det danske marked ikke er fulgt helt til dørs med dansk tekst og tale. De alleryngste spillere er på den måde ladt i stikken. Sitting Ducks er et spil med en tydelig handling, som blandt andet fortælles gennem cut-scenes, der binder de enkeltstående missioner sammen. Desuden skal man vide, hvordan man køber køretøjer og genstande, der hjælper én til at gennemføre missionerne med succes - og nok er reglerne forklaret enkelt og overskueligt i manualen, men desværre kun på engelsk. Så forældrene må stå parat med oversættelse og forklaring i øvrigt.

Grafikken er det til gengæld svært at sætte en finger på. Både Ducktown og Swampwood er tegnet med passende runde former og varme farver, så man får skåret ud i pap, at der langt fra er tale om vold og dramatik. Både ænderne, Aldo og de figurer, der i øvrigt befolker de 2 byer har et yderst komisk kropssprog og de bevæger sig så komisk, at man kun kan trække på smilebåndet. Lydsiden rummer et væld af effekter og munter musik, der fint understreger stemningen i spillet.

Man behøver ikke at være bange for at komme i vejen for trafikken. Det værste, der kan ske er faktisk, at chaufføren i den bil, der lige har kørt dig ned, udtaler sig undrende over, hvordan din spilfigur fjoller rundt. Eller også går bilen simpelt hen i stå. Det er herligt at opleve et veldesignet og gennemført 3D-univers i et spil, der så uforbeholdent er rettet mod de yngste spillere. Humor for børn skal faktisk tages yderst alvorligt!

Som voksen og far blandt andet til en dreng på syv kan jeg kun bifalde, at spilmarkedet omfatter spil som Sitting Ducks - men jeg må alligevel beklage, at spillet ikke rummer dansk tale. Nok kan jeg oversætte og forklare, men det distraherer alt, alt for meget børnenes spiloplevelse. I hvert fald kastede han sig hurtigt over andre sysler, uanset hvor meget jeg forsøgte at opmuntre ham til at spille Sitting Ducks med sin gamle far.