SingStar Party

Det er noget så himmelråbende ligetil, at smide 30 sange ned på en skive, bevæbne boksen med to mikrofoner og så ellers synge derudaf. Alligevel skulle der en gigant som Sony til at realisere ideen om en jukeboks i stuen, og det kan til stadighed undre mig. Det ærgrer givetvis også Nintendo, at de ikke var først på pletten med konceptet. Her er et spil, der sammen med den løbske EyeToy-succes, er som skræddersyet til et firma hvis dogme er at få alle, gamle som unge, til at more sig foran fjernsynsskærmen.

Faren ved et så enkelt koncept lurer naturligvis lige om hjørnet. For når jublen og de første hæse stemmer har lagt sig, så er der ikke meget sjovt i SingStar - her på redaktionen hives det i hvert fald kun frem yderst sjældent disse dage. Og det kommer også til at ske med SingStar Party, der kaster sig frådende over festkulturen og udelukkende skal ses som en grundig opvarmer til en aften i byen. Her er 30 nye skæringer og muligheden for at slippe det indre sangtalent løs, men så snart alle sangene er sunget og kampene er vundet, står du tilbage med en noget dyr CD-udgivelse.

Men hvad får man så, når de to mikrofoner er sat til og jukeboksen tændes? Jo, man får et øredøvende overflødighedshorn af fortidens og nutiden største klassikere. Her er den sukkersøde Kylie Minogue i al sin ungdommelige uskyldighed med "I Should Be So Lucky", godt bakket op af firsernes selvhøjtidelige pop-ikoner som Duran Duran med "Hungry Like the Wolf" og The Police, med den nu P.Diddy-skamferede klassiker, "Every Breath You Take". Og det er en prægtig cocktail at synge sig igennem. Især hvis gulerodsbukserne og Marco Polo-trøjen stadig ligger et eller andet sted i skabet.

Udgivelsens nye trumfkort er Pass the Mic-delen, der ligger op til ophedede dyster familien imellem. Fra soloer over duetter til små overraskelser, stilles der hele tiden nye krav til dine talenter, eller for nogle manglen på samme. Slipper man sin indre entertainer løs, er der masser af timers morskab forude, men står man ovre i hjørnet og træder sig over tæerne, så er det hele knap så hysterisk morsomt - men det var også tilfældet ved første udgivelse.

At EyeToy også har fået plads her i denne anden udgave undrer heller ikke nogen. Kameraet-konceptet passer SingStar som en velsyet fløjlshandske, og giver dig samtidig muligheden for at leve de narcissistiske drømme helt ud. Ikke nok med at du konstant kan nyde dit ansigt på skærmen, så springer det også frem, når du opfordres til at tage mikrofonen og efterfølgende ligger på highscore-listen. Det er det perfekte middel mod den svære grad af ukendthed, vi alle lider under.

Det er lidt svært at sidde med armene i vejret efter et par aftener med SingStar Party snurrende i maskinen. I realiteten er der tale om tredive nye skæringer, der opgraderer dit lydbibliotek til 60 numre, men som samtidig mangler den spændevidde, der gør det muligt for hiphop og metal-interesserede at vise deres kunnen - og det er en skam. Der er intet galt i at satse på det allerstørste hit-potentiale, men det ville have givet ekstra tyngde til udgivelsen, hvis Sony blot havde skulet i andre retninger.

Der er utvivlsomt masser af morskab til masserne, men rammer man ikke det bredeste segment, så er Party lidt overflødig. Sonys virtuelle karaoke-bar er et herligt sted at hænge ud for en aften, men jeg ville nødig skulle slæbe mig derhen hver dag.