Sin and Punishment: Successor of the Skies

Omslaget, der naturligvis har fået en vestlig behandling, kan vendes - og vupti, så har man en lækker japansk udgave i stedet. Det er denne dobbeltsidethed der præger udgivelsen. For det er en klassisk japansk shooter på godt og ondt.

Treasure har altid leveret, når det kommer til skydespil, hvor det primære mål er at undvige en hed regn af farvede skud, mens du febrilsk kæmper for at undgå døden og miste point. Gunstar Heroes, Radiant Silvergun og naturligvis Ikaruga giver de fleste skydespilsfanatikere svært drømmende blikke.

Sin and Punishment: Successor of the Skies er ikke anderledes. Og så alligevel. Denne gang føles det virkeligt som et skydespil på skinner, og tankerne ledes hurtigt hen på Segas klassiske Space Harrier. Om ikke andet for et kort øjeblik. Du bevæger dig modsat forgængeren nu rundt i både x og y-aksen med din jetpack (eller hoverboard), du møder masser af mindeværdige bosser, og inden du ser dig om, er oplevelsen ovre. Ikke fordi det er specielt kort med lige over fem timers spiltid, men fordi det er et festfyrværkeri af farver, imponerende omgivelser og hidsige bosser. Tiden flyver om kap med skuddene.

Hver sektion af spillet er omkring tyve minutter, og dit ypperste mål er at gennemføre den uden at blive ramt, eller dø, af en simpel årsag: point. Jo flere fjender du rammer, des højere er tallet som ganger dine point. Hvis du bliver ramt falder dette tal. Dør du, så er det forfra med din score. Når du har gennemført en sektion, kan du naturligvis vende tilbage og prøve at forbedre din tal på din personlige high-score-liste.

Du kan dog snildt fortsætte igennem hele spillet uden de store problemer, hvis du ikke er på pointjagt. Men så er du ikke målgruppen for denne type spil, og kan uden problemer stoppe med at læse anmeldelsen vel vidende, at du ikke behøver spillet i din samling.

For det er dine point, det drejer sig om. Naturligvis kan du dele din high-score med hele verdenen (eller de dele af kloden du nu engang vælger at dele den med). Og det er her Sin and Punishment: Successor of the Skies charme ligger: på trods af den forholdsvis korte spiltid er det jagten på point og de forskellige sværhedsgrader, der skal drive dig (og en ven) tilbage til kampene.

Som både Muramasa og Monster Hunter Tri gjorde, beviser dette spil samtidig, at der kan hives blødende lækker grafik ud af den lille Wii-maskine. For det er fantastisk flot. Og de varierede omgivelser afløses af den ene heftige boss-kamp efter den anden. Faktisk er der sektioner, der føles som en perlerække af bosskampe, nøjagtig som man kunne forvente fra Treasure.

Udover at have god variation i de senere baner og nogle direkte gale indfald, skifter synvinklen også imellem det tredimensionelle, og rendyrket 2D-sidescrollende perspektiv. Og det var især i disse øjeblikke, at jeg var solgt, når spillet tog karakter af en blanding af Forgotten Worlds og Gradius.

Alt dette ville dog ikke betyde noget, hvis det ikke var fordi styringen er så perfekt, som man kunne håbe på.

Du styrer dit sigtekorn ved at pege med din Wii-mote (som i dette spil virker forbløffende præcis), mens din nunchuck styrer figuren. Du kan fastlåse dit sigte på et mål, skyde masser af løse skud afsted, lade skuddene op til et større eller hakke fjenderne, hvis de kommer for tæt på. Du kan endda sende fjendernes skud tilbage i hovedet på dem, med et velplaceret nærkampsslag. Bliver regnen af kugler for heftig, kan du lave et "rullefald" der gør dig immun i få sekunder.

Mængden af muligheder forøger dog også mængden af knapper i brug, og vil du af en eller anden grund hellere spille med din Wiizapper, Gamecube eller Classic Controller, er der rig mulighed for dette. - Med fuld kontrol over hvilke funktioner, de forskellige knapper skal have. Lækkert.

Nu lyder det jo ganske sikkert som en bid af paradis, og det er det på sin vis også. Men har du kigget på karakteren, kan du sikkert fornemme, at der må være nogle småting galt.

For der er nogle minusser: for det første er karaktererne rædselsfulde og ucharmerende. Deres animationer på landjorden ser til tider groteske ud, og musikken er af den typiske arcade-agtige slags: midi-guitar, med hovedsageligt ligegyldige melodier og fesne instrumenter. Og uden synderligt mindeværdige numre modsat mange andre eksempler i genren. Ligesom der var (ganske få) øjeblikke med lidt hakken. Vælger du at spille co-op med en ven, styrer denne ligeledes udelukkende et sigtekorn. Alt dette trækker helhedsintrykket lidt ned.

Men elsker du alt, hvad Treasure rører ved, og vil du gerne have en bid japansk arcade-stemning samt et rasende flot og benhårdt high-score spil, bør du derfor ignorere det foregående afsnit og styrte afsted for at købe Sin and Punishment: Successor of the Skies.

Har du til gengæld på fornemmelsen, at disse få ankepunkter er udslagsgivende for dig, så venter der stadig et rigtigt godt spil forude, men ikke en uforglemmelig oplevelse.

Dette er et solidt skydespil, som man kunne forvente. Det er fejende flot samt en adrenalinfyldt oplevelse. Savner du et spil af den gamle skole til din Wii, der ikke inkluderer ordene Mario eller Party, så er det lige her.