Sim City

Tiden flyver når man har det sjovt. Både i lille og stort perspektiv. Det føles som var det i går, at jeg brugte timer og atter timer på jernbanenet og budgetbalancering i SNES-versionen af Sim City. 20 år senere sidder jeg lige så begejstret foran en otte milliarder gange kraftigere PC og sysler med de samme opgaver. Alt og intet er sket med Maxis' borgmestersimulator i mellemtiden. Til alt held er det vigtigste - altså skabertrangen og lysten til mere - helt intakt.

Det er ti år siden Sim City 4 udkom, og nu er efterfølgeren her omsider næsten. Grafikken har fået et løft, spilmotoren Glassbox regner ud hvordan dine indbyggere har det, veje kan lægges i kurver. Og så videre. Mange af nyhederne kender du sikkert allerede (om ikke andet, så fra vores tidligere previews), men der er stadig masser at sige om et spil med så stor en dybde.

Det mest slående ved mine seks timer med spillet er dets lettilgængelighed. I en forbilledligt letflydende og omfangsrig tutorial skal jeg fikse en eksisterende by ved navn Lucky Shores, hvis infrastruktur er faldet sammen under den forrige klamphugger af en borgmester. Min guide Eva, der holder til i det luksuriøse rådhus, leder mig gennem mine opgaver, og den første er at bygge en vej til byen - noget min forgænger altså overså.

Og netop vejene er, på flere måder, det der binder din by sammen, og dine bygninger vil udvikle sig alt efter hvilken "densitet" (trafiktæthed), vejene har. Man kan vælge mellem alt fra grusveje til brede boulevarder med plads til sporveje, og vejene kan op- og nedgraderes løbende.

Elledninger lappes sammen. Vandpumpestationer skiftes ud. Nu venter møgtjansen med at forny det forfaldne kloaksystem. På en særskilt oversigt over min by kan jeg se brune klumper flyde på kryds og tværs gennem byens rør, og jeg begynder at fortryde min anden portion af EA's pølsefrokost, som jeg tyggede mig gennem for et kvarters tid siden. For at få styr på lortet bygger jeg et rensningsanlæg, og griner da der dukker tre dusin røde, vrede ansigtssymboler op i boligområdet ved siden af. Alt har en konsekvens i Sim City. Gode gerninger kan ofte føre til bitre reaktioner.

Den strategiske placering af blå, grønne og gule zoner (handel, boliger og industri) er tilbage, og det samme er måleren, der angiver hvad der er mangel på. Når jeg går ned på individ-niveau og tjekker humøret hos den enkelte simmer (springet mellem mikro- og makroniveau er lige så imponerende som det er underholdende), får jeg at vide at jeg bør bygge flere boligområder, med motiveringen "min bror flytter snart til byen, og jeg vil ikke bo sammen med ham". Jeg trækker nogle flere grønne områder, og føler mig som en gud, når der bliver bygget og myldrer i gaderne.

Efter at have fået Lucky Shores på fødderne igen, kan jeg via verdenskortet besøge nabobyen Summer Shoals. Det er en turistfælde proppet med kasinoer og hoteller, og netop som jeg skal til at udforske, rammer en meteorregn. Jeg må forlade byen, og min tutorial er slut. Men jeg sørger ikke, for det er nemlig tid til at starte fra bunden og bygge min drømmeby. Jeg får en større landmasse, vælger bynavnet (New Övik), og sætter i gang.

For at teste et grønnere energialternativ investerer jeg denne gang i nogle sol og vindkraftværker, hvilket bliver nødvendigt når jeg senere vil industrialisere røven ud af bukserne på New Övik, uden hensyn til vindretning eller alment helbred. For at slippe for borgerbrok og protester uden for rådhuset vil jeg også have en politistation og en skole op så hurtigt som muligt, men snart fører denne spending spree til et dystert advarselsskilt: "New Övik bankrupt in seven days".

Nu står jeg altså i et dilemma: skal jeg hæve skatterne til ni procent, forsøge at lokke flere indbyggere til, eller ganske enkelt tage et lån? Jeg beslutter at forsøge at tænke langsigtet, og begynder at placere grønne zoner i håb om flere skatteydere. Og langsomt, langsomt vender skuden. Flere simmere flytter ind, begynder at arbejde og bidrager med grunker til kommunekassen. De røde cifre i bunden af skærmen bliver grønne, og jeg ånder lettet op.

Jeg tager en pause fra tunge beslutninger og går på opdagelse i byen, der nu er vokset til en anseelig størrelse. Jeg skruer lidt op for hørebøfferne for at nyde lyden af byens sus og dus (og for at overdøve den pølsesmaskende journalist ved siden af mig), og lydarbejdet er virkelig superbt. Zoomer du ind på specifikke bygninger, kan du høre vindmøllernes harmoniske foff-foff-foff, eller det ringende kasseapparat fra et blomstrende, velbesøgt pizzaria. Det bidrager enormt til stemningen, og giver indtrykket af en myldrede bys fremskridt. Selv musikken opfordrer til kreativitet med sine optimistiske klaver- og strygerlyd, og Maxis fortæller mig, at byens liv rent faktisk "bevæger sig" i takt til musikken, hvilket kan ses, hvis man kigger nærmere på fabrikker og andet.

Maxis trækker mig et øjeblik væk fra min pind og fortæller om byernes specialisering. I tidligere Sim City-spil sigtede alle efter at lave en skyskrabertæt metropol i stil med New York, men nu kan gå i nichen og for eksempel lave en olieeksporterende by, eller et turistmål med casinoer og spillehaller. Man kan få hjælp og drage nytte af nabobyerne til alt fra råvarekøb til afhentning af affald, og det handler ganske enkelt om at finde sit speciale.

"Men hvad går det ud på?", lød et populært spørgsmål fra forvirrede tilskuere, dengang jeg spillede den gamle SNES-forgænger. Der er i den sædvanlige forstand ikke nogen slutning i Sim City, men der er et slags slutmål i at bygge såkaldte Great Works, som en international lufthavn, et rumcenter eller en såkaldt Solar Farm. Det kræver at visse specialbygninger eksisterer i byerne rundtomkring, og at visse ressourcer er tilgængelige. Og ellers kan man som sædvanlig sætte sine egne mål og delmål, hvilket selvfølgelig gør netop din oplevelse unik.

Nogle vil nok være irriterede over den lidt begrænsede byggeplads i den første by og det her med at zoner kun kan placeres langs veje. For mig er det minimale petitesser, som ikke rør mig det mindste. Præcis som for 20 år siden sysler jeg videre med mit eksperiment, placerer endnu en holdeplads til skolebussen, og nogle tusinde simmere mere flytter ind. Min eneste ærgerlse er, at jeg ikke kan tage byen med mig hjem, da dagen er slut. Men når Sim City udkommer i marts, bliver det fedt at kunne tage første spadestik til... tja, "New New Övik" tror jeg.