Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Sid Meier's Pirates!

Sid Meier's Pirates

Kanonerne knalder igen og Alan har levet af beskøjter og øl for at bringe dig anmeldelsen af dette fremragende sørøvereventyr.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Tilbage i slutfirserne var Sid Meier et ovenud varmt navn på spilscenen. Med sine ambitiøse projekter var han med til at sætte nogle markante hjørnesten, og definere kommende genrer. Et af disse var det ekstremt fængslende Pirates!, der formåede at tryllebinde en generation af unge mennesker foran skærmen. Magien blev hvirvlet i en fantasifuld kombination af eventyr og frihed. Her skulle man som piratopkomling underlægge sig det caribiske hav og i samme moment genfinde sin familie. Det medførte en masse hektiske opgør til søs, hvor kanonerne buldrede, sejl blev flænget og master splintrede. Dette kunne følges op af dueller med klingende sværd mand mod mand. Der er gået 17 år siden da, og spillet er blevet stemplet som en solid klassiker. Nu er det så blevet tid til at udbrede religionen til en ny generation. Det har medført et remake, hvor klassikerens dyder er pakket ind i nye klæder.

HQ

Titlen blænder op med kidnapningen af en tidligere stolt familie. Kun én person slipper bort - en ung mand. I skikkelse af ham skal du nu bevæge dig ud på det caribiske hav, på jagt efter din familie, hæder og gyldne dukater. Konceptet er egentlig uhyre simpelt, og kigger man nøgternt under overfladen er der blot tale om en række sammenkædede minispil. Det hele er bare strikket uhyre lækkert sammen, så det er svært ikke at lade sig begejstre. Vi befinder os midt i kolonitiden, og det caribiske hav er skuepladsen for kampe mellem de fire kolonimagter; Spanien, Frankrig, Holland og England. Her kan en modig, udspekuleret mand tjene gode penge - eller gå planken ud med uforrettet sag. Man starter helt fra bunden med et enkelt skib og et mindre mandskab. Herfra er alle have åbne og man kan bevæge sig hvor vinden bærer én hen. I horisonten venter Inkaguld, smukke guvernørdøtre, nedgravne sørøverskatte og andet habengut.

Området er i konstant bevægelse og krige udkæmpes lystigt mellem de forskellige fraktioner. Det står én frit for at vælge side og man kan faktisk spille en ret aktiv part i magtbalancen. Hovedparten af spillet vil man dirigere sin lille flåde på vej mod nye opgør. Når man så støder ind i en attraktiv modstander, så skifter scenen og kanonerne køres i stilling. Nu blændes der op for et attraktivt lille arkadespil, hvor man skal benytte vinden til at manøvrere sig i position inden man udøser sine kanoners vrede. Med en smule snilde kan an sagtens uddele ørefigner til langt større og stærkere modstandere. Det hele kommer an på manøvredygtigheden og bedst udnyttelse af vinden. Slaget kan dog også vendes hvis man ikke er den store haj til søslag, så kan man i stedet borde modstanderen og hive deres kaptajn rundt i fægtemanegen.

Når man er blevet træt af livet på vandene kan man søge ind mod havn. Her ligger forskellige små byer under de fire nationers flag. Man kan vælge at handle sine tyvekoster, eller måske vil man bare udnytte forskellige udbud/efterspørgsels forhold? Alternativt kan man besøge guvernøren, og her kan man måske løbe på pågældendes datter. Er man berømt (berygtet?) nok, kan man blive hevet til bal til en lille svingom. Her foregår det på bedste dansespilsmaner, og mestrer man dette kan det afføde små gaver. Gider man ikke alt det fis, og vil man i stedet være den store bandit, kan man i stedet angribe byen direkte. Her stryger man ud i et overblik over fæstning samt nærmeste opland, og så kan man ellers styre sine små banditter rundt på skærmen. Ikke den store videnskab, men ganske underholdende alligevel.

Er man mere den kujonagtige type kan man i stedet vælge at snige sig ind i byen i ly af mørket. Det åbner for endnu et minispil, hvor man styrer sin lille figur rundt i gaderne, imens man forsøger at undgå vagter. Dette minispil er utvivlsomt spillets dårligste, og harmonerer slet ikke med resten af tempoet. Undertegnede valgte at bide til bolle og stryge direkte i fjæset på modstanderne hver gang - så kan de lære det!

Dette er en annonce:

Teknisk er Pirates! ganske charmerende uden dog at være en åbenbaring. Der er strøet små mellemsekvenser ud, som forsøger at give spillet et filmisk præg. Det kan eksempelvis være, at man sparker en kaptajn ned af trappen under en duel. Disse er med til at give de ellers ensformige kampe mere liv - men lidt ærgerligt er det, at det er samme små sekvenser der vises hver gang. Søslagene er også ganske nuttede, og der er små detaljer såsom master der knækker, og mandskab der ryger i vandet.

Lyden er noget rytmetam-tam som klæder perioden glimrende. Her ville det dog også være rart med et par ekstra numre, så variationen var på plads. Det er trods alt et spil man sagtens kan sidde med i mange timer i streg, og så kan man godt blive skør i knoppen af konstant at høre de samme glade toner. Pirates! er en glimrende genudgivelse af et fantastisk spil. Det har en masse charme, og så er det fængende som bare pokker. Problemerne ligger i at der trods alt ikke er den store variation, og så måtte der godt have været et stærkere underliggende plot - uden det altså gik på kompromis med det lækre åbne gameplay.

Sid Meier's Pirates!Sid Meier's Pirates!Sid Meier's Pirates!Sid Meier's Pirates!
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Underholdende og medrivende dueller og søslag. Utroligt fængende gameplay. Lækker åben struktur.
-
Et par dårlige designvalg - eksempelvis snigedelen. Kunne være lækkert med et stærkere plot.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

1
Sid Meier's PiratesScore

Sid Meier's Pirates

ANMELDELSE. Skrevet af Alan Vittarp Rasmussen

Kanonerne knalder igen og Alan har levet af beskøjter og øl for at bringe dig anmeldelsen af dette fremragende sørøvereventyr.

2
GOG.com får 2K-klassikere

GOG.com får 2K-klassikere

NYHED. Skrevet af Magnus Groth-Andersen

I dag har udgiveren 2K afsløret, at de vil arbejde med GOG.com for at sælge et udvalg af deres klassiske titler. Udgiveren har således tilføjet 11 af deres spil til GOG's...

0
Sid Meier’s Pirates

Sid Meier’s Pirates

PREVIEW. Skrevet af Jesper Nielsen

Sid Meier og Firaxis sætter fulde sejl med genfødslen af det klassiske spil, der fængede en hel spilverden. Find træbenet frem.



Indlæser mere indhold