Shogun - Episode 1-8

Jeg er ikke så gammel, hvilket betyder, at jeg aldrig har haft fornøjelsen af at se Shogun - en bemærkelsesværdig serie fra 80'erne om den første englænder, der satte sine ben i Japan og derefter blev samurai. Jeg har heller ikke taget mig tid til at læse James Clavells elskede roman af samme navn. Men jeg har helt sikkert haft fornøjelsen af at nyde en af dette års stærkeste tv-oplevelser i form af den nye filmatisering, der kommer på Disney+.

Handlingen? Osaka er på randen af borgerkrig, da vi første gang møder vores portugisiske, engelske og japanske karakterer. Gribbe og bureaukrater cirkulerer omkring Lord Toranaga, som venter på at blive dræbt af sine politiske fjender - Osaka-rådet - indtil den trodsige englænder Blackthorne skyller op på de japanske kyster og bliver Toranagas brik i et udsøgt politisk magtspil. I Japan bliver Blackthorne ikke kun Toranagas allierede, han finder også sit hjerte under angreb af den smukke tolk Mariko.

For dem, der har savnet et brutalt drama med en middelalderlig smag, siden Game of Thrones prydede folks tv-skærme, er dette "the place to be". Spionage, sammensværgelser, sværdkamp, lidenskab og intriger er på menuen i denne luksuriøst indpakkede serie, som fanger seeren med sin skarpe fotografering, smukke scenografi og historiske realisme. Det er massivt og overdådigt på en måde, så man får lyst til at trykke på knappen "Næste afsnit", så snart et afsnit er slut. På trods af nogle digitale green screen-effekter (og digitalt blod) er Shogun en visuel nydelse i sin filmiske præsentation.

Ud over atmosfæren er skuespilvalgene også meget vellykkede. Cosmo Jarvis er herligt barsk som seriens 'fish out of water'-karakter, der forsøger at navigere i japanske værdier og kulturelle kontraster (selvom råberiet kan blive lidt kedeligt i længden), og newzealandske Anna Sawai fungerer rigtig godt som det rolige vand til Jarvis' rasende ild. Men det er sværvægteren Hiroyuki Sanada, der skinner mest her som den sympatiske lord med humor og et par esser i kimonoen. Den legendariske Sanada er den, der holder historien sammen med sin ro og menneskelighed, og det er ofte der, seeren ønsker at holde sit fokus. Han bærer verden og serien på sine stabile skuldre.

Samtidig er der en masse korridorsnak i stil med Game Thrones, og ud over pomp og pragt har tempoet en tendens til at falde, når man sidder fast med mindre interessante karakterer, og der er en episode her og der, som ikke altid bringer handlingen fremad. Til tider mindede serien om for eksempel den middelmådige Game of Thrones-udfordrer Marco Polo med hensyn til plottets indviklethed og noget fladt drama, men forskellen her er, at man faktisk holder af personerne og magtkampen i Shogun. Selvom tempoet er langsomt, er historiefortællingen tålmodig, sætter man pris på de mange lag af verdensopbygning. Der er masser af lag og twists, som gør Shogun til en oplagt tv-favorit i det kommende forår.

Når det er sagt, har jeg kun set otte af de 10 afsnit indtil videre, så bedømmelsen vil være midlertidig, indtil den store finale udkommer. Indtil videre kan jeg dog konstatere, at Shogun er et sejt og til tider kraftfuldt tv-eventyr, der har potentiale til at slutte med et brag, hvis den fortsætter med at fokusere på de rigtige elementer.