Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Sherlock Holmes The Awakened

Sherlock Holmes The Awakened

Sherlock Holmes møder kosmisk horror i det nyeste spil fra den ukrainske udvikler Frogwares.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

For to år siden udforskede Frogwares den mest berømte detektiv af dem alles fortid i Sherlock Holmes: Chapter One. Nu vækker den ukrainske udvikler sin egen fortid til live med Sherlock Holmes The Awakened - en komplet remake af deres eventyrspil fra 2007, der satte detektiven over for Lovecraft-inspirerede rædsler. Men er der tale om et glædeligt gensyn, eller bør fortiden forblive begravet, som det ofte er tilfældet i Cthulhu-mytologien?

Sherlock Holmes The Awakened

Fans, der har været med længe, vil have svært ved at genkende Sherlock Holmes The Awakened, da næsten alle aspekter af originalen - det være sig verdensdesign, grafik, mekanikker og selv kameravinklen - er blevet ændret, hvilket bringer spillet mere på linje med udviklernes seneste udgivelser. Én ting er dog stadig relativt uændret, og det er historien. Hvilket for det meste er en god ting, da den formår både at skræmme og underholde.

Startende med en tilsyneladende simpel kidnapning, tager det centrale mysterium dig med på noget af en rejse. Fra Londons tågede gader følger du spor, der fører dig over Atlanterhavet til det solbeskinnede New Orleans og senere dybt ind i junglelignende vegetation, hvor ukendte rædsler lurer.

Dette er en annonce:

I stil med Lovecrafts originale noveller er der få voldshandlinger og synlige monstre, og i stedet bygger spillet spænding op med en uhyggelig atmosfære og masser af ildevarslende antydninger. Du er altid et skridt eller to efter den skyggefulde sammensværgelse, du jagter, indtil den klimatiske finale, der - desværre - ikke helt formår at leve op til den spændingsfyldte opbygning.

Sherlock Holmes The Awakened

Overordnet set er det en fornuftig historie, der bliver lidt svigtet af en klodset præsentation og manglende karakteristik. Animationerne er noget kluntede, karaktermodellerne popper ind og ud, når kameraet undertiden skifter til et førstepersonsperspektiv, og læberne, ja de er nærmest spillets sande gys, da de bevæger sig i deres egen rytme uden nogen sammenhæng med det, der faktisk bliver sagt.

Ikke at dialogen alligevel betyder så meget, da det er tydeligt, at mange af spillets karakterer oprindeligt var designet til at levere gåder og ledetråde, og ikke til historiefortælling. Udover Holmes og Watson selv, er der ingen af birollerne, der virkelig brillerer, og selv om dialogen er velskrevet, er den langt fra så indlevende som i de mere fortællingsfokuserede eventyr af Tell Tale-slægten.

Dette er en annonce:
Sherlock Holmes The Awakened

Sherlock Holmes: Chapter One introducerede en hel del nye muligheder til Sherlocks efterforskningsværktøjskasse. Desværre har han ikke lært meget siden sine sidste eventyr, og det til trods for, at karakteren nu er en etableret detektiv logerende i sin ikoniske Baker Street-lejlighed. Gameplayet består stadig i at finkæmme omgivelserne for hotspots (som heldigvis kan fremhæves ved et tryk på en knap) og til sidst - når alle sporene er indsamlet - drage konklusioner i det såkaldte Mind Palace.

Selvom spillet, i modsætning til sin forgænger, ikke indeholder en åben verden, har de enkelte kapitler stadig ret store miljøer, så du skal også spørge de lokale om vej og være opmærksom på spor eller ledetråde, der kan lede dig hen til det egentlige gerningssted. Gameplayet fungerer bedst i disse situationer - når du styrer efterforskningen gennem dine egne deduktioner. I denne henseende er de mentale rekonstruktioner af gerningsstederne endnu engang det sande højdepunkt.

Samtidig er det dog tydeligt, at mekanikken er skræddersyet til mere åbne og mindre lineære oplevelser. Når man bevæger sig igennem spillets mere lineære kapitler, føles de grundlæggende mekanikker ofte for uinteressante. Det meste af tiden tænker du ikke rigtig selv, men bliver ledt gennem omgivelserne af belejligt placerede ledetråde, som Holmes optrevler uden megen hjælp fra dig som spiller. Kort sagt ender du ofte med at føle dig mere som Watson end som Sherlock selv.

Sherlock Holmes The Awakened

Apropos Watson, så spiller Holmes' betroede hjælper spiller en meget større rolle i denne nye version af Sherlock Holmes The Awakened sammenlignet med originalen, både hvad angår historie og gameplay. Lægen med forfatteraspirationer er mere selvsikker, end det ofte er tilfældet, og hans samspil med Holmes er uden tvivl et af historiens højdepunkter. Hans baggrundshistorie - der indebærer at have tjent i den britiske krig i Afghanistan - spiller en markant rolle undervejs, og det er bestemt velkomment at lære mere om denne ofte lidt endimensionelle karakter.

Du får endda mulighed for at spille som Watson i et par tilfælde, for eksempel når du affyrer en pistol eller styrer en båd i Louisiana-bayouen. Desværre tilbyder Watson udover disse korte actionsekvenser ikke noget alternativt gameplay, da han deler sin efterforskningsværktøjskasse med Holmes. En lidt anderledes oplevelse, når man spiller som Watson, eller muligheden for frit at skifte mellem karaktererne ville have været med til at pifte tingene lidt op.

Ligesom Sherlock Holmes: Chapter One gjorde det, graver The Awakened dybere ned i Sherlocks overraskende skrøbelige psyke. Dette har resulteret i nogle helt nye historiesekvenser, hvor detektiven bliver fanget i en slags mareridtsagtigt helvedeslandskab, hvor hans sædvanlige rationelle sind viser sig at være til ringe nytte. I stedet skal du løse smarte miljøbaserede gåder, der involverer en mere drømmeagtig logik. Disse sekvenser er korte, men de tilføjer noget tiltrængt variation i gameplayet og et par doser af kosmisk gys.

Sherlock Holmes The Awakened

Med en pris på 329 kroner og en spilletid på lidt over 12 timer er Sherlock Holmes The Awakened pengene værd for fans af studiet. Spillet virker næsten som en udvidelsespakke til det fremragende Sherlock Holmes: Chapter One og bygger således på et solidt fundament. Der er dog flere mangler denne gang, hvoraf de fleste nok skyldes, at Frogwares blev afbrudt i deres udvikling af deres næste open-world titel.

På grund af krigen i deres hjemland Ukraine valgte de at lave dette spil i stedet, hvilket de har gjort på lidt over et år - en ganske imponerende præstation alt taget i betragtning. Men når det er sagt, så bliver Sherlock Holmes The Awakened til tider forrådt af sin korte udviklingscyklus, og i sidste ende føles spillet fanget mellem to stole - det når ikke helt op på niveau med moderne filmiske eventyr og er ikke udfordrende nok til at behage fans af klassiske peg-og-klik-eventyr.

HQ
06 Gamereactor Danmark
6 / 10
+
Interessant blanding af Cthulhu og Sherlock Holmes. Varierede lokationer med masser at udforske. Det er meget tilfredstillende, når spillet lader dig drage dine egne konklusioner.
-
At lede efter spor i lineære miljøer bliver hurtigt banalt. Mangler gåder og udfordringer. Watson formår ikke at opfriske gameplayet. En del grafiske fejl.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold