ShellShock: Nam '67

Den årelange konflikt omkring Vietnam, der endte i en fatal militæraktion fra USA, har længe været et lidt ømfindigt område. På trods af, at det har alle kvaliteter til at gøre sig glimrende som eksempelvis digital underholdning, har udvalget alligevel været sparsomt. Det roder Guerilla nu bod på med en titel, der ser gennem fingre med politisk korrekthed. Her serveres krigen råt for usødet, med masseslagtninger, psykisk terror, bandeord og lidt sex til at krydre retten. Udgangspunktet har ifølge udviklerne selv været, at give spillerne de mest brutale krigsscener nogensinde - realisme på et højere plan. Selv om der er masser af atmosfære, imens gyldne klassikere blæser ud af højttalerne, ender helheden alligevel som en ballon - fuld af luft, uden det store indhold.

Shellshock er en tredje persons shooter, der holdes kørende af en strengt lineær underliggende historie. Formålet har helt åbenlyst været at fortælle om Vietnams rædsler lidt a la film som Platoon. Derfor bliver begivenhederne ofte afbrudt af mellemsekvenser, som skal forsøge at højne en fortættet atmosfære. Sekvenser som præsenterer ens soldaterkammeraters liv og deres skæbne i dette fremmede land så langt hjemmefra. Umiddelbart en ganske god ide, der dog holder bedre på film end som interaktiv underholdning. Problemerne ligger i at spillets struktur bliver alt for snævert, og man trækkes igennem spillet uden muligheder for at påvirke forløbet.

Shellshock er nemlig meget tungt scripted, hvilket blandt andet medfører at ens kammerater ikke kan dø - på nær på fastlagte tidspunkter i historieforløbet. Eksempelvis falder man på et tidspunkt i et baghold. Viet Cong soldater vælter konstant frem, dækket af en maskingeværsstilling. I første ombæring satte jeg mig bare til at plaffe som i et andet skydetelt. Sammen med mine allierede holdt jeg skansen, indtil sidste kugle havde forladt kammeret, og modstanden blev for overvældende. Lidt undrende forsøgte jeg anden gang en lidt anderledes taktik. Denne gang løb jeg blot hovedløst fremefter, og ondulerede de par risgnaskere der var på vejen. Ganske rigtigt var der en event, som man skulle "trigge", og så stoppede fremstrømningen af modstandere ellers. Det virker meget skabelonskåret, og modvirker fornemmelsen af at være en del af en rullende historie.

Dette bliver så yderligere udbygget af opførelsen hos såvel ens allierede som modstanderne. Ifølge udviklerne skulle der i spillet være skabt en samhørighed, hvor man føler, at man kæmper som en del af et samlet hold. Desværre er dette ikke overført til skærmen, hvor det konstant afhænger af eens egen indsats for at komme videre. Mens resten af banden bare står stille, drøner man altså rundt og desarmerer boobytraps, sprænger tunneller og finder gidsler. Deres tilstedeværelse føles lidt som bølgen af Screamagtige gyserfilm, hvor man ved at staklerne skal onduleres een efter een. Heldigvis er modstanderne langt fra de skarpeste knive i skuffen. Tværtimod udviser de nogenlunde samme tankevirksomhed som ænderne i et skydetelt. Enten kommer fjenderne løbende direkte mod dine kugler, eller også bevæger de sig frem og tilbage i faste rutiner. AI’en er ellers et område som ville hjælpe titlen et langt stykke af vejen, for netop i disse krigsomgivelser er omtanke en vigtig allieret.

Kontrollen fungerer til gengæld ganske glimrende. Det tager ikke længe, inden man nedlægger modstanderne som lerduer - en analog som faktisk ikke er helt tosset i dette tilfælde. Der er dog ikke det store udvalg af våben, og de mest gængse af dem føles bemærkelsesværdigt ens. En sniperriffel er naturligvis tilgængelig, men den har dog ikke den store effekt. Det skyldes mest af alt, at man oftest selv skal gå forrest og udløse checkpoints samt triggere. Spillets stærkt scriptede handling giver derfor ikke meget snor til at overraske fjenderne. Til at give lidt afveksling skal man ofte desarmere forskellige fælder. Dette gøre ved enten at aktivere dem eller løse små puzzles på tid. Fælles for dette er, at det mest føles som et tvungent påhæng - ikke som en decideret stressfaktor.

På flere områder mangler spillet også finpudsning. Et eksempel herpå oplevede jeg med føromtalte fælder. Jeg skulle desarmere en fælde, men endte med at aktivere den, hvorefter min stakkel soldat blev spiddet. Det blev assisteret af et "Good work" fra min overordnede, der spankulerede forbi med resten af delingen. Eksempler som disse er der flere af, og det er med til at bryde lidt med illusionen. Positivt er grafikken og især lyden virkelig god. Omgivelserne er tilpas grynede og har flere gode detaljer. Lyden er uhyre stemningsfuld, med et superbt soundtrack og lækre effekter der gøder vandene for begivenhederne. I sidste ende er det bare ikke nok til at redde en titel, der ubehjælpeligt balancerer på middelmådighedens rand. Lidt blod og bandeord i flotte klæder gør ikke et spil.