Shadow of the Tomb Raider - Holder Det?!

Ah ja, Lara Croft. Hvor gjorde dine kvadratiske attributter en ung Claus forvirret i hans teenageår i 90'erne. Du hoppede rundt i dine hotpants, og alt for stramme top, for er der noget som skriger kold hule fyldt med gale ulve, og endda dinosaurer i visse tilfælde, så er det let påklædning. Jeg tænkte dog ikke over hvor praktisk det hele var, det var mine hjerne for primitiv til. I 2013 blev Tomb Raider-serien så rebootet med en hel ny og mere praktisk Lara, som dog stadig havde en ret stram top på, for man går jo ikke væk fra hvad der virker.

Serien var blevet mere brutal, og Lara især kunne dø på de mest makabre måder. De fleste af disse dødsfald havde med diverse spidse ting at gøre, som Lara på den ene eller anden måde fik sig smidt hen over. Jo jo, moderne skulle det jo være, og her i 2022 er serien stadig brutal, men har fundet sine rødder, som jeg nu vil snakke om, da jeg har spillet Shadow of the Tomb Raider, for at se om spillet der fik så meget ros, stadig holder.

Er der noget Lara Croft er blevet god til i de senere år, så er det at forulykke med både fly og både, og Shadow of the Tomb Raider starter da også med at Lara, og hendes følgesvend Jonah, styrter ned i junglen med et fly. Det er klichefyldt og uoriginalt, ligesom det skal være. Lara og Jonah bliver så rodet ind i en konspiration, som trækker rødder helt tilbage til da Laras fader bliver myrdet foran hendes øjne. Det gør historien til et hævnnarrativ, hvor Lara jagter dem, der har ødelagt hendes liv, som hun selv siger senere i historien. Denne del af historien er ret forudsigelig og nærmest en stor floskel til tider, men den fungerer som den skal, da det skaber motivation for Lara selv. Det jeg synes stadig fungerer glimrende, er det aspekt af historien hvor Lara bliver konfronteret med de ting hun faktisk gør. I starten af historien tager Lara et artefakt i en af de grave hun befinder sig i. Dette begynder apokalypsen, da dolken er værn mod undergangen, og den ret egoistiske såkaldte "Tomb Raider" må skue indad og overveje konsekvenserne af sine handlinger, da hun er skyld i det sker efterfølgende, hvor hundredevis af mennesker dør.

Det er fedt metanarrativ, hvor den ellers så ligeglade Lara pludselig skal stå til ansvar for alle kulturelle skatte hun har taget fra diverse folkegrupper. Derudover sætter hun også sin meget loyale følger Jonahs liv på spil igen og igen, hvilket hun også bliver konfronteret med i løbet af i historien. Dette gør hun er nødt til at stoppe og overveje om det i det hele taget er det værd, at hun myrder og stjæler løs på må og få. For er der noget Lara Gør igennem hele spillet. Jeg begyndte at kalde hende for Lara Rambo til sidst. Det er ikke muligt at uskadeliggøre fjenderne så de overlever, nej de bliver slået ihjel på den mest brutale måde hver eneste gang Lara har muligheden for, og som hovedfjenden siger til hende hen mod slutningen; hvad er det, der gør hende bedre end hendes fjender, når hun nu slår mange flere mennesker i ihjel, end de nogensinde har gjort? Det er denne ransagning af Lara som protagonist, som jeg synes er ret fed, for jeg sad lidt og følte med fjenderne, og fandt faktisk Laras opførsel en smule narcissistisk og irriterende. For hvorfor er hun den gode, og de er de onde? Er det fordi hun siger det til hendes selv, at der er sådan? Eller er hun i princippet ikke en kende bedre end dem hun bekæmper? Jeg syntes det var fascinerende at sidde at overveje, mens jeg i Laras sko, myrdede løs, og stjal artefakt efter artefakt.

Shadow of the Tomb Raider er et rimeligt nyt spil fra 2018, og jeg har normalt en grænse på at spil skal være 10 år eller ældre, før jeg skriver en artikel om dem, men da jeg prøvede spillet synes jeg ikke helt de gode anmeldelser spillet fik var så nuancerede, som jeg kunne have ønsket, så jeg tænkte, det må jeg skrive lidt om.

Historien er som sagt god, dog med nogle ret store plothuller, hvor jeg sad og tænkte; "hvordan har udviklerne ikke fanget den?" Det største er da Lara først siger til Jonah, at de ikke må snakke i deres Walkie Talkie med hinanden, da fjenden lytter med, for at gøre akkurat det samme 15 minutter efter uden nogen form for omtanke. Historien har en del af sådanne plothuller, og de tog mig ud af oplevelsen mange gange. Et andet kritikpunkt er at der er rigtig meget genbrug i spillet. Jeg ved ikke, hvor mange gange Lara skulle klemme sig igennem sprækker i spillet, eller banke hul i en mur med hendes klatreøkse, for derefter at klemme sig igennem her også. Det føltes helt latterligt til sidst, for det var som om at hver eneste situation endte på denne måde. De grave Lara skulle igennem var også ret ensformige, da de i mere en halvdelens tilfælde handlede om at Lara skulle have et stykke maskineri op og køre, for at hun kunne nå fra den ene ende af rummet til den anden. Dette blev for det meste gjort med hendes bue, som også kunne skyde reb. Så de fleste opgaver blev løst således.

"Uhh, et vandhjul der sidder fast. Det skal jeg da have gjort fri, så jeg kan forbinde det med en mekanisme, som kan løfte en elevator eller platform, så jeg kan få Lara i må"l. Det virkede som om udviklerne ikke rigtig havde nok i Laras arsenal, som kunne variere gravene. Det hele er dog ikke kun brok, de andre 50% af gravene, hvor rebet ikke skulle bruges så meget, var ret fede. Her var det for det meste de mekanismer, man skulle bruge for at komme ud på den anden ende, som var stjernen. Det var fedt. Det var som om de grave, hvor hele gåden var bygget op en stor mekanisme, bare fungerede, så det kunne have være fedt med mere af det. Jeg sad direkte og håbede på det ville være tilfældet, når jeg fandt indgangen til en ny grav.

Meget af Shadow of the Tomb Raider foregår i små aflukkede områder i junglen, og et par af dem er byer med indfødte, som Lara kan få opgaver af, og som hun kan snakke med. Disse byer er æstetisk flotte, og det er fedt at gå på opdagelse i dem, da de har mange hemmeligheder i hvert hjørne. Lydsiden er dog ikke så god. I en af byerne specielt kunne man høre den samme indfødte snakke højt og gennemtrængende på hvad jeg tror var spansk i et minut langt loop, som virkelig gik mig på nerverne. Derudover er blandingen af spansk og engelsk skærende, da de to sprog blandes sammen i en stor pærevælling. Alle man snakker med kan engelsk, men al baggrundslyd er på spansk. Det skaber en meget rodet lydside, som faktisk stressede mig.

Så Shadow of the Tomb Raider er en ret blandet oplevelse. Historien har nogle rigtig fede aspekter, og nogle knap så gode. Den klassiske klatren og hoppen, som Lara altid har gjort, fungerer som den skal, men der er meget genbrug i gameplayet synes jeg, og lydsiden er også hit or miss. Så jeg synes ikke Shadow of the Tomb Raider holder på alle områder, men er dog en gennemspilning værd, hvis man er fan af genren.